Anne Knudsen hylder normerne fra Puk-bøgerne

12.1.2007

af

Anne Knudsen er til både oprør og borgerlige dyder og har forfattet såvel en doktorafhandling som en kogebog. Antropologen har forsøgt at forstå danskerne, siden hun kom hertil som 13-årig.

"Når man er hjemme hos nogle at lege, og de skal spise, skal man gå. Også selvom de siger, man gerne må blive."

Sådan skrev Anne Knudsen i sin dagbog, da hun var 13 år og lige flyttet med sine forældre fra Grønland til Danmark. Det var her, hendes antropologiske karriere startede. Som ren overlevelse, fordi hun var nødt til tænke over, hvordan man skulle forstå de ting, folk sagde og gjorde. Siden har det antropologiske blik bragt hende vidt omkring - fra København til Korsika, rundt i Europa, til Fyn og igen tilbage til København, hvor hun de sidste otte år har siddet i chefredaktørstolen på Weekendavisen.

Denne eftermiddag tager hun imod i sit nye hjørnekontor på Vimmelskaftet helt inde i det inderste hjertekammer af København. Fra de mandshøje vinduer er der udsigt over Strøget. Den 58-årige chefredaktør er i sort bluse med dybt V, bukser, et leopardmønstret bælte om livet, sko med hæl og en stemme, der klinger dybt af mange diskussioner, rødvinsmiddage og cigaretter.

Avisen er netop flyttet, og lyssætningen er ikke helt på plads. En enkelt PH-standerlampe skinner ud i lokalet - den eneste fra den berømmede arkitekts hånd, som giver et ordentligt lys, ifølge Anne Knudsen, der ikke har ladet sig overbevise af 'Lysets Mester'. Strøgets gadelys deler til gengæld gavmildt ud af deres skær, efterhånden som vintermørket falder på.

Akademikere bedre til at bedømme vås

Mens folkene derude næsten bogstaveligt vader i nyheder og gratisaviser, holder Anne Knudsen og Weekendavisen fast i at dyrke langsomheden og analysen. En strategi, der virker, at dømme efter oplaget, som har været i stabil fremgang, siden Anne Knudsen trådte til som chefredaktør. Ligesom avisens underskud er vendt til overskud med hende i den administrerende direktørstol.

"I det senmoderne samfund har folk informationsoverload. De får alt for meget at vide og aner ikke, hvad der er vigtigt og hvorfor. Det er vores opgave at fortælle dem det," siger Anne Knudsen med sin dybe stemme. Anne Knudsen er skiftevis varm og imødekommende og nøgtern velargumenteret.

"I den nye avis har vi en artikel, der handler om det med, at julehjælpen aldrig har været større. Den artikel skriver aviserne hvert år. Hvis det er blevet værre uafbrudt, er der virkelig nogle, som er døde af sult i Danmark. Eller også er det noget vås!" eksemplificerer hun og uddyber.

"Det lyder jo som en god historie. Og nyhedsbranchen er hukommelsesløs. Derfor kan man skrive den samme historie en gang om året. Også fordi folk ikke er uddannede godt nok eller ikke har tid nok til at være kritiske. Hos os er cirka halvdelen af medarbejderne udstyret med akademisk uddannelse, og jeg mener, der kommer flere af dem i pressen fremover. En hvilken som helst videnskabelig uddannelse er et godt udgangspunkt for at bedømme, om noget har ben at gå på, eller om det er vås. Det er man uddannet til."

Anne Knudsen smiler og tænder den første cigaret af mange. At hun skulle sidde på ottende år som chefredaktør for Danmarks Begavede Avis, var ikke noget, hun havde forestillet sig - hverken som 13-årig tilflytter eller da hun i 1981 - efter at have været omkring studier som medicin og fransk - blev færdig med at læse antropologi. På det tidspunkt var der stort set ikke et eneste job at få. Det gjaldt om at hage sig fast i hver eneste mulighed, der bød sig - hvor minimal den end så ud. Anne Knudsen underviste og søgte forskningsstipendier. Og på den måde holdt hun den gående i 12 år, stiftede og redigerede antropologitidsskriftet 'Stofskifte', lavede doktordisputats og blev i 1994 ansat på Odense Universitet som lektor. Samme år vendte hun dog tilbage til København og intensiverede sin karriere i medieverdenen som anmelder og klummeskriver på Weekendavisen, siden som kronikredaktør på Politiken, vært på tv-programmet Deadline - og endelig tilbage til Weekendavisen, denne gang som chefredaktør.

Begavet og uredigeret

I journalistkredse bliver avisen betragtet som begavet. Men også temmelig uredigeret uden en fast linje. Den betegnes som mere eftertænksom end publicistisk. Mere af sin egen holdning end dagsordensættende. Nogle kalder den en sofabordsavis, som folk abonnerer på, men ikke får læst. Men de fleste fremhæver tillægget 'Ideer', hvor forskere kommer til orde og får lov til at formidle deres processer og resultater.

"Forskning er god underholdning, simpelthen. Jeg synes personligt, det er interessant. Og hvis jeg synes det, og dem, jeg kender, synes det, så synes alle det nok," argumenterer chefredaktøren med en latter, der kommer rullende helt nede fra maven bag bæltet med dyreprint og forplanter sig til glimt i øjnene.

"Modsætningsvis skulle man gå ud fra, at noget, jeg ikke synes var interessant, var det?"

Det spørgsmål kan man kun vanskeligt svare ja til. Og ligeså vanskeligt er det at forestille sig emner, som Anne Knudsen ikke finder interessante. Som barn fik hun forbud mod at bytte bøger på biblioteket mere end en gang om dagen. Og som redaktør af antropologibladet Stofskifte i 80'ernes postmodernistiske tid, hvor virkeligheden var åben for fortolkning, diskuterede hun gerne semiotiske symboler og tegn, til luften blev tyk. Som chefredaktør og skribent er hun i dag mindre flyvsk. Hun sætter gerne begrænsninger for sig selv. Som for eksempel at skrive korte anmeldelser og ledere, hvor det første ord i hvert afsnit danner en sætning. Men hendes åbenhed over for nye vinkler på verden er generisk.

Kun sjældent diskuterer hun medarbejdernes ideer eller giver efterkritik på færdige artikler. Og et redaktionsmøde med Anne Knudsen er mere en præsentation af ideer end en diskussion af den journalistiske gode historie, vinkler og målsætninger, forlyder det fra medarbejdere gennem tiden, der har haft svært ved at se, hvilken linje hun udstikker. Nogle karakteriserer hende endda som en leder, der helst undgår konflikter, nødigt indrømmer sine fejl og derfor også er svær at tage en faglig diskussion med. På trods af at hun er lynende begavet og har ry for at være fræk og turde sige, hvad hun mener. Andre roser hende for at være yderst omsorgsfuld og ukuelig optimist. Hun betegnes som værende mindre journalist end antropolog - med den holdning at frihed under ansvar gælder i livet som til redaktionsmøderne.

"Folk præsterer generelt bedre, hvis de selv har ansvar, og får belønning for det de gør," lyder det fra Anne Knudsen, der nævner ros og anerkendelse som vigtige ledelsesværktøjer.

Men hvad betyder hendes antropologiske baggrund i den sammenhæng?

"Antropologi er et godt udgangspunkt for at være leder. Fordi man har vænnet sig til at tænke i relationer mellem mennesker og har gode forudsætninger for at forstå, hvad der sker på en arbejdsplads. Mange arbejdspladser er for eksempel præget af klikedannelser, og der er midler til at undgå dette. I stedet for at sige: 'Nu må du behandle den og den ordentligt', flytter man rundt på folk fysisk og manipulerer de sociale mekanismer. Som antropolog tror jeg desuden på, at det betyder fantastisk meget at passe pænt på folks værdighed og ære. Man skal gå langt for ikke at ydmyge folk."

Kan du uddybe det?

"Selvom vi i Danmark ikke taler så meget om ære, betyder det ikke, at det ikke findes. At kritisere folk i deres kollegers påhør skal man ikke! Forskellen på at gøre det ansigt til ansigt og i kollegers påhør er, at hvis du gør det sidste, har du også ydmyget dem. Sådan noget har jeg med fra mit fag."

"Sådan en som mig"

Til gengæld giver Anne Knudsen gerne det danske samfund en lige højre - som forfatter og foredragsholder. Især skabte hun debat med bogen 'Her går det godt - send flere penge', der i 1996 tog de vilde drenges parti i et velfærdssystem domineret af kvindelige værdier.

Oprørskhed interesserer hende så meget, at hun har skrevet disputats om, hvordan det opstår på Korsika. Men samtidig lægger hun ikke skjul på, at hun dybest set har normer som i Puk-bøgerne og lægger vægt på "fair play, at være en god kammerat og have borgerlig dannelse." Hun er på en gang til 50'ernes spadseredragt og 60'ernes bare tæer. Og har som største forbillede en englænderinde fra 30'ernes surrealistiske miljø i Paris, Dorothy Carrington, der blev Korsikas første historiker, en velanset videnskabsmand m/k og overlevede både skilsmisse og voldtægt uden at klynke. Klynkeri bryder Anne Knudsen sig nemlig ikke om.

Men det, der generer antropologen mest hos danskerne, er vores hang til stændertænkning - et begreb, der stammer fra før demokratiet, som hænger sammen med janteloven og er udbredt i de fleste bondesamfund.

"Folk tænker: 'Det er nok ikke noget for sådan en som mig'. Det er svært at komme væk fra de små byer, væk fra slummen. Ikke bare fordi man ikke ved, hvordan man skal begå sig andre steder. Også fordi dem i slummen ser det som en fornærmelse, hvis du flytter dig. Det viser jo, at det kunne de også have gjort. Og sådan noget har vi ikke modarbejdet nær nok i vores uddannelsessystem."

Selv søger hun at modarbejde stændertænkningen ved at overskride grænserne for, hvad "sådan en som hende" kan.  Og det er blandt andet at skrive humoristiske bagsider og madanmeldelser - områder, de færreste chefredaktører bevæger sig ind på.

"Det forekommer mig ikke bare at være dumt, men direkte fornærmeligt, hvis man foregiver at være for fin til at få mad hver dag. Hvad bilder man sig ind? Som om man var lavet på en særlig fabrik?"

Chefredaktøren lader forstå, at folkene i aftenmørket på Strøget interesserer hende langt mere end meningsdannerne på andre hjørnekontorer rundt omkring.

Nu er du jo selv meningsdanner? Nummer 91 på den nyeste liste over de mest magtfulde mennesker i Danmark?

"Er jeg rykket så langt ned," griner Anne Knudsen, men fortsætter så alvorligt.

"Jeg håber ikke, du har kunnet gribe mig i at svine folket til for at være dumt og inkompetent. Man kan prøve at forstå. Man behøver ikke at være enig med dem, men man kan prøve at forstå."

Og til det bruger Anne Knudsen sit fag, sin person og sin avis. Hvor længe endnu ved hun ikke, for hendes liv er aldrig planlagt ret langt ind i fremtiden. Hendes vision for fremtiden er at lave mere af det samme. At skrive og tale om forskning, danskere, kultur, mad ... Og at hun har masser på hjerte, er der ingen tvivl om. Både stemmen, latteren og det opmærksomme blik fortsætter også længe efter, både båndoptageren og de fleste af bygningens PH-lamper for længst er slukket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet