Risikable skattelettelser

Da regeringen for nogle uger siden lancerede sit udspil om nedsættelse af skatten på arbejde med ti milliarder kroner, løb den samtidig for første gang ind i et minefelt af bekymrede økonomer.

En stor del af de samme økonomer har godt nok gennem længere tid netop efterlyst lavere skat på arbejde for at få flere hænder ind på det pressede arbejdsmarked, men i en situation, hvor virksomhedernes ordrebøger er fulde, og arbejdsløsheden er rekordlav, er der ikke råd til eksperimenter i form af skattelettelser, der ikke er fuldt finansierede.

For i modsætning til regeringen er økonomerne nemlig enige om, at det ikke er tilfældet.

"Forslaget giver skattelettelser over de næste to år, og først senere henter man så nogle af pengene hjem gennem pristalsreguleringen af energiafgifterne. Så på kort sigt er regeringens skatteudspil stærkt underfinansieret," siger overvismand og professor Peter Birch Sørensen, Københavns Universitet.

"Samtidig øger man væksten i det offentlige forbrug - også på kort sigt - hvorfor man alt i alt løfter både det private og offentlige forbrug på én gang. Og det er et rigtigt skidt tidspunkt at gøre det på, når der i forvejen er mangel på arbejdskraft. Man risikerer en overophedning af økonomien. Det er at lege med ilden - et farligt hasardspil med stabiliteten i samfundsøkonomien," siger Birch Sørensen.

Direktør Lars Andersen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, er enig:

"Den eneste reelle finansiering af skattelettelserne er de gradvist stigende energiafgifter, og de batter ikke meget i 2008 og 2009, hvor skattelettelserne sætter ind. Når også kompensationen til pensionisterne indregnes, er der tale om store ufinansierede skattelettelser. Der er meget 'ti fugle på taget' i dette udspil, fordi regeringen medregner de dynamiske effekter i sin finansiering. Det er en uskik og en glidebane. Det er ellers blevet tradition her i landet, at pengene skal passe."

Birch Sørensen understreger, at han ikke er ensidig kritiker af skatteudspillet. "Det er godt at få skatten på arbejdsindkomst ned, og det er positivt, at man nu bløder op på skattestoppet ved at tillade inflationsregulering af energiafgifterne. Men man burde have sikret fuld finansiering af den lavere skat på arbejde på kort sigt, for eksempel ved også at tillade inflationsregulering af ejendomsværdiskatten og punktafgifterne på tobak og alkohol, gennem yderligere stigning i de grønne afgifter eller ved en fradragssanering."

To effekter

Økonomer opererer med to modsatrettede effekter, når skatten på arbejdsindkomst sænkes.

Den første er substitutionseffekten, der handler om, i hvor høj grad skatteyderne vil erstatte - substituere - fritid med arbejde. Skattelettelserne indebærer jo, at fritid bliver relativt dyrere, fordi værdien af arbejde stiger. Denne effekt vil altså give flere hænder på arbejdsmarkedet.

Den anden effekt er den såkaldte indkomsteffekt, der dækker over den modsatte tendens - nemlig at lavere skat på arbejde gør det muligt at arbejde mindre, samtidig med at den hidtidige indkomst opretholdes.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser stort set alle danske og internationale undersøgelser, at en lettelse af skatten på arbejdsindkomst giver en lille stigning i arbejdsudbudet, hvorfor substitutionseffekten er størst.

Det større arbejdsudbud fremkommer ved, at flere kommer i beskæftigelse, og at de allerede beskæftigede arbejder i flere timer.

En lettelse af marginalskatterne, top- og mellemskatten, vil typisk indebære, at folk, der allerede er på arbejdsmarkedet, arbejder flere timer, mens en forøgelse af beskæftigelsesfradraget får flest ind på arbejdsmarkedet.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har i en analyse sammenstillet Finansministeriets beregninger for den samlede effekt på 'arbejdsudbudet', hvis de forskellige skattetyper nedsættes med fem milliarder kroner.

En nedsættelse af topskattegrænsen vil her øge beskæftigelsen med 10.800 personer, og omkring 50 procent af de fem milliarder kroner vender tilbage til statskassen som selvfinansiering i form af skatter med videre.

Ifølge Finansministeriet er en nedsættelse af topskattegrænsen samlet set det mest effektive middel til at få flere hænder i sving, mens en lempelse af bundskatteprocenten er det mindst effektive.

Kun hvad der svarer til knap 3.000 personer ekstra vil bidrage til samfundsproduktionen gennem en skattelettelse på de fem milliarder kroner i bunden, og selvfinansieringen er her på blot 18 procent.

Til gengæld indebærer en lettelse af bundskatten kun en meget beskeden forøgelse af indkomstuligheden, mens en nedsættelse af topskatten giver den største ulighed.

Effekterne for en forøgelse af beskæftigelsesfradraget og en lempelse af mellemskatten ligger mellem disse yderpunkter.

I regeringens skatteudspil indgår både en forøgelse af beskæftigelsesfradraget og en nedsættelse af indtægtsgrænserne for mellem- og topskatten. Den samlede effekt på arbejdsudbudet anslås til at være en merbeskæftigelse på 8-10.000 personer, og det er her, de dynamiske effekter kommer ind, fordi den forøgede arbejdsstyrke bidrager med flere skatter, mere forbrug osv.

Stor usikkerhed

Problemet er bare, at der er stor usikker-hed om både tallene, og hvornår de slår igennem.

Lars Andersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd siger: "Generelt er det et relativt spinkelt empirisk grundlag, der ligger bag beregningerne af disse dynamiske effekter. De er i høj grad også forældede, fordi de baserer sig på en undersøgelse foretaget af Danmarks Statistik i 1996, da vi havde 150.000 flere ledige og en noget lavere arbejdstid.

I dag står vi med en rekordlav ledighed og en høj arbejdstid, hvorfor man må forvente, at effekterne ikke er af samme størrelse. Folks muligheder for at komme i beskæftigelse og lysten til at arbejde mere som følge af skattelettelser er med andre ord markant mindre i dag end for ti år siden. Også fremgangen i både indkomster og formuer siden midten af 1990'erne vil trække i retning af, at skattelettelser i højere grad falder ud til fordel for mere fritid og mindre arbejde.

Jeg vil ikke afvise, at der er en positiv effekt af skattelettelserne, men det er vanskeligt at forestille sig, at man kan komme op på det niveau, regeringen forestiller sig."

Når man spørger folk

Professor Jørgen Goul Andersen, Aalborg Universitet, er en endnu større lyseslukker, når det gælder en række politikeres forhåbninger til, at danskerne vil yde en ekstra indsats, når skatten sættes ned.

Mens økonomernes værktøj er økonometriske metoder og avancerede modeller, har Jørgen Goul Andersen brugt spørgeskemaundersøgelser for at få svar på, hvor meget folk vil arbejde mere, hvis indkomstskatten sættes ned. En metode mange økonomer i øvrigt ikke finder acceptabel.

Undersøgelserne er gennemført for Ugebrevet Mandag Morgen, og de første blev foretaget i 2003 og 2004 i forbindelse med regeringens skattenedsættelse i 2004, der primært bestod af en forhøjelse af mellemskattegrænsen og indførelse af jobfradraget.

Spørgsmålet lød: 'Vil skattelettelsen få Dem selv til at arbejde mere eller mindre, end de ellers ville have gjort i 2004?', og der var mulighed for at svare 'lidt mere', 'meget mere', 'ingen ændring', 'lidt mindre' og 'meget mindre'.

I 2003, altså inden skattenedsættelsen var trådt i kraft, viste svarene, at kun meget få ville arbejde mere, netto 2,4 procent. En procent, der endda svandt ind til 0,5 procent året efter, da spørgsmålet blev fulgt op med et spørgeskema om, hvorvidt de så faktisk også arbejdede mere eller mindre.

Jørgen Goul Andersen mener, at der er god mening i, at procenten faldt, fordi det er lettere at sige, at man vil arbejde mere end rent faktisk at gøre det.

Da undersøgelsen blev gentaget i 2006 med spørgsmålet om det forventede arbejdsudbud, hvis der kom skattelettelser i 2007-2008, var resultatet endnu mere nedslående for de politikere, der regner med, at befolkningen er villig til at give den en ekstra skalle på arbejdsmarkedet:

De få, der gav udtryk for, at de ville arbejde mere, gik nu lige op med dem, der ønskede at arbejde mindre.

Jørgen Goul Andersen mener, at resultatet 'ikke er unaturligt' i betragtning af den stigende velstand og det stigende pres på fritiden.

"Tid er et stadig mere knapt gode, og pengerigeligheden er større end tidligere - både som følge af indkomstfremgangen og i særdeleshed stigningerne i formuerne. Derfor må man forvente, at indkomsteffekten tiltager, og substitutionseffekten aftager - altså at skattelettelser i stigende grad vil blive vekslet til mere fritid og mindre arbejde - ikke modsat," skriver Jørgen Goul Andersen i sin analyse.