Mere end det tynde øl

Sådan lyder rådene fra tre medfølgende ægtefæller, som har haft held til at finde fodfæste på et fremmed arbejdsmarked, da deres partner fik arbejde i udlandet.

Begrebet 'medfølgende ægtefælle' kalder billeder frem af mænd og koner, der spiller tennis og drikker cocktails i den internationale klub, mens deres bedre halvdele plejer karrieren og sørger for indkomsten. Men frygten for at ende som arbejdsløs i et fremmed land lurer i baghovedet på de fleste, der rejser med, når partneren vil til udlandet for at pleje karrieren.

I øjeblikket arbejder mere end 1.200 djøfere i udlandet, og tallet er sandsynligvis højere, fordi mange ikke meddeler DJØF, at de er rejst udenlands. De fleste af dem har veluddannede partnere, og deres drømme harmonerer ikke nødvendigvis med den stereotype forestilling om baglandsægtefællen. Selvom de har sat deres danske karriere på standby, ønsker de ikke at stå uden for arbejdsmarkedet i den periode, de er væk hjemmefra.

For dem er udsigten til flere år i udlandet forbundet med ambivalente følelser. På den ene side ser de frem til nye professionelle udfordringer. På den anden side nager frygten for, om det overhovedet er muligt at finde et arbejde.

DJØF Bladet har mødt tre medfølgende ægtefæller, som alle endte med at finde arbejde i deres nye hjemlande, og spurgt dem om, hvad hemmeligheden er. De peger samstemmende på tre ting, som er værd at være opmærksom på, uanset om jobbet skal findes i et udviklingsland eller i en moderne vestlig metropol.

For det første er det svært at finde job, før man har taget springet og er flyttet permanent til sit nye hjemland. For det andet er evnen til at skabe sig et solidt personligt netværk afgørende i kampen om jobbene, og for det tredje skal man være villig til at give afkald på de gode danske løn- og arbejdsvilkår, hvis man vil have foden inden for på et fremmed arbejdsmarked.

Fra daglejer til kernemedarbejder

Marie Aasøe glædede sig til to års oplevelser i en af verdens mest hektiske storbyer, da hendes mand fik job i FN-hovedkvarteret i New York. I første omgang betød turen over Atlanten imidlertid, at hun måtte ændre titlen på visitkortet fra fuldmægtig i Sundhedsstyrelsen til arbejdssøgende cand.scient.pol.

"Jeg fandt ret hurtigt ud af, at hvis jeg ville have job, så skulle jeg have et stærkt netværk. Men det var utroligt grænseoverskridende at banke på hos mennesker, jeg slet ikke kendte. Nogle gange håbede jeg, at de ikke ville være der, for så behøvede jeg jo ikke at tale med dem," siger Marie Aasøe.

Efterhånden steg modet dog, og hun begyndte at bruge jobannoncer som løftestang til at skabe de nødvendige forbindelser. "Jeg ringede til kontaktpersonerne i stillingsopslagene og fortalte, at jeg overvejede at søge et job," fortæller hun. "Jeg viste godt, at det var helt urealistisk at få de fleste af de stillinger, jeg ringede på, men det var en måde at få folk i tale. Jeg håbede, de måske ville tænke på mig, hvis de havde en korttidskontrakt eller en projektansættelse på hånden."

Det var sådan, hun fik sin første fire ugers konsulentkontrakt med United Nations Office for Project Services (UNOPS), hvor hun skulle udvikle organisationens intranet.

Selvom Marie havde fået foden inden for døren, var der langt til en fast stilling som FN-ansat. "Jeg arbejdede på kontrakter af fire ugers varighed og vidste aldrig, om jeg var arbejdsløs, når måneden var omme," husker hun. "Det kunne kun lade sig gøre at leve sådan, fordi min mand havde en fast indtægt, der dækkede alle vores faste udgifter."

Halvandet år efter hun fik sin første kontrakt, flyttede UNOPS imidlertid sit hovedkvarter til Danmark, og det blev Maries springbræt til en fast stilling. "På det tidspunkt kendte jeg mange i organisationen, og jeg vidste, hvad den opslåede stilling indebar og havde udviklet de kvalifikationer, jobbet krævede."

Hvis man spørger Marie Aasøe, om hun har mod på at følge med sin mand til udlandet igen, er svaret ja. "Men det bliver jo nok ham, som tager med mig, for hvis jeg skal skabe mig en karriere i FN, så skal der flere udstationeringer til," griner hun.

Advokaten, der blev affaldslobbyist

Charlotte Lynæs var i fuld gang med sin advokatkarriere, da kæresten Lars fik tilbudt job i Bruxelles. "Jeg var glad på Lars' vegne, men jeg havde ingen planer om at følge med," husker hun. Der skulle gå næsten to år, før Charlotte Lynæs ændrede holdning.

"Før jeg tog af sted, henvendte jeg mig til en række danske virksomheder, som havde medarbejdere udstationeret i Bruxelles," siger Charlotte. "Set i bakspejlet var kræfterne spildte, for hvis jeg skulle give indtryk af at være en seriøs kandidat, skulle jeg bo i Belgien. Det var ikke nok, at jeg var på vej derned."

Til sidst tog Charlotte Lynæs springet, flyttede til Bruxelles og blev arbejdssøgende på fuld tid. Det, der kom mest bag på hende, var den hårde konkurrence mellem højtkvalificerede jobansøgere i EU-hovedstaden. "Der var ingen i Bruxelles, der faldt på halen over, at jeg var advokat med møderet for landsretten," erindrer hun. "Jeg var oppe imod konkurrenter, der talte mere end fire sprog flydende, og som var villige til at arbejde for nærmest ingen penge."

Efter mange ansøgninger fik hun dog sit drømmejob som lobbyist for den europæiske affaldssektor. "Arbejdsopgaverne er virkelig spændende og udfordrende, men jeg må indrømme, at arbejdsvilkårene er ringere end de danske, jeg kom fra," siger hun. "Der var ingen diskussion af mine vilkår. Jeg blev bare opfordret til at komme med et lønudspil og fik at vide, at jeg skulle huske, at konkurrencen var stor," fortæller Charlotte Lynæs. "Derfor placerede jeg mig tæt på min smertegrænse, men jeg skulle endnu længere ned."

I dag arbejder hun for en tredjedel af den løn, hun fik, før hun rejste fra Danmark, og flekstid findes ikke i Belgien. "Man kan godt glemme alt om at være kræsen, hvis man vil have job i Bruxelles," siger Charlotte. "Jeg ville aldrig være foruden mine oplevelser og den erfaring, jeg har fået, men danske løn- og arbejdsvilkår kan ikke overføres til udlandet."

Kunsten at skabe sit eget job

Jacob Ferdinand var godt i gang med at etablere sin egen konsulentvirksomhed i København, da han besluttede sig for at følge med sin kone til Nepal, hvor hun skulle arbejde for en toårig periode.

Fra starten stod det klart, at han ikke ville affinde sig med et liv i lediggang, så allerede inden flybilletterne var bestilt, satte han sig i forbindelse med alle, som måske kunne hjælpe ham med at få job. "De fleste var venners venner eller perifere bekendte, som jeg havde mødt på kurser og konferencer, der handlede om Asien eller udviklingsbistand," fortæller han.

"Jeg fik ikke job, inden jeg tog af sted, men jeg synes stadig, at forberedelserne var vigtige," siger Jacob Ferdinand. "Når man har lavet sin research hjemmefra, føler man sig et skridt foran. Det kan godt være, at man ikke er det, men man føler det." 

I Nepal annonceres ledige stillinger sjældent, så Jacob Ferdinand måtte skabe sit eget job ved at tage ud til arbejdsgiverne og overbevise dem om, at de havde brug for ham. 

"Det kunne let tage tre til fire uger bare at få lavet en mødeaftale, og ofte førte de ikke til noget som helst," mindes han. Han husker særligt et tilfælde, hvor han tilbød at arbejde ulønnet for en udviklingsorganisation. "Jeg blev parkeret i biblioteket og fik at vide, at nu kunne jeg læse lidt om, hvad organisationen lavede. Men det vidste jeg jo allerede, så det var helt irrelevant," fortæller Jacob. "Da hende HR-madammen endelig kom, sagde hun, at jeg kunne kontakte hende igen et år senere. Tilbuddet om frivillig arbejdskraft ville hun ikke diskutere." 

For Jacob Ferdinand var oplevelsen frustrerende. "Der kom jeg og tilbød min arbejdskraft gratis, og så sidder hun der og fyrer mig, inden jeg overhovedet er blevet ansat."

Trods nederlaget fortsatte Jacob med at banke på lukkede døre, og efter et par måneder fik han arbejde i en anden udviklingsorganisation, hvor han skulle organisere en workshop om oversvømmelser i Sydøstasien.

I disse dage er han ved at afslutte sit arbejde i Asien og ser frem til at vende hjem og nyde et par år i familiens nye hus ved Roskilde, men hvis chancen byder sig, vil han gerne af sted igen. "Min far var medlem af Eventyrernes Klub, så det kommer ikke fra fremmede," afslutter han.