Mens vi venter på råderummet

Modeord kommer og går - også de økonomiske, og et af de for tiden mest benyttede er 'finanspolitisk råderum', som blandt andet statsminister Anders Fogh Rasmussen anvender flittigt på sine velbesøgte pressemøder om tirsdagen i Spejlsalen i Statsministeriet.

Eller rettere: Det er det 'manglende finanspolitiske råderum', Fogh Rasmussen primært benytter i sit standardsvar, når emnet skattelettelser lige så rutinemæssigt dukker op.

Henvisningen til det manglende råderum følges normalt op med yderligere en politisk trumf, nemlig at kravet om råderum også er nedfældet i regeringsgrundlaget:

"Forudsat at det økonomiske råderum er tilvejebragt, vil regeringen sænke skatten på arbejdsindkomst yderligere. Regeringen vil udarbejde en flerårig plan herfor," hedder det i regeringsprogrammet dateret februar 2005.

Så selv for en ung og utålmodig konservativ politiker - båret frem af en presse, der bruger alle kneb for at udfordre regeringssamarbejdet - er der ikke meget at komme efter. Skattelettelser kommer ikke før, der er et finanspolitisk råderum.

Råderummet

Men hvad er så dette råderum?

Ordet siger nogenlunde, hvad det drejer sig om, nemlig at der skal være plads til at lette skatten, uden at den sunde finanspolitik af den grund sættes over styr.

Hvortil en mistænksom sjæl måske vil sige, at det jo kan være meget godt, men hvem er det helt præcist, der afgør, om der er råderum eller ej?

Svaret er, at det er Finansministeriets økonomer, der regner sig frem til, om der er et sådant råderum til skattelettelser eller ej, men da beregningerne, valg af forudsætninger og modelgrundlaget er tilgængeligt for offentligheden, er det næppe muligt politisk at manipulere med resultatet.

 I et notat, 'Finanspolitisk råderum',
 fra den 31. maj 2007 skriver Finans-ministeriet:

"Begrebet finanspolitisk råderum skal ses i sammenhæng med begrebet finanspolitisk holdbarhed ... Finanspolitisk holdbarhed indebærer, at de offentlige finanser skal være i så god stand, at vi kan finansiere de merudgifter til bl.a. sundhed, pleje og pension, som følger af, at vi fremover bliver stadig flere ældre - vel at mærke uden at forøge beskatningen eller reducere væksten i de offentlige udgifter på andre områder ..."

I praksis er det naturligvis et større regnestykke, der blandt andet resulterer i en såkaldt 'holdbarhedsindikator', hvori der også indgår statens forventede indtægter fra beskatningen af olien i Nordsøen.

Med holdbarhedsindikatoren er vi fremme ved et enkelt tal, der kan være positivt eller negativt. Er det positivt, betyder det kort og godt, at der også på længere sigt kommer flere penge ind i statskassen, end der gives ud.

Der er finanspolitisk råderum.

En negativ værdi viser omvendt, at der er behov for at stramme finanspolitikken, hvorfor det altså er skattestigninger og ikke skattelettelser, den politiske menu kommer til at stå på. Eller nedskæringer i velfærdsydelserne for den sags skyld.

I Finansministeriets økonomiske redegørelse fra december blev holdbarhedsindikatoren sat til -0,2 procent af bruttonationalproduktet. Et så beskedent minus accepteres som holdbare offentlige finanser.

Men skattelettelser kan der på den anden side ikke være tale om med et minus, og det er det, Anders Fogh Rasmussen støtter sig til, når han taler om manglende råderum.

Selv et lille plus vil i øvrigt ikke nødvendigvis åbne statskassen for skattelettelser. Finansministeriet advarer om, at der er behov for en tilbageholdende linje i finanspolitikken, når der er lav ledighed, pres på arbejdsmarkedet med videre. Netop som situationen er i Danmark i øjeblikket.

Store usikkerhedsmomenter

Så på trods af de fristende store budgetoverskud er al snak om skattelettelser uden det nødvendige råderum hverken i overensstemmelse med regeringsgrundlaget eller en ansvarlig økonomisk politik.

Også selvom nyere økonomisk forskning tyder på, at en nedsættelse af marginalskatterne er selvfinansierende:

"Vores resultater tyder på, at der er en god chance for, at det vil være selvfinansierende at lette topskatten. Og måske ændre grænsen for topskatten. Men der er meget store usikkerhedsmomenter, og der er ikke noget råderum. En skattereform, der letter skatten på arbejde, skal derfor finansieres krone for krone. Så kan vi altid nedsætte skatten yderligere, når pengene begynder at komme ind i statskassen," siger professor på Københavns Universitet, Claus Thustrup Kreiner, der er medforfatter til 'Skat, arbejde og lighed - en undersøgelse af det danske skatte- og velfærdssystem' fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.

En sådan forsigtig tilgang til dansk økonomi er dog ikke noget, der præger det radikale udbryderparti Ny Alliance, der har erobret dagsordenen som det mest rabiate parti, når det gælder skattelettelser. Forslaget fra partiet er, at marginalskatten på sigt sænkes til omkring 40 procent, og selvom de øvrige partier har taget afstand til forslaget, er det udmærket til at illustrere de fordelingsmæssige problemer, der opstår med så store indgreb i det danske skattesystem. Også fordi skattestoppet i forvejen har favoriseret en stor gruppe af boligejere, der mere eller mindre er de samme mennesker, som vil blive begunstiget af Ny Alliances forslag.

Robin Hood har levet forgæves

Forestiller vi os en DJØF-familie i Køben-havns Kommune, hvor begge ægtefæller har en pæn stor indkomst på 500.000 kroner, skal de to i 2007 af med sammenlagt 450.814 kroner i skat, forudsat at deres eneste fradrag er 13.000 kroner til DJØF-kontingent, A-kasse og efterlønsbidrag. Familien har med andre ord en disponibel indkomst efter skat på i alt 549.185 kroner i 2007 eller 45.765 kroner om måneden.

Sænkes marginalskatten til 40 procent ved at sløjfe topskatten og beskære mellemskatten, har vores to djøfere 55.882 kroner mere at gøre godt med i 2007 - 4.657 kroner hver eneste måned.

Om det får vores djøfere til at knokle endnu mere, så de forventede dynamiske effekter kan komme det danske samfund til gode, eller ferierejserne bliver lidt længere og mere luksuriøse eller måske både-og står hen i det uvisse.

Såfremt de to kun tjente 296.300 kroner eller derunder, og altså hverken betaler mellem- eller topskat, får de ikke noget ud af Ny Alliances skattereform. Omvendt vil skattefordelen naturligvis vokse i takt med indkomsten.

Så hvis Ny Alliance får magt, som de har agt, har Robin Hood for alvor levet forgæves, og skattegaven kommer endda som et flot supplement til de skattelettelser, skattestoppet i forvejen har ydet boligejerne.

Især københavnerne, der har haft fornøjelsen af landets højeste gennemsnitlige prisstigninger på 133 procent i de seks år skattestoppet har eksisteret.

Hvis familien bor i et parcelhus med en 2001-ejendomsvurdering på 2,5 millioner kroner, skal de betale 26.250 kroner i ejendomsværdiskat, uanset hvad huset måtte være vurderet til i år.

Såfremt skattestoppet ikke eksisterede, og ejendomsværdien var steget i samme takt som priserne, skulle DJØF-familien i stedet af med 113.950 kroner i ejendomsværdiskat i 2007 - 87.700 kroner mere.

Dog ville parcelhuspriserne i København langt fra været steget med de 133 procent fra 2001-2007, hvis skattestoppet ikke havde eksisteret.

Men at skattestoppet har givet boligejerne meget betydelige besparelser står fast. Sådan da.

For i de områder af Danmark, hvor prisstigningerne har været mere beherskede, er skattefordelen det naturligvis også. I Struer Kommune er parcel- og rækkehusene kun steget 21 procent i værdi siden 2001 (Realkreditrådets opgørelse, red.), hvorfor borgerne her ikke behøver at ligge vågne om natten af frygt for en skattereform, der ophæver skattestoppet for boligejerne.

Ophævelse af skatteloftet

Allerede i 2001 mente den tidligere overvismand, professor Anders Ølgaard, at ejendomsbeskatningen var for lav og burde fordobles, og de nuværende vismænd foreslog i efteråret en såkaldt provenuneutral skatteomlægning, hvor marginalskatten på arbejdsindkomst sænkes med 10 milliarder kroner, og ejendomsværdiskatten hæves med et tilsvarende beløb.

En sådan omlægning svarer nogenlunde til en fordobling af ejendomsværdiskatten, der i 2007 ventes at lægge 11,3 milliarder kroner i statskassen.

10 milliarder kroner lavere skat på arbejdsindkomst svarer stort set til at sløjfe mellemskatten, der lægger cirka 9 milliarder kroner i statskassen i år. Topskatten indbringer i år godt 17 milliarder kroner, hvorfor vismændenes forslag svarer til en nedsættelse af denne skat med knap 60 procent.

Dette og andre forslag, der indebærer en ophævelse af skatteloftet, falder dog på stenet grund på Christiansborg, der har den direkte kontakt til vælgerne i blandt andet København.

Også Socialdemokraterne har accepteret skattestoppet, endda næste valgperiode med, hvor partiet vil have en kommission til at udrede de spegede tråde om det fremtidige skattesystem.