Dansk arbejdsmarkedssucces kan forbedres

Den danske flexicurity-model, som i løbet af de senere år har vakt international opmærksomhed i OECD og EU, er faktisk en gammel opfindelse. Men i aktuel begejstring over rekordlav arbejdsløshed på 110.000 personer og bomstærk samfundsøkonomi har vi tendens til at glemme, at det Danmark, der i 1970'erne og 1980'erne kæmpede med arbejdsløshed og underskud på betalingsbalancen, også havde et arbejdsmarked baseret på grundpillerne i flexicurity-modellen.

Det påpeger nationaløkonomen Michael Rosholm, der er professor på Handelshøjskolen i Århus med speciale i arbejdsmarkedspolitik og en af de tre vismænd i Det Økonomiske Råd.

Også dengang var det let for arbejdsgiverne at hyre og fyre medarbejdere, hvilket gav dem udstrakt fleksibilitet (flexibility-), og dagpengesystemet sikrede også dengang lønmodtagerne en relativt høj indtægt, hvis de blev arbejdsløse (-security), forklarer Michael Rosholm.

Men hvorfor virker flexicurity i dag, mens det tilsyneladende ikke var særlig effektivt i 1970'erne og 1980'erne?

"For det første er den internationale konkurrence i de mellemliggende årtier blevet stærkt intensiveret, så det i dag er en relativt større fordel for de mange eksporterende virksomheder herhjemme, at de hurtigt kan omstille deres produktion efter markedets behov.

Og samtidig har danske politikere løbende udviklet den aktive arbejdsmarkedspolitik, så folk uden for arbejdsmarkedet hjælpes ind igen så hurtigt som muligt med krav, vejledning og opkvalificering.

Der er andre forklaringer, men disse to er efter min mening de mest afgørende årsager til, at modgangen dengang i dag er vendt til succes.

Og derfor er det også mod den aktive arbejdsmarkedspolitik, at vi retter søgelyset, når vi forsøger at råde politikerne til, hvordan vi kan fastholde og måske også forbedre vores beskæftigelse og samfundsøkonomi."

I Det Økonomiske Råds seneste rapport skriver I, at den lave arbejdsløshed med 110.000 registrerede ledige giver risiko for lønpres og forringet konkurrenceevne for danske virksomheder. Men alligevel mener I, at ledigheden kan sænkes med 35.000 personer. Er det ikke en selvmodsigelse?

"Nej. Ved de seneste overenskomstforhandlinger så vi en tendens til lønpres på grund af de gunstige konjunkturer, og hvis man bare lænede sig tilbage uden at foretage sig noget, kunne den udvikling meget vel fortsætte. Men politisk er der mange måder at øge arbejdsudbudet på. Hvis begrænsningerne i Øst-aftalen eksempelvis fjernes, vil vi se en markant forøgelse i antallet af østarbejdere, der søger til Danmark. Og hvis man indfører et skattefrit år for de 64-årige, vil det også øge arbejdsudbudet betragteligt, idet færre vil gå på efterløn. Det er to af vores forslag, og dertil kommer en bred vifte af forslag til at få de ledige hurtigere i beskæftigelse, end tilfældet er i dag. Den gennemsnitlige ledighedsperiode er i dag på 15-16 uger, men et nyt forsøg, 'Hurtigt i gang', i to AF-regioner i de tidligere Storstrøms og Sønderjyllands Amter viser, at den kan nedbringes med 2,2 uger, eller 15 procent, pr. ledig gennem tidlige og intensive kontaktforløb, straks den ledige melder sig på AF. Med den nuværende mangel på arbejdskraft finder vi det oplagt, at man i hele landet satser mere på at få de ledige hurtigt tilbage på arbejdsmarkedet frem for at anvende uddannelsesaktivering."

I er meget kritiske over for uddannelsesaktivering som middel til at få folk i arbejde. Hvorfor?

"Det korte svar er, at det ikke virker for særligt mange, og at det er hulens dyrt. Mens der er en samfundsmæssig nettogevinst på 1,8 milliarder kroner alene ved udsigten til aktivering, som motiverer den ledige til at finde arbejde; og en gevinst på 0,4 milliarder kroner ved at sende ledige i jobtræning, så koster uddannelsesaktivering knap fem milliarder kroner og ser nærmest ud til at fastholde mange i arbejdsløshed.   

Der er flere analyser, som kommer frem til tilsvarende resultater, og kun en enkelt, der er moderat positiv over for uddannelsesaktivering. Den viser, at omkring syv år efter, at en person blev aktiveret, spiller det ingen rolle for hans beskæftigelse, om han blev aktiveret med uddannelse eller jobtræning. Men her er det værd at bemærke, at staten i de mellemliggende syv år har sparet rigtig mange penge på dem, der kom i jobtræning og hurtigere fandt et job."

Skal uddannelsesaktivering da helt afskaffes efter jeres mening?

"Hvis den ikke kan forbedres markant - for eksempel ved at sikre, at sagsbehandlerne har statistisk viden om, hvem der har gavn af hvilke typer aktivering - bør den efter vores mening reduceres væsentligt. Vores resultater tyder på, at med en uddannelse i baglommen har du intet udbytte af at komme i uddannelsesaktivering - så er det grundigere opkvalificering eller et nyt jobfokus, du har brug for.

Derimod tyder flere studier på, at indvandrere kan have glæde af uddannelsesaktivering. Der er ingen data om årsagen, men mit gæt med baggrund i andre studier af denne gruppe er, at deres udgangspunkt er så lavt, at næsten en hvilken som helst kontakt med det danske samfund hjælper dem i deres søgen efter beskæftigelse. De får indblik i dansk arbejdsmoral og arbejdskultur og møder måske de første personer i et fremtidigt netværk."

Den generelt mest positive effekt af uddannelsesaktivering og andre former for aktivering er udsigten til den, påviser I. Altså en form for afskrækkelse?

"Ja, der er vores data helt entydige og viser en gennemsnitlig forkortelse af ledighedsperioden på en uge ved udsigten til aktivering. Det antyder jo, at folk heller ikke selv opfatter aktivering som noget, der hjælper dem."

En anden form for motivation, eller pres, til at søge job er udsigten til at miste sin dagpengeret. I foreslår en forkortelse af dagpengeperioden fra fire år til to et halvt år. Hvorfor?

"Når man studerer ledighedstallene er der faktisk en pæn portion mennesker, der er ledige i over to et halvt år. Samtidig kan vi se, at en stor del af dem, der har været på dagpenge, så længe det er muligt, finder beskæftigelse, når fireårs grænsen er nær. Det antyder, at de godt kan finde et job, hvis alternativet er kontanthjælp frem for dagpenge. De opgiver måske at finde et job, der ligner det, de havde før, og søger i stedet bredere. Ligesom både AF og a-kassen formentlig også gør en større indsats for at hjælpe dem til at finde job. Den ændring af fokus og mere målrettede indsats for at finde job vil vi gerne fremrykke, så den indtræffer efter to et halvt år frem for efter fire år."

Andre økonomer har peget på nedskæring af dagpengenes aktuelle størrelse for at motivere de ledige til at finde nyt job. Hvorfor gør I ikke det?

"Vi er selvfølgelig klar over, at de forholdsvis generøse danske dagpengeydelser kan give et incitamentsproblem, fordi det alt andet lige er mere attraktivt at gå ledig, hvis man får en høj indkomsterstatning, end hvis man får en lav. Men vi tror, det er risikabelt at skære ned på satserne, fordi man risikerer, at fagforeningerne vil stille modkrav om større sikkerhed i ansættelsen. Sker det, forringes arbejdsgivernes fleksibilitet og dermed både deres og landets konkurrenceevne. Derfor vil vi hellere skærpe de administrative regler og procedurer i bestræbelsen på at få de ledige tilbage i arbejde så hurtigt som muligt."

Så I rører ikke ved grundpillerne i flexicurity - det vil sige arbejdsgivernes fleksibilitet og de arbejdsløses indkomstsikkerhed - når I giver politikerne gode råd?

"Ikke i denne omgang. Jeg har endnu ikke set den analyse, som giver en empirisk dokumentation af, at flexicurity virker. Og jeg tvivler egentlig på, at den kan konstrueres. Men at systemet virker er jo åbenbart. Derfor synes vi, at man skal være meget forsigtig med at ændre på modellen."