Alene-djøfer - på godt og ondt

Fagligheden bliver da snarere styrket end svækket, lyder det fra én, mens andre oplever, at de omvendt bliver udfordret for lidt, og der er for få faglige forventninger til dem. Knap 2.000 djøfere er registreret som eneste djøf-medlem på lige nøjagtig deres arbejdsplads. I forbindelse med den brandingkampagne, som DJØF skød i gang i foråret, mødtes 12 af dem til en workshop for at diskutere under overskriften: 'Alene-djøfer - udvikling eller afvikling af fagligheden?'. Og selvom deres baggrund, arbejdsplads og arbejdsopgaver er yderst forskellige, har de det ene tilfælles, at de er alene om lige nøjagtig den faglighed, de ankom med, da de blev ansat som djøfere på deres respektive arbejdsplader.

Skarp på fagligheden

Bo Blaabjerg, primus motor for workshoppen og administrationschef hos Kaospiloterne, er en af dem, der nærmest kun kan se fordele ved at være eneste djøfer i virksomheden, og rent faktisk synes han, at hans egen faglighed er blevet skarpere af det.

"Når man kommer ud som scient.pol. fra Aarhus Universitet, er det jo ikke ligefrem sådan, at ens faglighed står pisset i sneen. Faktisk skal mange af os først ud at finde den. Og når man så havner et sted med så mange forskellige fagligheder, bliver man mere opmærksom på, hvad man selv er god til, og hvad man ikke er så god til."

Struktur, analytiske evner og politisk tæft er nogle af de forcer, Bo Blaabjerg har fundet ud af, han har i forhold til sine kolleger. Men man skal bestemt ikke tro, at man kommer til at lulle sig i søvn i sin egen faglighed, siger Bo Blaabjerg.

"Her bliver der ofte stillet spørgsmålstegn ved de ting, man laver, fordi dem, man arbejder sammen med, har nogle helt andre faglige briller på, og det er utroligt berigende og udviklende."

Alene blandt mange djøfere

Anders Seneca sad også med ved bordet til workshoppen. Han er paradoksalt nok ansat på en meget stor djøf-arbejdsplads - nemlig Århus Kommune, men alligevel betragter han sig som alene-djøfer. Han er afdelingsleder i Sport- og Fritidsforvaltningen, hvor han er chef for 60 medarbejdere - alt fra livreddere og kulturmedarbejdere til rengøringspersonale, og han sidder både mentalt og fysisk langt væk fra andre djøfere i kommunen. Også han kan se både fordele og ulemper ved 'alene-tilværelsen'.

"Der er ingen i organisationen, der kalder på dig, og det betyder, at du langt hen ad vejen skal skabe forventningerne til dig selv og selv definere, hvad du har at byde på. Det betyder på den ene side, at du kan betragte dit job som en stor legeplads fyldt med muligheder, men omvendt kan du også komme til at føle dig som fejlcastet."

Anders Seneca mener, det kræver en særlig personlighed, hvis man skal kunne trives som alene-djøfer - en personlighed han langt hen ad vejen selv har, men som også fordrer, at han hele tiden er opmærksom på at dyrke lige nøjagtig den side af sin personlighed.

"En alene-djøfer skal selv formå at være katalysator, for ellers kan det nemt ende med faglig afvikling frem for faglig udvikling. Du skal hele tiden trække selv, for du bliver ikke trukket, og det er også dig selv, der er ansvarlig for, at du en gang imellem kommer op i det gule eller røde felt," siger Anders Seneca.

Nødvendige netværk

Jeanette Hallundbæk, konsulent i DJØFs Karriere- og Kompetencecenter, rådgiver jævnligt alene-djøfere, og hun er enig i, at det i mange tilfælde kræver en vis personlighed og robusthed, hvis man skal trives som eneste djøfer på arbejdspladsen.

"Det kræver nogle andre kompetencer end at være en del af flokken. Alene--djøferne er ofte meget kreative og opfindsomme. De skal blive inspireret af at arbejde i et anderledes miljø med nogle andre faggrupper, ellers kommer de nemt til at føle sig ensomme."

Samtidig understreger både hun, Bo Blaabjerg og Anders Seneca, at det er afgørende, at alene-djøferne meget aktivt dyrker det efterhånden noget floskelagtige begreb - netværk.

"Alene-djøfere er en særlig udsat gruppe, fordi de ikke altid har et oplagt internt netværk. For den måde, man danner netværk på, er typisk med kolleger og tidligere kolleger. Og det rækker altså ikke at holde kontakt med et par gamle studiekammerater," siger Jeanette Hallundbæk.

Her spiller personligheden igen ind. Både Bo Blaabjerg og Anders Seneca netværker meget bevidst og meget aktivt.

"Da jeg startede hos Kaospiloterne, vidste jeg meget lidt om økonomi, men så kiggede jeg mig straks rundt i mit netværk - og brugte dem," siger Bo Blaabjerg.

Også Anders Seneca er meget opmærksom på at søge sparring i sine netværk. For når man sidder der med en faglighed, der ligger et helt andet sted end ens kolleger, kan de fremtidige karrieremuligheder godt sætte refleksioner i gang, og hvis man er alene om dem, kan der være fare for, at man kommer til at se spøgelser.

"En gang imellem kan jeg godt blive grebet af tanken: 'Er jeg på vej ud af en eller anden mærkelig tangent, eller er jeg omvendt ved at udvikle nogle unikke ledelsesværktøjer'," siger Anders Seneca. Men når han får tankerne vendt med en eller flere fra netværket, havner han heldigvis på det sidste.

Udover netværk skal alene-djøferne også være ekstra opmærksomme på ikke at miste deres faglighed, siger Jeanette Hallundbæk.

"Alene-djøfere har jo ikke kolleger med samme faglige rygsæk, og derfor står de alene om opgaven med at vedligeholde og udvikle deres egen fag-faglighed. Samtidig er der, især i mindre virksomheder, heller ikke tradition for eller råd til akademisk efteruddannelse. Men hvis de vil fastholde og udvikle djøferen, er det måske dyrere at lade være."

Hverken Bo Blaabjerg eller Anders Seneca mangler efteruddannelsesmuligheder, og de føler også begge to, at de bestemt udvikler deres faglighed i jobbet.