Ulandsbistanden udvandes

DJØF Bladet har talt med Christian Friis Bach, en af forfatterne til ny bog om dansk udviklingsbistand.

Der bliver både ros og ris til dansk udviklingsbistand, når Gyldendal om kort tid udgiver et stort historisk samleværk om den danske udviklingsbistand fra 1945-2005. Det lover en af forfatterne, Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp. Han har skrevet om perioden fra 1989-2005 og er kendt som en af Danmarks markante udviklingsdebattører.

Han peger på to ting. For det første at dansk bistand svinger i utakt. Da stort set alle andre lande satte bistanden ned i 1990'erne, satte Danmark den op. Og da alle andre lande efter årtusindskiftet begyndte at øge udviklingsbistanden, skar Danmark ned.

Det andet, der kendetegner perioden, er konflikten mellem kontrol og lokalt ansvar. Efter murens fald i 1989 blev der tænkt vildt og vovet om øget lokalt ansvar, færre udsendte danskere og mindre kontrol fra Danmark, fortæller han. Men den debat forstummede brat, da millioner af danske skattekroner forsvandt i en stor korruptionssag i Kenya i starten af 1990'erne. Det fik pendulet til at svinge tilbage til øget kontrol og flere danske rådgivere.

Han peger også på den særlige måde, Danmark forvalter bistanden på med 'enhedstjenesten' i Udenrigsministeriet. Det betyder, at det klassiske diplomati og udviklingsbistanden overlapper, så medarbejderne i Udenrigsministeriet den ene dag kan sidde med tophemmelige NATO-dokumenter og næste dag med kvindeorganisationer i Zambia. Mens det klassiske diplomati fordrer diskretion og forsigtighed, kræver udviklingsbistanden risikovillighed og åbenhed. Det er to kulturer, der tørner sammen, og det er en del af forklaringen på, at dansk udviklingsbistand har været så kontrollerende, mener han.

Samtidig anerkender han, at der er sket fremskridt. Udenrigsministeriet har fået større forståelse for, at forandringer ikke skabes gennem dansk kontrol og enkeltstående danske udviklingsprojekter, men gennem politiske processer og god regeringsførelse i modtagerlandene. Det har banet vejen for en ny debat om øget lokalt ansvar og for øget brug af budgetstøtte, hvor modtagerlandene kommer i førersædet.

Mere fokus på rettigheder

Det er vigtigt, at presset for bedre regeringsførelse ikke kun kommer udefra, men også nedefra, siger han. Det er ikke nok, at donorerne sætter fokus på regeringsførelse, retsreformer og decentralisering i den offentlige sektor, hvis det ikke kombineres med et øget folkeligt pres gennem en fri presse, fagforeninger og folkelige organisationer. Det hjælper ikke, at nogen hører efter, hvis der ikke er nogen, som råber op, påpeger han.

"Det handler derfor om at dele 'mindre mad, men flere rettigheder ud'. Få engageret det enkelte menneske i kampen for egne rettigheder, så det selv kan arbejde for at forbedre sin situation. Det handler om opbygning af et stærkt civilsamfund. Og det handler om organisering, information og åbenhed. Et eksempel er fra Uganda, hvor en undersøgelse viste, at for hver 100 kroner, der blev givet til uddannelsessektoren, kom kun 20 kroner ud til skolerne. Det fik donorerne til at lave radiospots og avisannoncer om, hvor stor en støtte skolerne burde have fået, og så hidsede forældre og lærere sig op og krævede ændringer. Tre år efter viste en ny undersøgelse, at hele 80 procent nu kom ud til skolerne. Det er rettighedsbaseret udvikling - at give information om, hvordan rettigheder bliver krænket, og hjælpe folk til at organisere sig, så de selv kan kæmpe for deres rettigheder. Det spændende er, at man i stigende grad ser rettighederne i et samlet perspektiv - både de civile og politiske og de økonomiske og sociale," siger han.

For at lykkes kræver det dog større samarbejde mellem alle aktører - ministerierne, de folkelige organisationer, erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne. Udenrigspolitikken kan ikke føres af Udenrigsministeriet alene, understreger han.

Sammentænkning - ikke sammenblanding

Koordinering af indsatsen må ikke føre til sammenblanding, påpeger Christian Friis Bach, og udtrykker bekymring over for den måde, vi forvalter bistandskronerne på. Det er vigtigt at sammentænke indsatsen, for eksempel hvad angår udvikling, konflikter og indsatsen mod terror, men det er problematisk med sammenblanding på det operationelle niveau, når soldater deltager i militære operationer den ene dag og deler nødhjælp ud dagen efter. Man ødelægger begge indsatser og underminerer den humanitære indsats, som burde være neutral, advarer han.

Christian Friis Bach er især bekymret over sammenblanding på det store plan - at stadig flere udviklingsmidler går til indsatser, som nok kommer ulandene til gode, men som især kommer os selv til gode.

"Flere og flere penge går til det, som kaldes globale offentlige goder. Det kan være fredsbevarende operationer, terrorbekæmpelse, løsning af internationale miljøproblemer, sygdomsepidemier, HIV/Aids-bekæmpelse, flygtningeproblemer og opbygning af et internationalt handelssystem. Men de penge tages fra udviklingsbistanden. I stedet burde der være to kasser: En med øremærkede penge til at løse globale problemer og en anden til fordeling mellem rig og fattig. Man skal passe på med ikke at udhule fordelingsmekanismerne i forsøget på at løse globale problemer. Det er vigtigt i en tid, hvor det politiske fokus er på de påtrængende globale problemstillinger."

"Udvikling er jo også politisk, og det er befriende, at debatten er blevet mere politiseret. Tidligere sagde alle, at dansk udviklingsbistand gik til fattigdomsbekæmpelse, selvom det i virkeligheden gik til mange andre ting. I dag står regeringen ved, at Danmark også selv vil have noget ud af bistanden - lige fra terrorbekæmpelse til erhvervsudvikling i Danmark. Men det bør føre til en debat om, hvem der skal betale for hvad. Ulandsbistanden skal ikke betale for alle internationale problemer. Sikringen af fred burde betales af forsvarsbudgettet, udvikling af globale vacciner af Sundhedsministeriet og opbygningen af det internationale handelssystem af Erhvervsministeriet. Det ville også sikre et bredere engagement i løsningen af verdens problemer."

Hurtige løsninger og 'gode' lande

Christian Friis Bach advarer også mod en anden tendens i udviklingsbistanden, nemlig den stærke fokus på hurtige løsninger og 'gode' lande. Det er en tendens, der er blevet forstærket af 2015-målene. Det betyder blandt andet øget fokus på industri og mindre fokus på landbrugsudvikling, som ofte er vanskelig og langsigtet.

"Vi skal passe på med at begå samme fejl som i 1960-70'erne, hvor man troede, at industrialisering var vejen frem for ulandene. Støtte til landbrugsudvikling er vigtigere. De fattige bor på landet, og gennem landbrugsudvikling får man både mindre fattigdom, bedre ernæring, stærkere vækst og højere beskæftigelse. Men det er svært og langsigtet. Derfor er der en tendens til at satse ensidigt på industriudvikling, som jo også kan gavne vores virksomheder," siger landbrugsøkonomen Friis Bach.   

Dertil kommer et stærkt fokus på de 'gode' lande, hvor regeringerne opfører sig fornuftigt, og hvor det er lettere at opnå resultater. Få bilaterale donorer vil støtte lande som Congo eller Burma, hvor man får for lidt for sine penge og samtidig risikerer problemer med det politiske bagland, fordi regeringerne er korrupte og undertrykkende. Men vi må ikke glemme de 'dårlige' lande, og her har de folkelige organisationer et særligt ansvar. De kan arbejde uden om de korrupte regeringer og nå befolkningen direkte, understreger han.

At Danmarks internationale engagement skal styrkes, er han ikke i tvivl om. Globalisering, terrortrusler, miljøproblemer, konflikter og katastrofer, fundamentalisme, flygtningestrømme og informationsstrømme har skabt en verden i stadigt stigende afhængighed. Som et lille land ligger Danmarks muligheder for indflydelse på verdens gang fortsat i den bløde sikkerhedspolitik. Det vil forme fremtidens danske udviklingspolitik. Pilen peger mod et stadigt stærkere internationalt engagement, slutter han.