To verdener - samme arbejdsplads

Hvis samtalen går lidt trægt ved et middagsselskab, har Klavs Henriksen altid været vant til at kunne sætte lidt fut i borddamen ved at servere en af en lang række små anekdoter fra jobbet. Han kunne fortælle historien om, dengang han bevæbnet med en lang pind med en snor i enden og et par kraftige handsker på jagtede en undsluppet vaskebjørn med særdeles skarpe kløer. Han kunne også fortælle om redningsaktioner på vildfarne duer og måger - altid små pudsige historier. Aldrig de tragiske eller voldsomme. For det første fordi en ambulanceredder har tavshedspligt, og for det andet fordi historier om bagsiden af det danske samfunds medalje ikke altid er lige opmuntrende.

Men der er ikke de samme underholdende historier at fortælle fra hans arbejdsdag i dag. For godt et år siden blev redderuniformen nemlig skiftet ud med jakkesæt og slips, og titlen er nu kvalitetskonsulent - dog stadig hos Falck. Og når Klavs Henriksen i dag skal forklare sin borddame, hvad hans arbejdsdag består af - i korte træk er han ved at indføre et kvalitetsstyringssystem for brandsluknings- og ambulancetjenesten - ligner hun et stort spørgsmålstegn. Det kan Klavs Henriksen sådan set godt forstå. For selvom han er meget glad for sit job og for endelig at få en akademisk stilling efter at have været stud.scient.pol. i 12 år, så er det en mere abstrakt verden, han har bevæget sig ind i - dog mere for omverdenen end for ham selv. Hans børn synes helt klart også, det var sejere, da de havde en far, der kørte ambulance, end nu hvor de har en far, der sidder på kontor. Men som han siger:

"Der er grænser for, hvor meget personlig udvikling der ligger i at være sej."

En akademisk sjæl

Klavs Henriksen har aldrig tvivlet på, at han nok skulle blive kandidat en dag, for selvom redderjobbet har fyldt meget, er og har han altid været akademiker af hjerte, siger han. Han havde bare ikke forventet, at det skulle tage så mange år. Men sideløbende har han også gennem syv år haft en fuldtidsstilling som falckredder, og som han siger, var det bare et fritidsjob, der gik amok. Og selvom han altid har haft bøger med på arbejde og benyttet ethvert ledigt minut til at scanne i dem, så er det yderst begrænset, hvor mange timer han har befundet sig på Aarhus Universitet.

Der er nu en grund til, at fritidsjobbet blev til et fuldtidsjob. Siden Klavs Henriksen begyndte på universitetet i 1993, har han fået tre børn. Og betalingen for tre institutionspladser holder ikke rigtig på en SU. Samtidig har et job med døgnvagter givet ham en masse fridage, som han udover studierne kunne bruge på børnene - en meget væsentlig detalje, for han lægger stor vægt på at være sammen med sin familie. Og med skæve arbejdstider og arbejdsdage juleaften har han også fået en løn, der har betydet, at menuen ikke behøvede at stå på havregrød hver anden dag. I dag har han fast løn og timer ad libitum, som han kalder det. Og lønnen. Ja, den er ikke steget markant, efter Klavs Henriksen har skiftet titel.

"Nej, det er ikke på grund af lønnen, at jeg har skiftet job. Falck er ikke en lønførende virksomhed, som min chef siger."

En verden til forskel

Selvom det ikke er i lønnen, den store forskel skal findes på før og nu, er der en verden til forskel på at være 3Fer eller djøfer i Falck. Og der er fordele og ulemper ved begge.

Klavs Henriksen får ikke længere flere daglige adrenalinkicks. Og han får heller ikke den tilfredsstillelse direkte at kunne hjælpe mennesker i nød og se nytten af sit arbejde med det samme.

Og selvom han har mødt mange triste skæbner i sin tid som ambulanceredder, har han heldigvis ikke været vidne til børn, der døde, og kun sjældent til jævnaldrende, der har mistet livet. Derfor har han aldrig haft problemer med at sove om natten. Til gengæld har netop alle disse intense oplevelser og især de mange og lange døgn- og nattevagter givet ham et tæt forhold til sin makker, som man jo bliver afhængig af i krisesituationer, og som man ofte er sammen med i flere vågne timer end med sin hustru.

"Det giver et helt unikt kammeratskab, som man ikke finder ret mange andre steder."

Men samtidig er der også det, som Klavs Henriksen kalder en hård eksklusionsmekanisme blandt redderne.

"Man skal ikke træde ret meget ved siden af, før der ikke er nogen, der vil sidde ved siden af en til frokost, eller før man ikke bliver inviteret til diverse arrangementer," siger han.

Der er i det hele taget en særlig omgangstone redderne imellem. Den sorte humor stortrives, og den er sikkert også nødvendig, siger Klavs Henriksen. Men det generede ham dog indimellem, at nogle kolleger efter hans mening havde svært ved at holde kammertonen.

"Det værste er den åbenlyse racisme, man støder på. Og når den indre svinehund stak sit hoved alt for tydeligt frem,

kunne jeg godt mærke, at jeg var anderledes," siger han. Og lige bortset fra makkeren var der nok også mange, der så Klavs Henriksen som lidt aparte, mener han.

"Jeg havde jo altid nogle besynderlige bøger og aldrig Ekstra Bladet med i ambulancen."

På hjemmebane

Selvom Klavs Henriksen aldrig har følt sig forkert i redderjobbet, føler han sig mere hjemme nu.

"Det er dejligt at kunne diskutere med nogle, der hører de samme radioprogrammer og læser den samme avis, frem for at høre på, hvem der var mest fuld i weekenden, eller hvem der sidst har scoret en sygeplejerske oppe på skadestuen," siger Klavs Henriksen.

Udover hans tidligere makker er han da også kun på det, han kalder 'hils' med sine tidligere kolleger.

"Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er indenfor længere. Jeg møder ikke den samme hjertelighed, når jeg møder dem i køen i Føtex."

Klavs Henriksen savner ikke redderjargonen og de lange nattevagter, alligevel mener han bestemt, at årene med blå blink og mange krisesituationer har givet ham mange gode erfaringer, som han kan bruge i sit nuværende job.

For det første har han jo et førstehåndskendskab til ambulancetjenesten, som han nu skal være med til at kvalitetssikre, og han synes, det er fedt at blive spurgt til råds.

"Og så er jeg blevet knivskarp på at træffe meget hurtige beslutninger med vidtrækkende konsekvenser for mange mennesker," siger Klavs Henriksen.

Samtidig er han også blevet en sand mester i at small talke med alle mulige slags mennesker og i at tage brodden af selv de mest triste historier.

Noget, han ikke har taget med fra sit tidligere job, er de 20.000 skridt, han plejede at gå og løbe, når han havde vagt. Derfor ligger der kun et stykke kød og noget salat på hans tallerken til frokost, og colaen er i light udgave. Han er ikke meget for det, men han er også blevet nødt til at løbe om aftenen.

Da der fra højttaleranlægget i kantinen pludselig bliver meddelt, at vogn 3156 skal af sted, bliver der stille et splitsekund. Et par mænd rejser sig - de har et minut til at komme ned i bilen og ud ad porten. Klavs Henriksen bliver siddende, for der er ingen chance for, at hans gamle nummer - 9053 - bliver råbt op.

"Jeg kan nu godt savne at køre stærkt med blå blink over for rødt lys. Men i virkeligheden nyder jeg at have et job, der er stille og roligt fremadskridende, og som samtidig har betydning for mere end 5.000 ansatte i Falck," siger Klavs Henriksen og spiser roligt videre.