Pædofilpanik i Danmark

Danskernes angst for pædofili er blevet voldsomt forstærket gennem de seneste 25 år. Og vores kollektive skrækforestillinger har skabt et offentligt klima med overhængende risiko for, at uskyldige mennesker anklages for sexforbrydelser mod børn og stigmatiseres for livstid.

Det mener sociologen Henning Bech. Han er professor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet og har analyseret pædofiliemnet i bogen 'Kvinder og mænd'.

Som titlen antyder, har bogen et bredere sigte end seksuelle overgreb mod børn, men det var kapitlerne 'Skræk over land', 'Omfattende seksuelt misbrug af børn' og 'Pædofilpanik i Danmark', der afstedkom en voldsom reaktion ved bogens udgivelse. Den vender vi tilbage til, men først begyndelsen:

Hvordan og hvornår begyndte du at interessere dig for pædofili som sociologisk fænomen?

"Det var i slutningen af 1990'erne, hvor medieomtalerne af retssagen mod en mandlig pædagogmedhjælper i Gladsaxe, den såkaldte Vadstrupgård-sag, og siden sagen mod en mandlig hiv-smittet karatetræner i København vakte min interesse. Medierne bugnede pludselig af historier og debatindlæg om pædofili, og aviser og forskere fastslog, at der i Danmark begås omfattende seksuelt misbrug af børn - uden at jeg kunne finde noget belæg for påstanden.

Men afgørende i forhold til det, der skulle blive min vinkel på problematikken - nemlig at vi her er inde i et fantasiernes rige, hvor de gængse samfundsmæssige normer og regler sættes ud af kraft som følge af en stærk kollektiv skræk - var et tv-indslag med en far, der sagde, at hvis hans søn havde været udsat for sådan noget (seksuelt misbrug, red.), så kunne det ikke være hans søn. Vi har altså her at gøre med et fænomen, der forvandler også sine ofre til umennesker."

Der findes også international forskning i forskellige former for moralske panikker. Hvad kendetegner en moralsk panik?

"At der som regel skal findes nogle syndebukke for dybtgående problemer, der opleves bredt i samfundet. Disse problemer konfronteres ikke, måske fordi de er uløselige, uden at regningen bliver for høj, eller fordi de er så angstprovokerende i sig selv, at store befolkningsgrupper går i panik og udpeger en syndebuk for på den måde at skyde problemet fra sig. Hvad pædofilpanikken angår, resulterer syndebukmekanismen i en udbredt antagelse om, at der findes et meget stort antal mænd, som begår pædofile overgreb."

Hvor er udspringet til det, du kalder den danske pædofilpanik?

"Der findes forskellige teorier både herhjemme og internationalt - blandt andet har den verdenskendte sociolog Zygmunt Baumann forsket i fænomenet. Jeg antager, at den danske pædofilpanik i betydelig grad har sit udspring i kvindernes indtog på arbejdsmarkedet. Da de forlader hjemmet, og børnepasningen overlades til daginstitutionerne, opstår der en bekymring for, hvad der kan ske med børnene, mens de er væk. Det er et uløseligt problem, for kvinderne vil ikke vende hjem, og de kan heller ikke få fædrene til det, og derfor opstår der en permanent bekymring for, hvad der sker med børnene i de rum, som forældrene ikke længere har kontrol over."

Din bog blev ved udgivelsen angrebet af to forfattere, Iris Garnov og Kristian Ditlev Jensen, der begge har skrevet om deres fortid som ofre for seksuelt misbrug. De mente, at du relativerede definitionen på pædofili til gavn for de pædofile og til skade for deres ofre.

"Ja, til trods for at jeg flere steder i bogen skriver, at jeg finder det godtgjort, at der forekommer seksuelle overgreb på børn, og at jeg finder dem uacceptable, blev det insinueret, at jeg var pædofil, og at hele bogen var et skalkeskjul for at fremføre propædofile synspunkter. Medierne tog også sagen op, blandt andet med overskriften 'Professor forsvarer børnesex', og Dansk Folkeparti ytrede tvivl med hensyn til, om jeg kunne blive siddende i min stilling på Københavns Universitet. Jeg havde ikke forestillet mig, at det ville få den form for omkostninger at skrive bogen.

"Uacceptabelt" kan forekomme at være et vagt ord i forbindelse med pædofili.

"Jeg mener, at det er det korrekte ord, når man beskæftiger sig videnskabeligt med emnet og ikke er ude på at analysere sine egne eller andre enkeltindividers følelsesmæssige reaktioner, men derimod de bredere, følelsesmæssige strømninger i et givent samfund på et givent tidspunkt."

Du har forsket videre i pædofilpanik og er dykket ned i knap 35 svenske og norske appelsager, hvor personer dømt for incest efterfølgende (fra 1992 og frem, red.) er blevet frikendt og tilkendt erstatning. Er der et gennemgående træk i disse sager?

"Ja, der begås en række sammenlignelige procedurefejl. Og den svenske justitskansler peger på, at mange af dem har at gøre med, at de til sagen tilknyttede psykologer, politikfolk, anklagere og dommere leder efter den pædofile forbrydelse og i den forbindelse kommer til at overse spor, som peger i en anden retning. Psykologer kan eksempelvis stille ledende spørgsmål til barnet, politiet kan undlade at efterforske de dele af barnets beretning, som virker usandsynlige, og som måske kunne have pillet sagen fra hinanden, og retten kan undlade at gå det angivelige bevismateriale tilstrækkeligt grundigt efter."

Hvad er forklaringen på, at disse fejl begås?

"Det har jeg naturligvis ikke de endelige svar på, men en væsentlig del af forklaringen - både på at myndighederne ikke gør deres arbejde godt nok, samt at børnene fortæller historier om pædofile overgreb, som sandsynligvis ikke er foregået i virkeligheden - er den følelsesmæssige panik omkring emnet i det svenske og det norske samfund, som skaber nogle kollektive ideer og forestillinger om, at pædofile forbrydelser er udbredte og kan finde sted, hvor og hvornår det skal være. Derfor kan der for let opstå mistanke om pædofile overgreb hos eksempelvis en eller begge børnenes forældre eller hos andre voksne omkring dem, og derfor kan børnene begynde at fantasere om pædofile overgreb."

Hvor mange er blevet frikendt for pædofile forbrydelser herhjemme?

"Kun i den såkaldte Roum-sag er domme for pædofili blevet omstødt. Justitsministeren har oplyst til Folketinget, at der i perioden 2002-2006 er kommet 23 ansøgninger om genoptagelse af sager om seksuelle forbrydelser mod børn, hvoraf kun to er blevet imødekommet. Om det lave antal genoptagne sager herhjemme skyldes, at vi er særligt gode eller dårlige til at bedømme disse sager, ved vi ikke, men jeg synes, der er grund til at nære alvorlig tvivl. Dels fordi vi generelt har sammenlignelige forhold i de nordiske lande, og dels fordi man kan se de samme symptomer på mangelfuld og/eller kritisabel retspraksis gå igen i de få genoptagne danske sager, vi har kendskab til, og i de mange norske og svenske sager. Men ingen herhjemme har forsøgt at undersøge det mere systematisk - heller ikke dem, som kunne være professionelt forskningsinteresserede eller forskningsforpligtede til at gøre det. Det kan være endnu et indicium på panikkens omfang - også i den akademiske verden."

Du mener, at der burde nedsættes en kommission, som undersøgte en række af de domme for pædofili, som er blevet udstedt herhjemme siden 1980. Hvorfor bevæger du dig - med dit sociologiske udgangspunkt - ind på dette juridiske område?

"Af pligtfølelse. Det lyder måske frelst, men efter at have set, hvordan de svenske og norske sager kun er kommet for retten, fordi nogle ganske få almindelige borgere - eksempelvis journalister og en pensioneret landsretsdommer - har gjort en kæmpe indsats, føler jeg en forpligtelse til at sige, at vi også herhjemme burde se nærmere på de potentielt mange ofre for pædofilpanikken. Det er jo ikke kun de dømte. Det er også alle dem, som mistænkes uden grund og bliver ildeset på deres arbejdsplads og i deres lokalsamfund. Eksempelvis de 131 pædagoger og pædagogmedhjælpere, som ifølge deres fagforeninger blev anklaget for pædofili i perioden 1995-2002, uden at anklagerne kunne holde i en retssal. For ikke at tale om de børn, som er blevet trukket gennem et større eller mindre maskineri af udspørgen, mistanke, utryghed og angst i forbindelse med undersøgelserne."