Arktiske spændinger

"Her er et kontor og en computer. Nogle andre har lavet noget før dig. Jeg ved ikke helt hvad, men hvis du vil tage hånd om det, vil det være fint."

Det er en kort opsummering af den besked, Sidsel Kjems fik som velkomst, da hun havde sin første arbejdsdag som nyuddannet fuldmægtig i Trafikafdelingen i Direktoratet for Boliger og Infrastruktur, der er en del af Grønlands Hjemmestyre. Hun husker den første tid som kaotisk.

"Det var, som om den dybe tallerken skulle opfindes på ny. Selv for almindelige administrative opgaver som at udarbejde et høringssvar var der ikke standardprocedurer at gå ud fra," siger Sidsel Kjems, der i dag er ansat i Økonomistyrelsen under Finansministeriet, hvor der er anderledes hånd i hanke med procedurerne.

Den positive side af kaos er den frihed, der følger med. Sidsel Kjems fortæller, at der i Trafikafdelingen var meget frie rammer for de ansatte til at sammensætte deres hverdag. Afdelingen var derfor et sandt eldorado for initiativrige fuldmægtige til at gå ombord i opgaverne.

"Som fuldmægtig var jeg i høj grad med til at prioritere arbejdsopgaverne, og jeg havde derfor en stor indflydelse på udviklingen. I et dansk ministerium er der færre lunser af de sjove arbejdsopgaver til hver. Her er der mange kvalificerede medarbejdere om buddet, og cheferne koordinerer opgaverne," siger Sidsel Kjems.

Uklar beslutningsproces

I Hjemmestyret kunne der nogle gange være en tendens til, at kommunikation mellem landsstyremedlemmet (ministeren, red.) og embedsapparatet bar præg af, at det var landsstyremedlemmet, der talte, og embedsmændene, der lyttede.                  "Landsstyremedlemmet sidder ofte for bordenden og taler til forsamlingen uden at blive modsagt. Det var ligesom i gamle dage i Danmark, kunne jeg forestille mig, hvor chefen var eksperten og talte til medarbejderne og ikke så meget var i dialog med medarbejderne," forklarer Sidsel Kjems og fortsætter:

"Når landsstyremedlemmet så er færdig med at tale, er det bagefter op til embedsværket at finde ud af, hvad landsstyremedlemmet reelt mente om en konkret sag. Det giver både frustrationer, men også et stort rum for fortolkning."                

Sidsel Kjems giver et eksempel fra sin tid i Grønland. I de nitten måneder hun var ansat i Trafikafdelingen, blev afdelingen pålagt at skære dybt i tilskuddene til fly- og skibsrejser. Det optager befolkningen i Grønland en hel del. Da der ikke er veje mellem byerne, er borgerne afhængige af enten skib eller fly. Besparelserne blev af landsstyremedlemmet for trafik solgt til befolkningen under mottoet: 'bedre og billigere'. Og det var på trods af, at man ikke kunne undgå serviceforringelser.

"Selvom det var tydeligt for enhver, at der ville ske forringelser for fly- og skibspassagererne, synes det at komme som en overraskelse for politikerne. Ud fra en faglig stolthed havde jeg et brændende ønske om, at vi som embedsmænd gik i dialog med landsstyremedlemmet om sagens sammenhænge, men da mine overordnede ikke modsagde landsstyremedlemmets indlæg om bedre og billigere trafik, synes det dermed ikke at være kutyme, så jeg holdt mig tilbage," forklarer Sidsel Kjems.

Grønlandsk lillebrorkompleks

En del af problemerne i Hjemmestyret skyldes ifølge Sidsel Kjems de latente spændinger, der er imellem de grønlandske ansatte og danske tilkaldte. Mange grønlændere føler, at de indtager et frustrerende lillebrorforhold til den kloge danske storbror. Der er nærmest et kollektivt grønlandsk mindreværdskompleks i forhold til Danmark. Og komplekserne bliver ikke mindre, når en grønlænder bliver ansat som chef i Hjemmestyret. De har tit svært ved fagligt at matche de danske djøfere, da deres uddannelser som skolelærer eller politibetjent ikke altid er tilstrækkelige. Det giver frustrationer, og det belaster samarbejdsrelationerne mellem grønlændere og danskere.

"Langt hen ad vejen forstår jeg godt deres frustration, da det må være mærkeligt, at det er folk udefra, der besætter hovedparten af de gode stillinger i Hjemmestyret. Det svarer til, at tyske embedsmænd besatte de tunge poster i den danske centraladministration, hvilket mange danskere sikkert heller ikke ville være tilfredse med," siger Sidsel Kjems.

Kulturforskelle

En anden brydningsflade er den traditionelle brydningsflade mellem akademiske medarbejdere og kontorpersonale, som vi også kender godt fra Danmark. Det er en del af den akademiske arbejdskultur at gå meget op i arbejdet og at få en stor del af sin identitet gennem arbejdslivet. For kontorpersonale er der en tendens til, at man går på arbejde for at tjene penge, og at man i høj grad får identitet og indhold i livet gennem familie og fritidsaktiviteter uden for arbejdspladsen.

I Grønland synes dette skel at blive tydeligere, idet hoveddelen af de akademiske medarbejdere er tilkaldte fra Danmark, og langt hoveddelen af de kontoruddannede er grønlændere. Sidsel Kjems siger, at for hende har det konkret betydet, at hun tit har savnet at have faglige snakke med grønlandske kollegaer.

"Den forskellige tilgang til arbejdet betyder, at danskere og grønlændere ikke så tit debatterer faglige problemstillinger over frokosten. Selvfølgelig bliver der talt pænt og høfligt til hinanden, og der bliver også grinet sammen, men den faglige snak har man ikke så meget sammen. Desværre," siger Sidsel Kjems.

Grønlænderne elsker derimod at tale om de nære ting som deres børn og børnebørn. Det personlige og familiære betyder meget for dem. Derfor bliver man oftest mødt med spørgsmål om sin familie, og hvor man kommer fra.

"Når de så får at vide, at jeg kommer fra Nørrebro, kan man tydeligt mærke, at det ikke giver meget 'street credit' hos dem. Det er bedre at komme fra en lille jysk landsby, som de nemmere kan identificere sig med, da det ligner de byer og bygder, de kommer fra. Til gengæld har jeg interesseret mig meget for at lære grønlandsk. Ligesom vi danskere også godt kan lide, at udlændinge, der bor og arbejder her, forsøger at lære dansk, så rører det også mange grønlændere, når en dansker forsøger sig med lidt ubehjælpeligt grønlandsk. Sproget er et symbol på Grønlands selvstændighed og etniske egenart, og det, at man forsøger at sige noget på grønlandsk, er en anerkendelse af dette," forklarer Sidsel Kjems med et smil.

Kamikaze at udelukke dansk

Grønland er et tosproget samfund, grønlandsk og dansk. Men i realiteten bliver der talt og skrevet dansk i Hjemmestyret, da de grønlandske ansatte er dobbeltsprogede. Det går fint, og Sidsel Kjems har ikke følt et pres fra sine kollegaer for at lære det grønlandske sprog. Derimod har hun mærket de politiske vinde, der ønsker at minimere det danske sprog i det offentlige rum til fordel for det grønlandske sprog. Til dette ønske siger Sidsel Kjems:

"Så længe der er så massivt brug for dansk arbejdskraft, har jeg svært ved at se, hvordan forslaget kan realiseres. Det vil tage mange år at lære grønlandsk for tilkaldt arbejdskraft. Under mit studium opholdt jeg mig et par år i Japan for at lære japansk. Her lærte jeg at tale sproget habilt, men det var milevidt fra det niveau, der skulle til for at arbejde i deres centraladministration. Overfører man eksemplet til Grønland, vil det kræve intensiv træning i mange år, hvis man skal beherske det grønlandske sprog til perfektion. Det vil være kamikaze fra politikernes side, hvis de udelukker det danske sprog," slutter Sidsel Kjems. Når det så er sagt, er det vigtigt at erindre, at sproget er en vigtig identitets- og kulturbærer. Grønland har en lille befolkning på omkring 58.000 personer, og det er derfor vigtigt at forholde sig til, hvad der skal til, hvis også de næste generationer i Grønland skal opleve sig som grønlændere. I Canada synes dét, at inuitbefolkningen hovedsagligt taler engelsk, at have betydet en stærk udvanding af deres identitet som inuit. Jeg tror, at de fleste danskere og grønlændere synes, at der er en stor værdi i at beholde en særegen grønlandsk kultur og identitet.