Vi stiller om til byretten

På Datadiars hjemmeside - klik på linket i boksen til højre - kan man følge sagen mod de 29 mænd, der står anklaget for at stå bag terrorangrebet i Madrid den 11. marts for tre år siden. Dommeren Gómez Bermúdez har åbnet for direkte transmission af hensyn til offentligheden og pårørende til de 191 dræbte, som ellers ikke ville kunne få plads i den intenst bevogtede retssal. Fem kameraer placeret forskellige steder - et af dem udelukkende med fokus på de fremlagte dokumenter - og 43 mikrofoner spredt ud på anklagerne og forsvarernes borde giver folk direkte adgang til processen.

Ja, hvorfor ikke udnytte teknologien og bringe retssystemet tættere på folk?

Beslutningen om at give tv adgang til retslokalet, har tilhængere i mange lande, men ikke i Danmark, hvor transmissioner fra retsale som udgangspunkt er forbudt, og hvor en udbredt lede ved journalister og frygt for 'amerikanske tilstande' foreløbig lukker diskussionen om, hvorfor man ikke gør retsplejen mere offentlig, når det nu er muligt.

Mange danske dommere og advokater hader tanken om, at tv-transmitterede retssager bliver underholdning, men hvorfor er det egentlig så forfærdeligt? Hvorfor blande sig i, om folk ønsker at blive underholdt eller blive klogere eller måske begge dele på samme tid? Og hvorfor skal det synspunkt blokere for alle de legitime hensyn, som taler for at åbne dørene?

Tv er for mange mennesker den primære nyhedskilde, og det virker kunstigt, at kun skrevne medier kan rapportere fra retssalen. Tv kan i mange tilfælde give folk et langt bedre indblik i, hvordan systemet rent faktisk fungerer, og at dét, der sker i amerikanske krimiserier, langt fra afspejler virkeligheden. Tv fra retten vil i det hele taget øge folks muligheder for selv at danne sig et billede af en sag, end når pressen, som i dag, vinkler og klipper i stoffet eller måske viderebringer forkerte oplysninger, fordi journalisten ikke har forstået, hvad sagen handler om.

Det er de argumenter, som får nogle lande til at åbne retsalene i overensstemmelse med et af de vestlige demokratiers grundlæggende principper om at sikre offentlighed i retsplejen. I USA er kameraer i retssalen tilladt i næsten alle stater, og et lovforslag om at give tv adgang til højesteret bliver i øjeblikket behandlet i kongressen. I England satte Department for Constitutional Affairs for nogle år siden et pilotprojekt i gang for at skabe debat, mens man overvejer spørgsmålet, og i Canada anbefaler en arbejdsgruppe, Panel on Justice and the Media, mere åbenhed med tv ud fra den overordnede betragtning, at både samfundet og teknologien har ændret sig, og det må retssystemet nødvendigvis indrette sig efter.

Mere offentlighed, mere debat

Den canadiske arbejdsgruppe ligger på linje med den norske advokatforening og en stor del af den svenske advokatforening, der også mener, at offentlighedsprincippet må tilpasses udviklingen. I dag foretages den offentlige kontrol med retsvæsenet ikke ved, at folk går ned i byretten og bruger flere dage på at overvære en sag. Retsstoffet formidles først og fremmest gennem medierne, og som samfundet har udviklet sig, er der ikke nogen grund til at særbehandle de æterbårne medier.

Den norske advokatforening peger på, at optagelser fra straffesager vil øge folks tillid til retssystemet, at mere offentlighed vil styrke den kriminalpolitiske debat og dermed påvirke den demokratiske beslutningsproces. Og i modsætning til Danmark, hvor mange modstandere forestiller sig, at transmitterede retssager udvikler sig som O.J. Simpson-sagen og dermed til et show med selvpromoverende aktører, har de norske advokater tillid til, at advokater såvel som anklagere og dommere vil opføre sig med måske endnu større respekt og værdighed.   

I Holland er der de seneste år sket en ændring i den politiske holdning til pressen og til spørgsmålet om kameraer i retssalen. I øjeblikket kræver det dommerens godkendelse, men kommende regler vil betyde, at kameraer som udgangspunkt bliver tilladt, og at dommeren skal komme med en motiveret begrundelse, hvis han vil gøre en undtagelse, oplyser Thomas Bruning, sekretær i NVJ, det hollandske journalistforbund, der i marts holdt et møde med den hollandske dommerforening for at skabe større klarhed over de nuværende regler.

Herhjemme kan dommeren undtagelsesvist tillade, at der optages billeder fra retssalen, men der kan i intet tilfælde gives tilladelse til at filme tiltaltes eller vidners forklaringer. Der kan alene gives tilladelse til at filme de juridiske dommere og eventuelt anklageren og forsvareren før domsforhandlingen og under domsafsigelsen. Forbuddet udvides snart til at omfatte transmission af tekst, for eksempel af sms-beskeder, for at forhindre at en tilhører ved et retsmøde sender billeder, lyd eller tekst for at påvirke efterfølgende vidner, hvis de da ikke allerede er blevet opsøgt og påvirket, før sagen begynder, for det kan man alligevel aldrig forhindre.

Seertal og økonomiske interesser

Advokatrådets retsudvalg har ifølge formanden Jacob Lund ikke nogen holdning til spørgsmålet og har ikke planer om at tage det op, men spørger man dem enkeltvis, har de fleste advokater naturligvis en mening om, hvor grænsen for offentlighed skal gå. Forsvarsadvokaten Niels Forsby hører til den skeptiske lejr:  

"Jeg er dybt imod en sådan underholdningsgørelse af retsstoffet, for der er ofte meget alvorlige, personfølsomme og eksistentielle forhold på spil i en retssag. Og det har ikke noget at gøre med, at jeg vil afskære folk fra at øve demokratisk kontrol med domstolene, for de kan jo bare være til stede," siger Niels Forsby, der mener, at et stigende pres for at få tv ind i retssalen først og fremmest udspringer af mediernes økonomiske interesser.

"Jeg tror, at det tjener et eneste formål, og det er seertal."

Andre modstandere peger på, at forurettede vil opleve det som meget ubehageligt og krænkende at blive filmet, og at mange vidner i navnlig straffesager formentlig vil føle sig usikre. Nogle vil være bange for at fortælle sandheden, andre vil måske slet ikke stå frem, alt i alt vil det medføre, at sagen bliver dårligere belyst. Fortalerne for mere offentlighed påpeger, at man enten kan udelukke afhøringerne fra transmissionerne, så kun udvalgte dele af sagen bliver optaget, eller man kan kræve, at de involverede giver deres samtykke.

Man behøver ikke tage til Spanien for at opleve, at retssalen i store sager er alt for lille, det kan den også være i Københavns Byret, hvor formanden for Dommerforeningen Jørgen Lougart er dommer. Han er bange for, at tv vil bringe de involveredes retssikkerhed i fare:

"Men i sager af samfundsmæssig betydning kunne det være relevant at give tilladelse til at transmittere proceduren. Det tror jeg ikke, at dommerne vil have noget imod."