"Politiet undersøger sig selv". "Hvem vogter vogterne?" og "Dansk politi dræber oftere end i udlandet". De kritiske toner om det danske politiklagesystem har igennem den seneste tid igen præget avisernes overskrifter. Kritikken har været rejst stort set hver gang, et nyt eksempel om påstået uretfærdig politivold har prydet avisforsider eller nyhedsudsendelser, og efterhånden som rækken af sager vokser, stiger antallet af argumenter for, at systemet har spillet fallit. Flere steder i udlandet har man ligesom hos det danske forsvar en uafhængig instans - en auditør - der tager sig af politiklagesagerne, og spørgsmålet er, om denne løsning kan dæmme op for mistanken om, at statsadvokaten er for blødsøden, når det gælder politifolk. Det spørger vi her to eksperter på området om.
Interview med Claus Juul, juridisk konsulent, Amnesty International
Er der behov for at ændre det danske politiklagesystem?
Ja, der er behov for et klagesystem, der har den nødvendige afstand til politiet, og som fremstår gennemsigtigt og uafhængigt for borgerne. Statsadvokaterne er formelt set uafhængige af politiet, men det forhold, at du ikke bliver statsadvokat uden at have været politianklager, og at en politidirektør er chef for både anklagemyndighed og politi, gør, at der reelt ikke er vandtætte skotter mellem politi og statsadvokater. Et eksempel på problemet var sagen fra Løgstør, hvor statsadvokaten havde en fortid som anklager i Løgstør Politi, og hvor hun burde have overdraget sagen til en anden statsadvokat, som ikke havde en fortid i politikredsen for at undgå alle spekulationer om manglende uvildighed.
Hvad er problemet med den institution, vi har i dag, som du ser det?
Problemet er, at anklagemyndigheden har et fagligt fællesskab med politiet i det daglige arbejde, og at der jævnligt dukker sager op, hvor det ser ud, som om statsadvokaten har sat kikkerten for det blinde øje. Når statsadvokaterne igen og igen afviser klagesager, hvor det for offentligheden fremstår næsten indlysende, at politiet har begået fejl, byder der sig ikke anden forklaring til, end at statsadvokaterne er påvirket af kollegiale hensyn.
Et aktuelt eksempel er sagen fra Parken, april 2005, hvor svenske fodboldfans påstod, at civilklædte betjente havde brugt knipler mod dem, og hvor flere episoder var filmet. I de to år, der gik, inden sagen ramte medierne, og Folketingets ombudsmand gik ind i sagen, interviewede statsadvokaten ikke en eneste betjent eller andet vidne. Men da sagen kom frem i pressen, indkaldte man få dage efter fire betjente til undersøgende samtale. Her må man spørge sig selv, om det kan tage Statsadvokaten to år at tjekke vagtplanerne for de betjente, der havde vagt i Parken den pågældende dag.
Hvordan ser den mest optimale konstellation af et politiklagesystem ud efter din mening?
Et auditørkorps eller en politiombudsmand kunne være en løsning. Men det er ikke vores opgave at bestemme, hvilket konkret system, der er bedst. Det afgørende er, at klagesystemet er uafhængigt, uvildigt og objektivt. Der må være en klar adskillelse mellem dem, der klages over, og dem, der behandler klagerne. Det kan man opnå ved at adskille politi og anklagemyndighed, som man gør i mange af de lande, vi sammenligner os med. Ofte hører politiet under Indenrigsministeriet og anklagemyndigheden under Justitsministeriet.
Regeringens visionsudvalg skriver i sin rapport fra 2005, at den nuværende ordning, hvor politiet og anklagemyndighederne på lokalt plan er integrerede, er retssikkerhedsmæssig betænkelig. Udvalget konstaterer samtidig, at man derfor i de lande, vi normalt sammenligner os med, har valgt en anden ordning med fuld adskillelse af politi og anklagemyndighed. Alligevel konkluderer det, at der er daglige, praktiske fordele ved at bevare ordningen, som den er.
Kan der ikke også være fordele ved at have politi og anklagemyndighed side om side?
Politi og anklagemyndighed vil fremhæve det uformelle samarbejde, men set fra borgernes side, er det netop en fordel at komme af med "korridor-snakken". Det uformelle kan netop være en hindring for en ordentlig behandling af klagesager.
Når ordningen nu har været så stærkt kritiseret, hvorfor har man så ikke ændret det for længst, tror du?
Fordi der ikke er enighed om, at ordningen ikke fungerer. Rigsadvokat Henning Fode har gentagne gange afvist al kritik af klagesystemet og betegnede sidste sommer kritikken af klagesystemet som skrigeri. Men det er ikke nok, at de ansvarlige selv synes, systemet fungerer. Ordningen må være indrettet, så den også i befolkningens øjne fremstår uvildig, objektiv og troværdig.
Interview med advokat Poul Helmuth Petersen, formand for politiklagenævnet
Der har igen været kritik af det eksisterende politiklagesystem. Er der efter din mening behov for at ændre ordningen?
Systemet fungerer, men det vil være ønskeligt med en række justeringer af ordningen. For eksempel har politiklagenævnet kun kompetence i de klagesager, som er en klage over politifolks adfærd eller en anmeldelse om strafbare forhold, hvorimod klager over politiets dispositioner er undtaget fra nævnenes kompetence. Derfor bliver en klage over et forløb uoverskuelig og gør ordningen svær at gennemskue for klageren.
Men når der gang på gang dukker konkrete sager frem, hvor statsadvokaterne bliver kritiseret for at være for bløde - i nogle tilfælde over for gamle kolleger i politiet, bør man så ikke overveje at imødekomme den kritik med mere radikale ændringer?
En del af kritikken udspringer af, at anklagemyndighed og politi i Danmark er meget tæt forbundne - i modsætning til næsten alle andre lande i Europa. Personligt så jeg gerne, at det forhold blev ændret, men det har der ikke været flertal for. Mange mener, der er fordele ved det nuværende system.
Hvad er argumenterne for, at politi og anklagemyndighed ikke bør adskilles?
Sammenhængen giver et langt smidigere samarbejde. Nogle mener, det er betænkeligt, at vi i Danmark og Norge har denne sammenblanding, der smitter af på politiklagesystemet, fordi det fremstår, som om anklagemyndigheden ikke er uafhængig. Men systemet fungerer i masser af sager, hvilket også ses ved, at det er forholdsvis få sager, der sætter pressen i brand.
Da man indførte politiklagenævnet var der tale om at oprette en uafhængig politiauditør, som man har i udlandet. Hvorfor har man ikke den ordning?
Man valgte en statsadvokatordning og indførte samtidig politiklagenævnene som kontrolorgan, fordi man mente, at statsadvokaten var den mest logiske instans at henlægge sagerne til. Et egentligt politiauditørkorps vil formentlig være ressourcemæssigt alt for krævende, og rekrutteringen af personale vil nok alligevel primært ske fra de samme grupper af jurister, som nu arbejder inden for anklagemyndigheden.
I England kan auditørerne ikke have været ansat eller uddannet i politiet. Kan man ikke indføre samme regel i Danmark?
I praksis tror jeg ikke, der er stor forskel på, hvordan den danske og den engelske ordning fungerer. Den procentdel af medhold, man får i England, er ikke specielt større end i Danmark.
En optælling viser, at danske politifolk har skudt dobbelt så mange gange siden 2001 end både deres norske, engelske og svenske kolleger. Flere mener, at det danske politiklagesystem ikke bidrager positivt til den statistik, når der er så langt imellem irettesættelserne. Hvad siger du til det?
Der er ikke sammenhæng i mellem, hvordan politiklageordningen fungerer, og at der har været mange skudepisoder i de senere år. Her skal man snarere se på politiets interne instrukser og dets valg af skydevåben osv. Det væsentligste problem i de fleste af de mange politiklagesager, der behandles hvert år, er sådan noget som sagsbehandlingstiden, hvor der visse steder er virkelig grund til at kritisere den måde, ordningen fungerer på.
Så du mener ikke, det tætte kollegiale forhold mellem anklagemyndighed og politi er et problem?
Det er et problem, hvis befolkningen opfatter det som et kollegialt forhold. Der er en tæt forbindelse mellem Statsadvokaturen og politiet, men et kollegialt forhold kan man ikke kalde det. Af ressourcemæssige grunde har man i de senere år ladet turnusmedarbejdere hos Statsadvokaten behandle mindre politiklagenævnssager, hvilket jeg af principielle årsager finder betænkeligt. Her skal personen nemlig på et senere tidspunkt tilbage til en politikreds. Selvom det ikke kan påvises, at det har betydning for sagernes afgørelse, er det forhold med til at underminere den tillid til systemet, som er afgørende for, om en politiklageordning fungerer tilfredsstillende.
Ledige stillinger