Nyt jobmarked for djøfere

Når de videregående uddannelser nu skal akkrediteres, åbner det et nyt jobmarked for djøfere. Nærmere bestemt kandidater med en stærk administrativ profil som eksempelvis cand.scient.pol.'er og cand.scient.adm.'er.  

Akkreditering er nemlig et styringsredskab, som stiller store krav til systematik og dokumentation - eller netop de metodiske kompetencer som denne type kandidater er stærke på.

Det viser erfaringen fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), som i de seneste fire år har akkrediteret mellemlange uddannelser. Her har et flertal af de konsulenter, som arbejder med akkreditering, administrative DJØF-uddannelser.

I første omgang skal der oprettes 25 stillinger i den nye centrale akkrediteringsinstitution under Videnskabsministeriet, men derudover vil mange uddannelsesinstitutioner formentlig ansætte egne medarbejdere for at implementere akkrediteringsmetoden internt på uddannelsen.   

Akkrediteringsprocessen er nemlig nok så meget en intern som en ekstern proces, forklarer Christian Nissen.

Lærerig proces

Den tidligere generaldirektør for DR, der i dag arbejder som selvstændig konsulent, var for nylig formand for et ekspertpanel under Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), som akkrediterede 17 danske Centre for Videregående Uddannelser (CVU'er).

"Akkreditering indeholder et stærkt element af selvevaluering. Vi i ekspertpanelet stillede CVU'erne en lang række spørgsmål, som de skulle indsamle en betydelig dokumentation for at besvare. Mange af CVU'erne sagde, at det var 'utroligt lærerigt', fordi selve processen med at vurdere deres egen praksis gav dem nye værktøjer til at optimere deres institution," fortæller Christian Nissen. 

Minder om ministersekretærer

Christian Nissen og resten af ekspertpanelet fik hjælp til bedømmelsesarbejdet fra tre fastansatte konsulenter i EVA, som blandt andet tyggede sig igennem CVU'ernes omfattende dokumentation - nogle af CVU'erne indleverede helt op til 30 ringbind. Og Christian Nissen er fuld af beundring for EVA-konsulenternes arbejde.

"Deres indsats kan sammenlignes med den, ministersekretærer udfører. De var helt inde i den skriftlige dokumentation og evnede både at formidle og indgå i dialog med os i panelet," siger Christian Nissen.

Udover at gennemføre akkrediteringer har EVA mange års erfaring med at evaluere uddannelser - også på universitetsområdet. En af EVAs konsulenter, cand.scient.pol. Camilla Bjerre Damgård, forklarer, at der er store forskelle mellem metoderne.

"Akkreditering har et kontrolbetonet fokus, som gør den velegnet til at sikre, om minimumsniveauet er nået, og om de uddannelsespolitiske målsætninger opfyldes, mens en evaluering i højere grad stiller spørgsmål til, hvordan uddannelsen videreudvikler sit faglige niveau. Derfor har en evaluerings konklusioner også præg af anbefalinger, mens en akkreditering kan stille krav," siger Camilla Bjerre Damgård.

Evalueringer uden konsekvens

Netop den grad af frivillighed, som kendetegner en evaluering, fremhæves af Videnskabsministeriet som en svaghed - og en vigtig årsag til behovet for også at indføre akkreditering på de  videregående uddannelser.

I et oplæg til regeringens Globaliseringsråd skriver ministeriet, at blandt de uddannelser, som er blevet evalueret gennem de seneste 10-15 år, er der eksempler på, at uddannelserne ikke konsekvent har 'fulgt op på negative evalueringer. Universiteternes tyskuddannelser blev for eksempel evalueret i 1995 og 2003. Men i 2003 var der kun fulgt op på omkring en tredjedel af anbefalingerne fra 1995', skriver ministeriet.

Havde der været tale om en akkreditering, hvor uddannelserne ikke levede op til kriterierne, havde man kunnet afkræve dem forbedringer.

Der kan dog også være ulemper ved akkreditering som kvalitetssikringsmetode. Camilla Bjerre Damgård, EVA, forklarer, at akkreditering med sit fokus på minimumsniveauer kan virke ensrettende og hæmme innovation og excellence på uddannelserne, fordi de er nødt til at arbejde med de områder, som kriterierne udstikker, for at opnå deres bevillinger.