Mundkurv til kommunaldirektør

Kan en topembedsmand sige i pressen, at kommunerne har brug for en reformpause oven på kommunalreformen - og at en kvalitetsreform lige nu er dårlig timing, fordi medarbejdere og chefer er ved at falde om af stress alene for at kunne garantere sikker drift over for borgerne?

Nej, det er politisering, mente den borgerlige opposition i byrådet i Frederiksværk-Hundested, som har klaget til den socialdemokratiske borgmester: "Vi er meget skuffede over, at du fortsat lader din kommunaldirektør Michael Graatang deltage i den politiske debat," skrev de i et åbent brev og bad ham sørge for, at kommunaldirektøren i fremtiden "holder sig på embedets smalle, faglige sti." Borgmesteren svarede tilbage: "Jeg står ikke i spidsen for en kommune, hvor vores ansatte, uanset om de er gadefejere eller kommunaldirektører, ikke må udtale sig."

Og så var debatten ellers skudt i gang med læserbreve, stor lokal mediebevågenhed og et ekstra punkt om kommunens ansattes ytringsfrihed sat på førstkommende byrådsmøde af Enhedslisten og Det Radikale Venstre.

Og Michael Graatang? Ja, han går hverken rundt og føler sig skræmt, eller at den gode stemning er ødelagt. Men han føler sin ytringsfrihed krænket.

"Jeg vil fremover veje hvert enkelt ord på en guldvægt eller helt undlade at gøre bruge af min ytringsfrihed," siger han.

Kvalitetsreform lykkes ikke uden åben kritik

Den slags sager fremmer absolut ikke de politiske ønsker om, at offentligt ansatte bruger deres ytringsfrihed til at kvalificere debatten, siger formanden for DJØF Offentlige Chefer, Per Hansen, der straks gik i den lokale presse og kom sit medlem til undsætning.

"Hvis ikke de, der mærker konsekvenserne af reformerne, tager del i debatten, risikerer vi at ende med beslutninger uden hold i virkeligheden. Så i stedet for at skyde på embedsmænd, der tager bladet fra munden, burde de lokale politikere i Frederiksværk-Hundested give ham en medalje - uanset om de er enige eller uenige med ham," siger han.

Michael Graatangs kollega i Randers, kommunaldirektør Bent Peter Larsen, har været med til at stifte Foreningen af Åbenmundede Bureaukrater.

"Jeg er ikke nødvendigvis enig med min gode kollega i hans synspunkter, men jeg vil til enhver tid kæmpe for hans ret til at udtale sig," siger han.

"Et af de bedste midler til at sikre kvalitet er en åben og fordomsfri debat. Og så kan vi jo ikke starte med at uddele mundkurve."

Kvalitetsreformen kræver total åbenhed, lyder det fra en anden af stifterne af Foreningen af Åbenmundede Bureaukrater, Hosea Dutschke, der er direktør i Århus Kommune.

"Den offentlige sektor udvikler sig kun, hvis den er genstand for en konstant konstruktiv kritik - ikke mindst fra de embedsmænd, som kender sektoren allerbedst. Det er dét, der kan og skal få den kommende kvalitetsreform til at lykkes."

Men hvad siger reglerne? Har kommunaldirektøren været en tur ude over 'faglighedens smalle sti'? Eller har han lige så megen ytringsfrihed som gadefejeren?

Sidste år barslede et regeringsnedsat udvalg med en 300 siders stor betænkning om offentligt ansattes ytringsfrihed. Den skriver, at offentligt ansatte har en meget vid ytringsfrihed. Men også at der dog gælder visse begrænsninger for den lille gruppe ansatte, der har en central placering i den politisk-administrative beslutningsproces.

"Men selvom vi tager disse begrænsninger i betragtning, kan jeg ikke se, at kommunaldirektøren i Frederiksværk-Hundested har gjort noget som helst forkert med sine udtalelser," siger professor i jura Claus Haagen Jensen, som sad med i udvalget.

For kommunaldirektøren er daglig leder af et stort antal medarbejdere, og hvis han kan se, at de på grund af reformer er presset voldsomt, så er der ikke noget forkert i, at han siger, at det er ønskeligt med en reformpause. Tværtimod. Det er en faglig udtalelse, forklarer han.

Politik eller faglighed

Hosea Dutschke forklarer, at de i Foreningen af Åbenmundede Bureaukrater er enige om, at offentligt ansatte har tre pligter: Åbenhedspligten, samfundspligten og loyalitetspligten. Michael Graatang lever til fulde op til de to første pligter.

"Og med rette. Der er ingen tvivl om, at kommunerne kører på pumperne, og at medarbejdere og ledere er meget hårdt spændt for. Derfor er det helt fair, at han siger til byrådet og pressen, at medarbejderne lider under et ekstremt arbejdspres. Ja, faktisk har han en pligt til at gøre det," siger han.

"Men som højt placeret embedsmand har man også en loyalitetspligt. Selv som kommunaldirektør under en S-borgmester har man også et ansvar over for Lars Løkke Rasmussen og regeringen. Regeringen vil den her kvalitetsreform. Skal reformen lykkes, er det vigtigt, at de øverste embedsmænd - også i den kommunale sektor - støtter op om reformen. Så at gå ud som kommunaldirektør og sige, at hele kvalitetsreformen skal udskydes, og at der skal være en generel reformpause, er altså politik og ikke faglighed."

Nej, siger juristerne

"Selvom regeringen betragter kvalitetsreformen som én af de sager, de kan vinde næste valg på, må det være helt legitimt, at kommunaldirektøren som personalets leder helt generelt udtrykker, at vi er på kanten af, hvad personalet kan holde til. Han har jo ikke sagt, at han er imod kvalitetsreformen," siger Claus Haagen Jensen.

Han har ikke udtalt sig om et konkret politisk byrådstiltag i Frederiksværk-Hundested, så den politiske forsigtighed, han også har pligt til at udvise, gælder ikke rigtigt her, siger juridisk professor på Aalborg Universitet, Lars Bo Langsted.

Per Hansen er enig. Når man som topembedsmænd blander sig i den offentlige debat, skal der selvfølgelig altid ske en afvejning af hensynet til ens loyalitetspligt over for ens arbejdsgiver og ens ytringsfrihed.

"Men i den konkrete sag er kommunaldirektørens udtalelser på ingen måde angribelige i forhold til hans stilling. Han debatterer jo ikke lokale beslutninger og prioriteringer i kommunen. I øvrigt står han ikke alene med sin kritik. Hans bekymring deles af mange offentlige chefer."

Selvdisciplinering eller tæsk

Den her sag handler også om, at man som topchef tør tage imod nogle tæsk, siger Hosea Dutschke. Når man stikker snuden frem, så kan man godt få én igen, for sådan er politik.

"Det bør ikke få topcheferne til at veje hvert eneste ord på en guldvægt eller helt lade være med at bruge deres ytringsfrihed," fastslår han.

"Og jeg tror, at en af kvalitetsreformens helt store åbenbaringer bliver, at der skal åbenhed til. Men vi er i en første fase lige nu, hvor åbenhed meget handler om kritik. Derfor er der stadig en masse politikere, ledere og medarbejdere, som er meget utrygge ved åbenhed. Men alternativet er stilstand eller dét, der er værre."

Foreløbig er debatter som dén om Michael Graatangs ytringer et unikt syn. DJØF-embedsmænd får typisk afløb for deres meninger i systemet, ikke i aviserne. De dyrker selvcensuren og siger sjældent noget til citat, som kunne komme på tværs af karrieren. Den rolle plejer dem længere ude på nettet - de fagprofessionelle, altså socialrådgivere og den slags folk - at påtage sig. Når de ellers tør. En undersøgelse blandt FTF-medlemmerne viser, at over halvdelen af dem frygter kammeratlige samtaler og andre konsekvenser, hvis de udtaler sig til pressen om deres arbejdsplads. Og at det i øvrigt mere er cheferne, de er bange for, end politikerne.

"Det er meget kedeligt, at vi på den ene side hylder ytringsfriheden og på den anden side kommer efter dem, der bruger den," siger Lars Bo Langsted.

Han tror, det bliver meget svært at få embedsmænd til at ytre sig mere, end de gør.

"Mange steder er embedsmandsrollen blevet mere politisk, og så bliver den selvdisciplinerende faktor kraftig. Man holder sig til de til enhver tid herskende politiske vinde."

Skal man have dem til at ytre sig noget mere offentligt, er det alfa omega, at den interne ytringsfrihed hyldes, understreger han. Den skal være uindskrænket, nærmest en pligt, for ellers kan man jo ikke forvente, at nogen går ud eksternt.