Kina kvæler kritik fra forskere

Europæiske universiteter falder over hinanden for at lave samarbejdsaftaler i hele verden, og Kina står øverst på ønskelisten. De bedste kinesiske universiteter har masser af midler på grund af store offentlige investeringer i forskning og uddannelse, og kinesiske studerende udgør et kæmpe marked. Men de vestlige universiteters samarbejde med universiteter i Kina risikerer at blive en faustisk handel.

Det kinesiske regime holder streng kontrol med den offentlige debat og forskeres offentlige udsagn. Vestlige forskere, der ikke retter sig ind, risikerer at mærke de negative konsekvenser for samarbejdsmulighederne i Kina. Det mener Edward Vickers, der er senior lecturer og ph.d. i komparativ uddannelse ved London University. Han besøgte Danmark i april for at tale om kulturforskelle mellem universiteter i Vesten og i Asien.

"Det er et stort problem, der ofte overses af vestlige universiteter, som falder over hinanden for at udvikle samarbejder med kinesiske partnere. Vi er ofte naive," advarer Edward Vickers.

Normalisering fører til censur

Politisk censur er hverdag i Kina, og Edward Vickers oplevede den på egen krop, da han skrev ph.d. ved universitetet i Hong Kong kort tid efter, den tidligere britiske koloni var blevet overdraget til kinesisk styre i 1997. En sociolog ved universitetet var blevet presset af universitets rektor til ikke at offentliggøre meningsmålinger, som viste befolkningens kritiske holdninger til regeringen. Det viste sig, at presset kom fra en nærtstående rådgiver for Hong Kongs regering, og som studenterrepræsentant blev Edward Vickers opfordret til at bakke op om rektor, der dog i sidste ende måtte gå af.

Edward Vickers oplevede også censuren true hans egen karriere. Hans afhandling om uddannelsens betydning for nationalisme i Østasien var kritisk over for regeringerne i Hong Kong og Beijing, og kort før indleveringen skulle hans vejleder skifte job. Det fik Vickers til at fremskynde afleveringen, da afhandlingen ellers kunne blive blokeret af politiske årsager, så snart hans vejleder havde forladt universitetet.

Den slags politisk pression på forskere er et voksende problem i Hong Kong efter overdragelsen til Kina, men sandheden er, at der blot er tale om en normalisering af situationen i Hong Kong, så forskerne her får samme arbejdsvilkår som forskere på det kinesiske fastland.

Selvcensur eller kultur?

Med de nye samarbejder mellem universiteter i Vesten og i Kina risikerer den politiske uafhængighed på vestlige universiteter også at komme under politisk pres. Vestlige forskere kan vise sig tilbageholdende med at kritisere forholdene i Kina, fordi de er bange for at lukke døren for lukrative samarbejder. Det har udløst debat blandt forskere om, hvordan forholdet til det kinesiske uddannelses- og universitetssystem skal tackles.

På den ene side argumenterer en gruppe akademikere for, at der bag ulighederne i universiteternes vilkår ligger kulturelle forskelle, som man i Vesten er nødt til at respektere. På den anden side er der forskere, som Edward Vickers, der stiller sig tvivlende over for argumentet om kulturforskelle og i stedet peger på et velkendt og universelt fænomen: Magthavernes politiske pression for at kvæle kritik og fri debat. Imod den kulturelle opfattelse taler, at det ofte er asiatiske forskere, der stiller sig forrest i kampen for ytringsfrihed. Det gjaldt for eksempel sociologen på Hong Kong University, der blev presset til ikke at offentliggøre sine meningsmålinger.

Derfor er Vickers også stærkt kritisk over for vestlige akademikere, der undlader at kritisere forholdene i Kina med henvisning til kulturelle forskelle. Blandt flere eksempler nævner han canadiske Ruth Hayhoe, der er en internationalt anerkendt og indflydelsesrig forsker med en fortid som formand for den amerikanske forening for komparativ uddannelsesforskning. Hun portrætterer i sin nyeste bog 12 ledende personer fra Kinas førende universiteter. Edward Vickers kritiserer hendes bog for at være rosenrød i sine beskrivelser og for ikke at sætte lys på problemerne i det kinesiske uddannelsessystem.

"Hayhoes konklusion slutter af med, at disse 12 førende kinesiske akademikeres erfaringer demonstrerer de konfusianiske værdiers dybe indflydelse på deres liv - og med konfusianske værdier menes der at indse fællesskabets betydning, respekt for ældre, familiens værdi - og hvorledes dette er værdier, der er mistet i det individualistiske og dekadente Vesten, og at vi som følge deraf har meget at lære fra disse kinesiske partnere osv. Hvis man ved det mindste om kinesiske forhold, tænker man: 'Bullshit!'" siger Vickers, der mener, at der er flere grunde til, at det kulturelle argument ikke holder vand.

For det første er de kinesiske akademikere ofte skolet enten i Sovjetunionen eller i Vesten, og derfor er det misvisende at tale om, at de er præget specielt af konfusianske værdier. For det andet kan man ikke skrive historien om 12 strålende universitetskarrierer i Kina uden at nævne sammenhængen med det politiske system.

"Du bliver aldrig leder af et kinesisk universitet uden at indgå kompromiser med de politiske autoriteter. Disse folk har levet under Kinas kommunistiske styre i 40 eller 50 år, og det har uundgåeligt involveret dem i mange ekstremt ubehagelige oplevelser og kompromisser."

Ifølge Vickers svigter Hayhoe og andre forskere deres forpligtelse som akademikere, når de undlader at kritisere det kinesiske uddannelsessystem med henvisning til kulturforskelle.

"Ideen om, at der findes noget identificerbart og uforanderligt asiatisk, bruges ofte af autoritære regimer i Asien som et dække for illiberale politikker," konstaterer Vickers.

Når vestlige forskere holder igen med kritikken, kan det skyldes ønsket om at præsentere den kinesiske selvforståelse på en måde, der udviser 'cultural sensitivity' for de kinesiske synspunkter. En karakteristik, der i Vickers' mund tydeligt emmer af forkætret politisk korrekthed og misforstået loyalitet.

En anden mulig forklaring er de store gevinster, som forskeren og dennes institution kan opnå ved at gemme kritikken:

"Disse kinesiske uddannelsesfolk og deres universiteter har rige belønninger at give til forskere, der opleves som venligt stemte. Ruth Hayhoes institution i Toronto har fået store gevinster i form af forskningssamarbejde og udveksling af kinesiske ph.d.-studerende. Det er fristende for vestlige forskere at sælge deres sjæl til gengæld for store og stadigt stigende belønninger, og kineserne har muligheden for at bruge deres ressourcer til at ødelægge videregående uddannelse i Vesten," advarer Edward Vickers.

Frihed fra politik

Vickers ser en vigtig forskel mellem Asien og Vesten i forholdet mellem universiteter og staten, der har stor betydning for forskernes risiko for at blive spændt for politiske dagsordener. I Vesten er der tradition for, at universiteter skal holde en vis afstand til det politiske liv, og det er legitimt for forskere at forfølge filosofisk refleksion uden at engagere sig i sociale spørgsmål. Den tradition har man ikke i Kina, hvor forskere traditionelt har stillet sig i statens og kejserens tjeneste som historikere og rådgivere og har lagt vægt på rollen som intellektuelle i offentligheden.

"Det er legitimt for vestlige akademikere at afvise alt det og blive siddende i elfenbenstårnet. Det kunne kinesiske forskere også, men de ville på en måde føle sig ufuldstændige som akademikere. Ideen om, at universiteterne bør holde en vis afstand til staten, ses ikke som en afgørende del af identiteten for asiatiske universiteter," fortæller Vickers.

I dagens politiske klima er det et problem for de kinesiske forskere, fordi engagement i offentlige anliggender må ske i overensstemmelse med regeringens politiske linje. Resultatet bliver politisk uselvstændig og svagere forskning på det samfundsvidenskabelige og humanistiske område, og i Kina argumenteres der for, at forskerne skal skaffe sig et større frirum. Til gengæld kunne vestlige akademikere lære af deres asiatiske kolleger, der hele tiden søger at vise relevansen af deres forskning.

"I et samfund som det britiske nyder akademikere, specielt inden for samfundsvidenskaberne, ofte ikke særlig stor respekt i offentligheden, fordi deres arbejde ikke betragtes som specielt relevant. I Kina og i Asien generelt nyder akademikere derimod stor respekt. Måske bør akademikere i Vesten blive mere politisk og socialt engagerede, hvorimod kinesiske akademikere bør blive mindre socialt og politisk engagerede," siger Edward Vickers.