Globalt boom i forligsmægling

Det er 11 år siden, de danske dommere dybt beklagede domstolens profil som noget 'dyrt, langsomt, kompliceret og gammeldags' - og bragte forligsmægling i spil som en del af løsningen. Siden har mediation fået sit helt store internationale gennembrud. I London taler lederen af Europas største forligsmæglingsinstitut CEDR (Centre for Effective Dispute Resolution, red.) om en global revolution - en stille revolution i konfliktløsernes verden, selvom det ikke går helt stille af.

På nogle få år er CEDR blevet en stor multinational virksomhed med filialer og samarbejdspartnere i mange lande. Den administrerende direktør og chefmediator Karl Mackie fremhæver, at der stadig er tale om en butik i kategorien 'social enterprise'. Den skal ikke give overskud, dividende til partnere eller udbytte til aktionærer. Alligevel omsætter den for cirka 60 millioner kroner årligt. Virksomhederne bag oprettelsen er store stærke typer i milliardklassen.

Karl Mackies personlige succeskriterium er at sænke konflikternes omkostninger og give folk flere muligheder, når konflikter skal forebygges eller løses. Det er et internationalt marked med grænseoverskridende konflikter, der nu søger mere mod forligsmægling end retssag og voldgift.

Det enkelte lands uafhængige domstole skal åbenbart ikke længere være hovedleverandør af kerneydelsen retfærdighed. Når man spørger Karl Mackie, om det er udtryk for globaliseringens svækkelse af nationalstaten, er svaret såre enkelt:

"Forligsmægling, mediationens grundlag, er altid frivillighed. Domstolene skal stadig være der, hvis parterne ønsker det. Forligsmæglingen må aldrig være påtvunget, så undergraver man selve ideen om, at det er parterne, der driver mediationsprocessen," siger Mackie. Han er helt sikker på de internationale tendenser - det buldrer derudaf, især med mange internationale kontrakter, hvor forligsmægling som princip aftales på forhånd.

"Og forligsmægling kryber også ind i de formelle systemer," siger Mackie, der peger på nye adfærdskodekser i både OECD og EU. På europæisk plan har der siden 2004 været arbejdet med et EU-direktiv, som forventes at finde sin endelige form i år. Det har været vendt i Ministerrådet en enkelt gang og har det seneste år været parkeret i Europa-Parlamentet. Nu har parlamentets juridiske udvalg taget sig sammen og i slutningen af marts sagt ja - med den endelige afstemning i april-samlingen i Strasbourg. Et af problemerne er, om man skal pege på forligsmægling i mange typer konflikter - eller kun i de grænseoverskridende. Det sidste synspunkt sejrede. Danmark er med sit retlige forbehold positiv på sidelinjen, men bliver ikke omfattet. Karl Mackie siger, at det ikke er så afgørende, hvad der kommer til at stå i direktivet, det er selve formaliseringen på europæisk plan, der vil give ny anerkendelse og løfte ideen længere ud.

Herhjemme er Justitsministeriet klar med et lovforslag i efteråret 2007 - en direkte udmøntning af regeringsgrundlaget fra 17. februar 2005 (Nye Mål, red.), hvor Venstre og Konservative enedes om at 'udvide brugen af smidige og fleksible former for konfliktløsning' og 'udbrede anvendelsen af retsmægling som konfliktløsningsmiddel til alle landets domstole'.

Fleet Street, medier og forligsmægling

Når man som journalist opsøger Karl Mackie i CEDRs hovedsæde, er det skæbnens ironi, at man befinder sig i Fleet Street. Indtil for få år siden var gaden hjemsted for stort set alle landsdækkende britiske aviser og den journaliststand, der har konflikten som det store omdrejningspunkt. Konfliktløsningsfolkene bor nu tæt på de store advokatfirmaer. Hos Stanley Ley i 23 Fleet Street kan vi for cirka 6.000 kroner købe den juridiske kappe med tilhørende paryk, der får domstolsbehandlingen på den anden side af gaden i The Royal Court of Appeal til at tage sig ekstra gammeldags ud.

I retsbygningen møder man dusinvis af journalister, der som retsreportere deler et stort kontor i selve retsbygningen - retsreportage på fuld tid. Det er ikke her, men hos Karl Mackie, vi får udsagnet om, at mæglingens succes også hænger sammen med, at folk vil undgå domstolenes medieovervågede offentlighed.

De historiske baggårde med de store advokatkontorer er en seværdighed i sig selv. I 4 Pump Court er der 51 advokater på dørskiltet, nederst ses 'The Honourable' Neil Brown og Lord Jauncey, advokater, der kalder sig arbitrators og mediators - synlige tegn på, at den britiske advokatstand mener, at mediation er advokatarbejde.

Tilbage i 70 Fleet Street siger Karl Mackie, at centrets største succes er, at man i de seneste år har uddannet over 300 mediatorer om året. "Vi er med til at skabe nye holdninger og forbedre kvaliteten, og vi ser vores rolle som lederskab - ikke som en dominerende kraft på markedet," siger Mackie. Han mener, at der stadig er en social drivkraft, selvom man uddanner folk til de største advokatkontorer. Der er filialer eller samarbejdspartnere i Holland, Frankrig, Italien og USA - og klienter i både Østeuropa, den islamiske verden, krigshærgede stater i Afrika og på Balkan. Lige nu uddanner man folk i stort set alle verdensdele, og der er store projekter i Kina, Pakistan og Afrika - Centret har selv 3.000 forligsmæglinger om året, og nogle gange leveres løsningerne på en enkelt dag.

Selvfølgelig er der konflikter så voldsomme og omfattende, at forligsmægling er udsigtsløs, men prikker man til Mackie på dette felt, svarer han, at selv 30 års forligsmægling internt i Irak er bedre end 300 års strid. Men under alle omstændigheder er antallet af lande, hvor man arbejder med mediation, signifikant.

Advokat-Amerika gav startskuddet

Den verdensomspændende bølge, mediationsboomet, har ifølge Karl Mackie en logisk og enkel forklaring: "Det startede der, hvor søgsmålene var ude af kontrol - i USA. Og så er det fortsat alle de steder, og det er næsten universelt, hvor både domstolsbehandling og voldgift i civile sager er dyr, tager tid og ofte efterlader parterne i et modsætningsforhold, som ingen af dem kan bruge til noget. I voldgiftssagerne skal man i modsætning til mediation også argumentere for, at modparten har helt uret. Det er ikke altid konstruktivt."

Mackie siger, at bølgen vil rulle voldsomt også i de kommende år fordi:

• Der vil komme mere opmærksomhed på fænomenet.
• Der vil blive skabt nye institutioner de næste år.
• Systemkonservatisme er ved at blive overvundet i mange lande.
• Konflikterne bliver mere komplicerede og grænseoverskridende, og parterne vil være de bedste til at fremdrive løsningerne - og de vil bruge mediation i  erkendelse af, at de ikke alene kan løse problemerne.

I enkelte lande arbejder man formelt eller uformelt med forligsmæglingsforsøg som en forudsætning for stævninger. Flere amerikanske delstater gør det nærmest tvunget i nogle sagstyper, og i Storbritannien beder dommerne lejlighedsvis parterne om at prøve forligsmægling, hvis man tror på, at det er bedre end domstolsprocessen.

Der er ikke noget enkelt svar på, hvorfra konfliktmæglerne skal rekrutteres. I den danske masteruddannelse har der været deltagere med meget forskellige baggrunde, og Mackie kan ikke sige, hvilken uddannelse der skaber den bedste mægler. Indføling. Overblik. Evnen til at lytte. Og der skal inddrages andet end det juridiske, så hverken dommere eller advokater er de fødte forligsmæglere. Professor, dr.jur. Vibeke Vindeløv, der leder masteruddannelsen samt undervisningen i forligsmægling på Københavns Universitet, bekræfter den internationale tendens. Den er både interessant og skræmmende, siger hun. Interessant fordi mennesker bliver sat i stand til at løse deres konflikter, de får selv indflydelse, og fordi mæglingen ikke alene drejer sig om sagernes indhold, men også om personerne og deres relationer.

Til spørgsmålet om hvad der er det skræmmende lyder svaret:

"Jamen, det er, at mæglingen kan være med eller uden etik, med eller uden en professionel baggrund. Vi er på et ubeskyttet område, hvor der er plads for både den engagerede formidler af forlig og den professionelt anstændige med en god uddannelse og en flot etik. Men der er desværre også plads for pengemaskiner, forførelse og kvaksalveri."