Da kvinderne forandrede Danmark

Da økonom Christen Sørensen for et par år siden var til 40-års studenterjubilæum på sit gamle gymnasium i Ribe, fik han en overraskelse. På den matematiske faglinje, som i hans skoletid var et klart drengefag, er pigerne nu i lige så klart to tredjedels overtal.

At kønsfordelingen på bare fire årtier har ændret sig så markant, kom bag på Christen Sørensen, men ikke tendensen. For siden han blev matematisk student tilbage i første halvdel af 1960'erne, har kvinderne gradvist ændret både vores uddannelser og vores arbejdsmarked i så markant grad, at det har haft enorme konsekvenser for det danske samfund, fastslår han.

Derfor er det også kvindernes indtog på vores uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarked, som økonomen Christen Sørensen vender sig imod som den første forklaring, når han bliver spurgt, hvorfor vi i dag har 900.000 personer på permanent overførselsindkomst - imod kun 185.000 i 1960.

For tallene snyder, forklarer han. I 1960 var der lige så mange danskere på overførselsindkomster som i dag, men dengang var overførslerne private - i form af eksempelvis gratis kost og logi hos familien - i stedet for offentlige.

Sådan var mønstret mange steder dengang og ikke mindst på landet, hvor Christen Sørensen selv voksede op i 1940'erne og 1950'erne. Her var der mange såkaldt skæve eksistenser, som levede af at hjælpe til på gårdene, men som i dag, hvor landbruget i lighed med andre erhverv er blevet mekaniseret og effektiviseret, ikke kan sælge deres arbejdskraft nogle steder og derfor er på offentlig overførselsindkomst af den ene eller anden art.

For Christen Sørensen selv lå det dengang i kortene, at han som ældste søn skulle overtage faderens gård og føre familietraditionen videre. Men da en lærer rådede familien til at sende deres søn på Ribe Katedralskole, blev en fremtid som landmand afløst af en akademisk løbebane. Christen Sørensen blev cand.polit. i 1972 og har i karrierens løb haft tunge tillidsposter som blandt andet overvismand og formand for henholdsvis Fondsbørsen og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. I fagkredse er Christen Sørensen kendt for sin direkte og skarpe stil, som i tidens løb har aftvunget respekt, men af og til også irritation, i kollegernes kreds. I dag er han professor ved Syddansk Universitet.

Kan du uddybe sammenhængen mellem kvindernes indtog på arbejdsmarkedet og de 900.000 danskere på permanent overførselsindkomst?

"I 1960 var fire ud af ti kvinder aktive på arbejdsmarkedet, i dag er tallet otte ud af ti. Det giver jo for det første en markant nettotilgang af kvalificeret arbejdskraft, som øger udbuddet og konkurrencen om jobbene. For det andet kommer kvinderne  til at mangle hjemme i forhold til en række omsorgsopgaver, som i dag varetages af det offentlige. Reelt er antallet af danskere i den arbejdsdygtige alder, der ikke selv tjener til livets opretholdelse, således nærmest uforandret fra 1960 (24,9 procent af befolkningen, red.) til 2003 (25,7 procent af befolkningen, red.). Det viser tal fra Danmarks Statistik og Finansministeriet."

Bevægelsen fra privat til offentlig forsørgelse af borgere i den erhvervsaktive alder uden job er ikke noget specifikt dansk fænomen. Hvordan ser billedet ud i andre lande?

"Tendensen er den samme i de lande, vi normalt sammenligner os med. Jeg kalder den 'afskeden med det paternalistiske samfund', og tendensen er suverænt stærkest i de nordiske velfærdsstater. Det viser OECD-tal fra 2005. Udbredelsen af offentlige overførselsindkomster er for eksempel dobbelt så høj i Danmark som i Spanien, mens vores tal for private overførsler omvendt hører til de laveste og kun udgør en femtedel af de spanske.

Samtidig ligger vi helt i top, hvad angår fuldtidsbeskæftigede. Knap otte ud af ti i den erhvervsaktive alder har fuldtidsarbejde i vores lande mod seks i Belgien, Grækenland og Italien. Så i forhold til de lande vi konkurrerer med, går det altså rigtig godt i Danmark. Og det skyldes især kvinderne. I de nordiske lande har 72 procent af kvinderne fuldtidsbeskæftigelse. I Italien og Grækenland er det kun 45 procent."

Men stadig - 900.000 danskere, en fjerdedel af arbejdsstyrken, på offentlig forsørgelse selv under en højkonjunktur. Er det tilfredsstillende?

"Nej, vel er det ej. Det er for dyrt både økonomisk og menneskeligt, og vi må finde ud af, hvordan vi kan formindske antallet. Nogle vil sige: 'Sæt satserne på de offentlige ydelser ned, og tving folk ud på arbejdsmarkedet'. Som økonom vil jeg ikke afvise, at det kan have en effekt, men som politisk menneske mener jeg, at prisen er for høj. Starthjælpen er et frisk eksempel. Den bliver af nogle fremhævet som en succes, fordi den har medført en stigning i beskæftigelsesgraden på 56 procent fra ni til 14 procent, mens andre kalder den en indførelse af reel fattigdom for de tilbageblevne 86 ud af 100 flygtninge og familiesammenførte, som ikke fandt arbejde - trods beskæring af deres sociale ydelser. Jeg mener ikke, vi kan være starthjælpen bekendt. Vi skal fokusere på uddannelse."

Men uddannelse er jo en slags forebyggelse og ikke en kur for dem, der allerede i flere år har befundet sig uden for arbejdsmarkedet.

"Det er rigtigt. Rent samfundsøkonomisk er det vigtigere at stoppe tilgangen til gruppen på overførselsindkomster end at få medlemmerne af gruppen tilbage på arbejdsmarkedet igen. For det er både meget svært og meget kostbart. Du skal være relativt godt klædt på for at få job på vores arbejdsmarked, og derfor er forebyggelse ved uddannelse og livslang læring så afgørende."

På hvilke uddannelser skal der især sættes ind?

"I velfærdsforliget fra sidste sommer er der en god målsætning om, at 95 procent af en årgang skal have en ungdomsuddannelse, og at erhvervsskolerne skal tilføres langt flere midler. Men jeg mangler stadig en forklaring på, hvorfor frafaldet på erhvervsskolerne er drønet i vejret. Ifølge Undervisningsministeriets egne tal er fuldførelsesprocenterne på erhvervsskolernes grundforløb på bare seks år faldet fra et gennemsnitligt niveau på 90 procent til 60 procent. Det er jo helt vildt! Hvad er der sket? Og hvorfor har man ikke seriøst undersøgt det?

Samtidig kan man læse om en gymnasiereform, som ikke fungerer. Hvorfor har man ikke testet den af på udvalgte skoler i stedet for at bruge hele landet som prøveklud? Man får en ubehagelig fornemmelse af, at Undervisningsministeriet i dag drives efter en ideologisk snarere end en faglig rettesnor - også på folkeskoleområdet."

Hvilke tegn ser du på, at Undervisningsministeriet drives ud fra en ideologisk snarere end en faglig rettesnor?

"Politisk konkluderede man forkert på den meget omtalte PISA-undersøgelse. Undersøgelsen viste netop, at nationale tests ikke har nogen effekt på børnenes indlæring. Alligevel blev konklusionen herhjemme, at nationale tests er vejen frem. De finske børn klarede sig bedst i undersøgelsen. Alligevel har man ikke seriøst undersøgt hvorfor. Havde man gjort det, ville man opdage, at Finland heller ikke har nationale tests i folkeskolen. Der er heller ikke nogen, der har spurgt, hvordan det kan være, at folkeskolen uden de store ændringer gennem flere årtier har opdraget de generationer af voksne danskere, som i dag trækker dansk økonomi frem til en førerposition i verden. Der er et mønster her. Enten handler man i Undervisningsministeriet, uden at vide hvad man gør, eller også dominerer overordnede politiske ideologier."

Du er også stærk tilhænger af efteruddannelse og en forbedring af arbejdsmiljøet, så færre nedslides, men er der imellem de 900.000 danskere på overførselsindkomst ikke nogen, som hellere er fri - som ikke gider arbejde?

"Det kan jeg jo ikke udelukke, men i givet fald tror jeg ikke, de er så forfærdelig mange. Danskerne har gennemgående en utrolig høj arbejdsmoral. Alle vi protestanter føler jo skyld, hvis vi ikke arbejder, og mange binder en stor del af deres identitet og selvværd op på deres arbejde. Problemet er snarere, at mange knokler for hårdt på, brænder ud og ender på førtidspension. Det gælder i de hårde fysiske håndværksfag, men også i vidensindustrien, hvor hjemmecomputeren har gjort arbejdstiden grænseløs for mange, så folk får stress og går ned. Den effektive arbejdstid er gået uafbrudt op gennem de seneste ti år. Så nej, jeg tror ikke, dovenskab er problemet. Vi skal gøre det udviklende at være på arbejdsmarkedet, så vi ikke flygter eller skubbes ud i utide."