13.4.2007
af
Eva Bøgelund
Nu også ErhvervsPhDere i det offentlige.
I dag kan private virksomheder ansætte og få lønstøtte til en såkaldt ErhvervsPhDer, som skriver sin afhandling på baggrund af forskning i et konkret emne ude i virksomheden. Ordningen, som har været en succes, har hidtil været forbeholdt private virksomheder, men nu går regeringen med til, at den udvides til kommuner, regioner og stat.
Det har DJØF presset på for i flere omgange, senest i forbindelse med regeringens kvalitetsreform.
"Det her er indtil nu rent faktisk det første konkrete tiltag i regeringens kvalitetsreform. Så jeg er glad," siger Søren Burcharth, formand for DJØFs Overenskomstforening.
I Århus Kommune er rådmand for Børn og Unge, Louise Gade (V) klar til at bruge ordningen.
"Jeg er glad for, at regeringen har ændret standpunkt. Det manglede også bare. Hvis vi skal kvalitetsudvikle, skal vi også have den oplagte mulighed med praktisk orienteret forskning, der tager udgangspunkt i virkeligheden ude i forvaltningerne."
Også i SKAT, hvor man i en årrække har samarbejdet med universiteter og handelshøjskoler, glæder direktør Ole Kjær sig over regeringens beslutning.
"Det vil blive en del af vores strategiske kompetenceudvikling, og jeg regner med, at vi meget hurtigt vil udnytte den nye mulighed," siger han.
Louise Gade påpeger, at kommunerne har et stort behov for konkret forskning i hvilke tiltag, der virker, og hvilke der ikke gør. Hun har allerede flere ideer til, hvad forskerne kan bruges til på børne- og ungeområdet.
"Vi har brug for at få afdækket, hvordan man bedst forebygger på børnesundhedsområdet. Og så er der hele integrationsindsatsen, hvor der mangler forskning i hvilke konkrete tiltag, der virker," siger hun.
"Og så kan det også være en genvej til at rekruttere nogle kloge hoveder til kommunerne i den tilspidsede kamp om højt kvalificeret medarbejderne."
I SKAT vil ErhvervsPhDerne kunne understøtte arbejdet med retssikkerhed, kvalitet og service, forklarer Ole Kjær. Også på det innovative område kan det være relevant, især i forhold til at videreudvikle SKATs digitale løsninger.
"Vi ønsker at skabe fagligt inspirerende miljøer med gode udviklingsmuligheder for medarbejderne. Så den nye mulighed for ErhvervsPhD-stillinger passer særdeles godt til vores vision om at ville være en offentlig arbejdsplads med den højeste faglighed på vores kerneområder," siger Ole Kjær.
Et ErhvervsPhD-forløb sker altid i samarbejde med et universitet, som stiller vejleder til rådighed.
På Aalborg Universitet hilser professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh den nye mulighed velkommen. Han har allerede taget fat i sin dekan, så de kan tage kontakt til nogle af de store kommuner.
"Det drejer sig om at få skabt nogle succeshistorier hurtigt," siger han.
Kommuner, regioner og stat kan gå i gang med det samme - hvis de vel at mærke selv betaler den fulde løn. De private virksomheder får i dag 12.500 kr. om måneden i lønstøtte til en ErhvervsPhDer - altså 450.000 kr. over de tre år, som et ErhvervsPhD-projekt er normeret til. Det vil den offentlige sektor også få, men først fra 2009.
Det drypper malurt i bægeret, siger Søren Burcharth. Han vil arbejde for, at pengene følger med allerede fra dette efterår, for nu drejer det sig om at komme i gang.
Louise Gade er enig.
"Det virker grotesk, at man ikke vil sætte blot nogle penge af til ordningen inden 2009. Det er en urimelig forskelsbehandling mellem den offentlige og den private sektor."
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER