JØPs behandling af enlige pensionister

27.4.2007

af

Læserbrev fra Birgit Raben

Jeg har som andre medlemmer af JØP modtaget valgoversigt til de 2 afdelinger, den oprindelige afdeling 1 og den afdeling 2. Jeg skulle jo så have mulighed for at foretage omvalg til afdeling 2. men dette kan jeg reelt ikke, uden at skulle tvinges til at TILVÆLGE ægtefællepension, som jeg aldrig har haft i afdeling 1. Begrundelsen er angiveligt, at jeg er pensionist! Det kan da ikke være meningen? JØP fratager mig og andre i samme situation reelt muligheden for omvalg. Ved at tvinge os til ægtefællepension ved valg af afdeling 2, vil vi gå voldsomt ned i egen pension. Og tro mig, det er svært nok at klare sig for een pension. Vi behøver slet ikke JØPs hjælp til at gøre det endnu vanskeligere!

I Ingeniørernes Pensionskasse har man valgt den anstændige løsning. Medlemmer, også pensionister, der i sin tid har fravalgt ægtefællepension, bliver naturligvis ikke tvunget til at skulle have ægtefællepension ved valg af den nye afdeling. Så denne gruppe har ligesom alle andre en reel mulighed for omvalg. 

Hvorfor skulle de ikke også det- og hvorfor kan JØP ikke opføre sig anstændigt overfor den gruppe af pensionister, der har fravalgt ægtefællepension i afdeling 1?

Med venlig hilsen
Birgit Raben


Svar

Kære Birgit Raben

Tak for dit indlæg vedrørende JØPs tilbud om overflytning til afdeling 2. Af hensyn til andre læsere er det nok nødvendigt at nævne, at du tilhører en mindre gruppe af kvindelige medlemmer optaget i JØP før 1972, der ikke har ægtefælledækning. Du finder det ikke rimeligt, at du ved valg af afdeling 2 som pensionist ikke har mulighed for at fravælge ægtefælledækningen.

Hertil bemærkes, at JØP har indført afdeling 2 som obligatorisk ordning for nye medlemmer optaget fra 1. juli 2005. Bestyrelsen har ønsket, at tidligere optagne medlemmer skulle tilbydes samme pensionsordning. Tilbuddet indebærer ikke, at man kan overføre særlige optagelsesvilkår fra afdeling 1 til afdeling 2. Dette og forskelle mht.  alder, civilstand mv. gør, at tilskyndelsen til at vælge afdeling 2 er forskellig fra medlem til medlem. Bestyrelsen har imidlertid lagt vægt på, at give samme tilbud til alle medlemmer ud fra et ligebehandlingsprincip. Men det står dig altså frit for, om du vil benytte dig af det.

Venlig hilsen
Torben Visholm
direktør i JØP

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet