13.4.2007
af
Rune Heiberg Hansen
Når kolleger spørger mig, hvorfor de skal være medlem af DJØF, følger en pinlig pause. Først efter lidt tøven kommer svarene, der primært handler om at forsikre sig, hvis det nu skulle gå galt.
Nogle melder sig ind på baggrund af det argument, andre fortsætter bare deres medlemskab og atter andre finder andet end et DJØF-medlemskab at bruge penge på. Fælles for alle er, at de som jeg har svært ved at se det egentlige formål med medlemskabet, og efter at have deltaget i en generalforsamling i DJØF Privats regionsforening i hovedstaden i februar står det fortsat uklart.
For omkring to år siden tog vi på min arbejdsplads initiativ til at oprette en fællesklub. Arbejdspladsen har omkring 35 ansatte, og DJØF-gruppen er den største. Den konkrete anledning til den fælles klub var en opdatering af husaftalen, som er vores alternativ til en overenskomst. Det var ikke tvang, vane eller idealer, der drev eller driver værket. Fællesklubben tjente og tjener et konkret formål for medarbejderne. Ledelsen fandt det også relevant med organisering, så der var og er fuld opbakning. Jeg blev valgt til formand og dermed også til at være fællestillidsmand og har været det siden.
Siden foråret 2005 har fællesklubben lavet samarbejdsaftaler med ledelsen. Husaftalen er fornyet, så alle blandt andet er dækket af store dele af AC's overenskomst med staten. Der er oprettet et samarbejdsudvalg, og vi har knæsat medarbejderinvolvering ved nyansættelser, herunder for chefstillinger. Der har været personalesager, og i øjeblikket forhandler vi personalepolitik og lønpolitik. I alt har vi bevæget os langt. Men DJØF har været tavs hele vejen igennem.
I dagligdagen som tillidsmand kunne jeg lige så godt være medlem af enhver anden faglig organisation. Faktisk er det svært at se, hvor fagforeningen DJØF overhovedet spiller en rolle. Jeg fik dog lidt sparring, da vi oprettede fællesklubben, og jeg har fået lov til at deltage på et par kurser, hvilket først kom i stand efter en del polemik, da kurserne er i Overenskomstforeningens regi. DJØF har nemlig ingen tilbud til privatansatte tillidsmænd. Kurserne er derfor også kun tilnærmelsesvist relevante. Pointen er, at relationen til DJØF kun går en vej, og at der intet gøres for at styrke mit daglige arbejde som tillidsmand. På intet tidspunkt, ud over en invitation til en tur i Tivoli, har DJØF henvendt sig til mig. Og på intet tidspunkt har mine kolleger set, at DJØF gør en forskel i deres dagligdag.
Generelt er jeg glad og tilfreds. Sammen med bestyrelsen i fællesklubben og ledelsen når vi gode resultater. Derfor er det også så meget mere deprimerende at deltage i generalforsamlingen i region Hovedstaden. Alle i bestyrelsen gør det godt, men når succeskriteriet er afholdelsen af nogle arrangementer og udarbejdelsen af en brandingstrategi, er begejstringen til at overse. For tilbud om foredrag har jeg og mine kolleger nok af. Og når det gælder branding, så ved vi godt, hvad og hvem vi er.
Hvor er arbejdet for, at mine kolleger og jeg får en bedre hverdag? Hvor er de redskaber, DJØF kan tilbyde mig og min arbejdsplads, så vi i fællesskab kan udvikle organisationen? Hvor er den helt basale interesse for, at det er i de yderste led - på gulvet - DJØF skal gøre en forskel?
DJØF er i den heldige situation, at der er medlemsfremgang. Det er dog en rimelig ligegyldig udvikling, hvis fremgangen alene giver flere adgang til en faglig forsikring, et medlemsblad og sparring omkring personlig kompetenceudvikling. For imens er det i dagligdagen, vi menige djøfere, oftest sammen med ledelsen, arbejder for en mere spændende dagligdag og dermed også for bedre arbejdsvilkår. Her kunne DJØF være en stærk medspiller og gøre en forskel.
Mest ærgerligt er det, at jeg ved, DJØF kan. Der sidder mange dygtige DJØF-tillidsmænd i det offentlige Danmark, der støttet af DJØF arbejder hårdt for at skabe både bedre vilkår og organisationsforandring. Særligt hele kommunalreformen har vist, at der er noget at komme efter hos DJØF, når det gælder. Derfor undrer det mig også, at dette engagement ikke udfoldes fra DJØF over for os privatansatte eller de ansatte i for eksempel staten, der ikke er berørt af reformen. Vi lever også med konstante forandringer.
Så når jeg svarer på spørgsmålet om, hvor DJØF gør en forskel i hverdagen, så ved jeg godt, hvad jeg gerne ville svare i stedet for.
Ledige stillinger