Tvungen ligebehandling avler mistro

Prøver man med alle midler at tvinge sine ansatte til at behandle alle fuldstændig lige, er chancerne for, at de reagerer med mistro og mistillid stor. Sådan lyder beskeden fra byen Leicester i England, hvor man har flere årtiers erfaring med ligebehandling.

God vilje var der ellers rigeligt af for over 25 år siden i Leicesters nye Labour-ledede byråd. I mødet med et indvandringsboom gjorde de ligebehandling til kommunens officielle politik, og der blev gået ambitiøst til værks:

"Vi ville sikre os, at alt, hvad vi gjorde, blev sat så meget i system, at lederne ikke kunne udøve nogen form for skjult diskriminering - hverken bevidst eller ubevidst," husker personalechef i Leicester City Council Mike Powell, der med 27 år i kommunen har været med hele vejen:

"For eksempel kunne man forvente, at andre skulle tjekke den liste, man lavede over folk, der skulle til samtale," fortæller han.

Integrationen kammede over

Udover kontrollen kom medarbejdere også på kurser i at undgå forskelsbehandling og de nye medborgeres kultur:

"Nogle gange blev de opfattet som rene hjernevaskkurser, hvor skeptikere oplevede, at de fik at vide, hvordan de skulle tænke og opføre sig," husker Mike Powell.

Men med tiden viste det sig, at den systematiserede velvilje fik en uforudset, negativ sideeffekt:

"Sørgeligt nok bragte det også en masse mistænkelighed og endda had med sig," siger Mike Powell.

Den systematiske mistro til alle avlede nemlig både mistillid mellem medarbejderne og modvilje mod personaleafdelingen.

På et tidspunkt blev det også for meget for Leicesters byråd. De fik opsat skilte i immigrations-kontorerne om, at nytilkomne ikke skulle komme til Leicester. Men de virkede nærmest modsat, og ved den sidste befolkningsopgørelse udgjorde kategorien 'hvid britisk' 60,5 procent, og byen forventes at blive den første by i England, hvor denne gruppe bliver mindre end halvdelen af befolkningen, oplyser adjunkt ved University of Leicester Tracy Simmons. Men nu er det blevet noget, Leicester brander sig på, ligesom byen har undgået de raceuroligheder, der er set i andre engelske byer.

Ansættelsen er nøglen

Udviklingen har øget vigtigheden af Mike Powell og kollegaernes fokus på, hvordan de sikrer sig, at medarbejdere afspejler byens befolkning, og kommunen har også med tiden taget ligebehandling i forhold til både alder, køn, seksualitet og handicappede til sig.

I dag er hjernevaskeriet droppet. Man satser nu på, at ligebehandlingen skal ske i ansættelsen, og man holder sig selv i ørerne med statistik. For eksempel ansætter man udelukkende via skemaer, hvor for eksempel alder og eventuelt handicap skrives på et separat ark, så kommunen kan se, om den tiltrækker nok ansøgninger fra alle grupper. Men arket rives af, inden ansøgningen ryger videre i systemet. Derudover måler man også, om en repræsentativ del af minoritetsgrupperne er blandt de bedst lønnede i kommunen og sørger for, at der ved hver jobsamtale er en ansat fra en minoritet tilstede:

"Så der ikke pludselig sidder en sort kvinde over for tre hvide mænd," argumenterer Mike Powell. De tre hvide mænd vil nemlig have en tendens til at ansætte en kopi af dem selv, mener man.

Men det vigtigste, Mike Powell har erfaret om ligebehandling, er, at ånden omkring det ikke må være skabt af mistro. Den skal være positiv:

"Min besked er, at alle, der gerne vil bringe en ny politik om ligebehandling på banen, skal gøre det med begejstring og sige: 'Vi gør noget godt - og det kan vi være stolte af'."