Ophavsretten er forældet og tager kvælertag på vores frie kulturliv. Den skal derfor skrottes og genopfindes med det oprindelige formål: At fremme kunst, der ellers ikke ville blive skabt. Det mener juraprofessor Lawrence Lessig, Stanford University
Copyright - eller på dansk ophavsretten - er blevet en kæmpe klods om benet på vores kulturliv. Frem for kun at stimulere kunsten, hæmmer den forældede lov også samfundets kreative udfoldelse.
Derfor bør de gamle regler, der kom med udbredelsen af fortidens trykpresse, skiftes ud og erstattes af paragraffer, som udelukkende fokuserer på at få skabt kunstværker og kulturprodukter, som ellers ikke ville komme til verden. Det mener den amerikanske Stanford-professor Lawrence Lessig, som derfor har valgt at blive international juraaktivist i kampen for både menigmands og kunstneres frihed til at udtrykke sig kreativt.
Det er allerede for sent
Men skaden er sket. Moderne mennesker kan ikke længere kommunikere med hinanden så sjovt, fængslende og relevant, som de gerne vil - uden at begå kriminalitet. Det er ophavsrettens skyld, forklarer Lawrence Lessig og kommer med følgende eksempel:
En vens bror er kirurg og udstationeret som soldat i Irak. Hver dag offentliggør han en lille film på sin hjemmeside, der viser ham selv og hans omgivelser - blandet med klip fra andre film som Star Wars tilsat lidt popmusik.
"Alt det her gør han for at kommunikere med sine børn - for at få dem til at forstå hvad han laver, og hvorfor deres far er i Irak. Nogle gange klæder han sig endda ud som Star Wars-figurer og optræder i operationsstuen," fortæller Lawrence Lessig, der ofte synes klippe-klistre-filmene er "herlige".
"Men en advokat ser det her og tænker: 'Jamen sikke dog - der er jo både kompositions-, optagelses-, udførsels-, synkroniserings- og varemærkerettigheder i spil. Det er nok arbejde til fem advokater i fem måneder - lad os da komme i gang!" siger Lessig.
Situationen har to løsninger: Enten at sige til den kreative far, at han skal stoppe sine forbryderiske aktiviteter øjeblikkeligt - eller at ændre loven, så det bliver nemt for computervante folk som ham at udtrykke sig frit og samtidigt være lovlydige borgere.
Lessigs mission er det sidste - at ændre loven:
"Jeg arbejder for en verden, hvor det er klart skåret ud, hvilke områder der er reguleret af ophavsret, og hvilke områder der er fri for ophavsret. I store dele af samfundslivet burde vi være fri for den," siger han - modsat nu, hvor ophavsretten i store dele af verden per automatik gælder, selv når det bare drejer sig om, at man har tegnet en krusedulle på en serviet.
Trykpressens skyld
Behovet for en reformation af ophavsretten nærmer sig et akut niveau. Årsagen til det er ifølge Lessig de seneste ti års store teknologiske skift. Ophavsretten kom nemlig til verden i 1700-tallets Europa, hvor den regulerede produkter, der kun kunne fremstilles i en trykpresse. Det var en dyr maskine, ejet af folk med mange penge, og som brugte den til at tjene flere:
"Dengang var det relativt svært at kopiere. Gjorde man det alligevel, var det typisk for at tjene penge på det. Derfor gav systemet mening," siger Lawrence Lessig.
Det gør det ikke i en tid, hvor alle hele tiden laver kopier, fordi hvert åndedrag på internettet i praksis genererer en kopiering af en fil. Ophavsretten har dermed med tiden bevæget sig fra kun at regulere et bestemt erhverv til nu at invadere hver en krog af moderne menneskers liv, mener Lessig.
Mere er ikke altid bedre
Det synspunkt afhænger af, hvilken præmis der ligger til grund for svaret på, hvorfor vi i det hele taget har en ophavsret. Der findes nemlig ret forskellige måder at opfatte lovens formål på. Nogle mener for eksempel, at det har økonomisk værdi, hver gang et stykke musik, en film eller et billede bliver brugt, og målet er at sørge for, at den værdi bliver overført til ejeren af ophavsrettighederne.
"Det er én måde at forstå det på," siger Lawrence Lessig med henvisning til den seneste tids debat i Storbritannien, hvor pladeindustrien og koryfæer som Cliff Richard og Paul McCartney prøver at udvide den periode, ophavsretten gælder, fra det generelle europæiske niveau på 50 år til 95 år som i USA.
"Så er det, jeg siger: 'Prøv at hør her Paul: Vi - samfundet - har holdt vores del af aftalen. Du producerede noget musik, og vi gav dig 50 års ophavsret. Men nu vil du have 45 år mere - hvad retfærdiggør det?'" spørger Lessig og imiterer selv et tænkt McCartney-svar:
"Jo, det er fordi, det er min kreativitet, og jeg producerede alt det her, der har værdi - så den vil jeg fortsat have."
Men det argument er dybt godnat, mener Lawrence Lessig:
"Den tankegang siger: 'Mere er altid bedre'. Så hvis ophavsretsperioden er 75 år, er 95 år bedre - og 150 år ville være bedre endnu," siger han og underbygger sit argument med, at den respekterede økonom og nobelprismodtager Milton Friedman i sin tid kaldte den tilsvarende udvidelse i USA 'hjerneløs'.
Men ikke desto mindre er det netop den tankegang, der ifølge Lessig de sidste mange år har fået lov til at styre udviklingen af ophavsretten, der konstant er blevet udvidet. Fra kun at gælde fuldstændigt identiske kopier af for eksempel bøger og kort - til i dag at gælde stort set alle slags kopier og forarbejdninger af film, musik, billeder med videre.
Tankegangen har i dag ført til, at det at lave ophavsretsregler efter en gammeldags økonomisk nytteanalyse af, hvad der ville skabe mest glæde for samfundet, ville udløse en radikal liberalisering af både bredden og længden af ophavsretten, mener Lawrence Lessig.
Ifølge ham burde vi i stedet lave en helt ny ophavsret med det ene fokus at skabe en økonomisk gulerod for folk, der laver kulturprodukter. Ideen henter han i den amerikanske forfatning, der, ulig den danske grundlov, giver klare retningslinjer for, hvornår politikerne må bevillige ophavsret, hvor kun to formål tæller - at fremme videnskab og kunst:
"Målet skal være, hvad det altid har været: At skabe incitamenter, hvor de ellers ikke findes, så der fortsat bliver skabt storslåede og vigtige værker," siger han. Ikke andet.
Resultatet af den tankegang er at skrotte systemet, der bare regulerer kopier, og erstatte det med et system, der kun regulerer, når nogen direkte udnytter kopieringen kommercielt. Så vil man bevare kunsternes muligheder for at tjene penge på udgivelsen af deres værker, men samtidigt have givet kulturen fri på to afgørende måder. For det første ville kirurgen i Irak ikke længere være kriminel, og kulturlivet ville blomstre, fordi professionelle kunstnere frit ville kunne arbejde videre på kollegaers arbejde.
Videredigtning forbudt!
Men vi er i dag længere fra det ideal end nogensinde før, mener Lessig, og det skyldes især, at det er lykkedes underholdnings-industrien at fremme 'mere er bedre'-love. De gør det i praksis umuligt for menigmand frit at underholde, fortolke og debattere på den måde, der fundamentalt er mennesket mest nærliggende: At fortælle videre på de historier, som alle kender.
For store underholdningsproducenter som Disney svarer det reelt til, at de nægter andre muligheden for det, de selv har vokset sig fede på. Koncernen har nemlig bygget sin succes op på at genfortælle andres historier - mere eller mindre præcist.
Snehvide, Pinocchio, Dumbo, Bambi, Askepot, Alice i Eventyrland, Robin Hood, Peter Pan, Lady og Vagabonden, Mulan, Tornerose, 101 Dalmatinere og Junglebogen er bare nogle af eksemplerne på historier, som Disney har lavet ud fra eventyr af brødrene Grimm eller andre. Til stor glæde for både Disney og utallige filmseere.
Men ingen må i dag gøre mod Disney, hvad de selv har udsat brødrene Grimm for. For eksempel var den tidlige Mickey Mouse også meget kraftigt inspireret af en anden samtidig figur. Men i dag kæmper Disney-koncernen, alt hvad den kan, for ikke at miste den fuldstændige kontrol over musen. Det ser ifølge Lessig ud til at lykkes. Endnu har ingen af ophavsrettens mange forlængelser i USA undladt at komme musens overgang til fri brugsret i forkøbet.
Europa ingen undtagelse
Lawrence Lessig er udmærket klar over, at der er forskel på amerikansk og europæisk ophavsret - både i praksis og tradition. Men alligevel er et kritisk blik på ophavsretten i Europa lige så relevant som i USA. Han nævner for eksempel, at mange europæiske landes KODA-lignende organisationer sætter rigide grænser for musikeres frihed til at vælge, hvordan de vil tjene deres penge. Men at lave en diskussion til et spørgsmål om Europa eller USA er også at overse hovedbudskabet i hans arbejde:
"Pointen er jo, at ingen af de regimer forsøger at skelne mellem kommercielle kulturprodukter og resten af vores liv," lyder hans hovedanke:
"I praksis er ophavsretten jo eksploderet ud over det hele."
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER