Selvtægt fra højre og venstre

Der går en historie om en kvinde i Kartoffelrækkerne i København, som var så grænseløst irriteret over den skarpe gadebelysning uden for sit soveværelsesvindue, at hun konsekvent skød pæren ud med et luftgevær, indtil kommunen fattede, at hun mente det alvorligt og slukkede for lampen.

Historien fører sjældent til vilde diskussioner om ulovlig selvtægt. Tværtimod synes forbløffende mange, at kvindens handlekraft er morsom, og at kommunen bare kunne have lyttet til hende og få ordnet belysningen noget før, men selvfølgelig er det ulovlig selvtægt, erkender de, og kvinden burde principielt anmeldes, selvom handlingen er harmløs.

Meget få danskere tager loven i egne hænder. I løbet af de seneste ti år er antallet af anmeldte sager og afgørelser om ulovlig selvtægt næsten ikke til at få øje på. Tre eller fire tilfælde i nogle år, andre år slet ingen, hvilket må være et soleklart udtryk for, at folk har stor respekt for dette bærende princip i samfundet. Alligevel støtter forholdsvis mange den kollektive selvtægt i Ungdomshuset på Jagtvej og på Christiania, og hele 34 procent synes ifølge analyseinstituttet Catinét, at det er okay, at en københavnsk urmager skød og sårede to udenlandske røvere med et ulovligt våben. Netop den slags sager deler folk i to lejre: Venstrefløjen forsvarer de autonome og den ulovlige selvtægt på Christiania, mens borgerlige forsvarer ejendomsretten og den enkeltes ret til at forsvare sig.

"Det er tale om politisk motiveret principløshed, og det forekommer på begge fløje. Folk løber fra deres principper og bøjer reglerne, når det er til deres egen fordel, men lige så snart det er nogen, man ikke kan lide, skal man pludselig rette sig efter reglerne," siger debattøren Michael Sandfort, der er cand.merc. og medlem af Trykkefrihedsselskabet. Han mener ikke, at man under nogle omstændigheder må ty til ulovlig selvtægt. "Det er dybt selvmodsigende at hævde, at loven skal følges, bare ikke i ens eget tilfælde. Så enkelt er det."

All-round forargelse

Reaktionen på sagen om urmageren ryster jurister og politikere, der absolut ikke havde ventet, at så mange ville udråbe manden til helt. Sådan var det også i en lignende sag i Storbritannien, da landmanden Tony Martin i 1999 skød og dræbte en indbrudstyv med skud i ryggen. Her blev det helt tydeligt, at spørgsmålet om ulovlig selvtægt kan dele et land midt over: Venstrefløjen kaldte Martin for en skydegal idiot, som med vilje dræbte en flygtende ung mand, højrefløjen lagde vægt på, at landmanden flere gange før var blevet udsat for røveri og indbrud.

I Danmark er der en særlig form for ulovlig selvtægt, som folk uanset politisk observans har ondt af: ulovlige byggerier. Sagen om en ulovligt opført pragtvilla i Søllerød er et eksempel, også ejendomsmæglerparret Hanne Nørrisgaard og Peter Norvig har mærket all-round forargelsen over deres ulovlige terrasse med udsigt over Bagsværd Sø. Sagen om det ulovlige byggeri af et Bilka-supermarked i Horsens har også forenet venstre- og højreorienterede mod kommunen og amtet, men den fælles holdning til ulovlig selvtægt ophører på sekundet, når det drejer sig om Ungdomshuset og Christiania og retten til at forsvare sig med våben.     

"Folk opdeler lovene i retfærdige og uretfærdige love alt efter deres politiske observans. Ud fra en højreorienteret eller frihedselskende tankegang vil det for eksempel være i orden at overtræde skattereglerne, fordi de opleves som uretfærdige og som et indgreb i ejendomsretten. Den slags lovbrud opleves som moralsk legitime, fordi de måske kan bidrage til at ændre den uretfærdige retstilstand," siger Søren Flinch Midtgaard, der er lektor på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og beskæftiger sig med etiske og moralske begrundelsesformer.

"Venstrefløjsfolk bruger nøjagtig samme skabelon, når de legitimerer civil ulydighed ved at pege på ulighederne i samfundet - for eksempel det urimelige i, at nogle boliger står tomme, og at det derfor er i orden, at de unge tager loven i egen hånd og bruger bygningerne til et godt formål. Det åbenlyse problem ved at legitimere sine handlinger på den måde er, at det frister den enkelte til at tolke love ud fra en personlig opfattelse af retfærdighed. Det fører jo til anarki."        

Selvmodsigende holdninger

At acceptere ulovlig selvtægt er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man har mistet troen på retssystemet, viser en undersøgelse offentliggjort i det seneste nummer af det hollandske Tiijdschrift voor Criminologie. Holdningen til selvtægt afhænger af situationen, det vil sige, hvor alvorlig den er, og om den rent faktisk har været planlagt. 

"Der er forskellige grader af støtte, og der er også forskel på, om man på den ene side føler sympati med selvtægtsudøveren, eller om man på den anden side accepterer hans handling. Man kan sagtens føle sympati med den, der udøver selvtægt og alligevel mene, at han skal straffes," siger Nicole Haas, ph.d.-stipendiat ved Leiden Universitet i Holland som forklaring på, hvordan folk kan rumme umiddelbart selvmodsigende holdninger.

Ud fra en demokratisk standard og en rimelighedsstandard kan man ikke bryde loven, bare fordi man synes, den er uretfærdig, men nogle gør det alligevel med god samvittighed og tilsyneladende uden at føle sig tynget af holdningsmæssig inkonsistens. 

"Nogle love kan opleves så åbenlyst uretfærdige ud fra andre standarder, som alle i et givent samfund på en eller anden måde kan siges at dele. Ved at bryde dem gør man opmærksom på uretfærdigheden og appellerer til denne fælles retfærdighedssans. Nogle gør det åbenlyst og viser dermed, at de også er villige til at tage straffen. Det er udtryk for, at man trods alt bakker op om lov og ret, og en måde, nogle bringer konsistens i den selvmodsigelse, det er at begå ulovlig selvtægt," siger Søren Flinch Midtgaard.