Den velmenende danske diskrimination

'Jeg er veluddannet og sætter værdier som lighed, fællesskab og frisind højt - jeg kunne da aldrig drømme om at diskriminere'. Sådan kan det meget vel lyde inde i hovedet på en gennemsnitsdansker. Men dette systematiske selvbedrag er netop problemet i forhold til at skabe lige muligheder for alle, vurderer eksperter. Problemet opstår, fordi denne selvopfattelse gør velmenende gennemsnitsdanskere blinde for, at det ofte er dem selv, der forskelsbehandler andre.

"Det er helt åbenbart, at der findes en tavs diskrimination i danske virksomheder. De fleste vil være overraskede over den, fordi den gennemføres af mennesker, der ser sig selv som både tolerante og veluddannede. Netop derfor tror de, at de har overblikket til at undgå diskrimination. Men det har de ikke," siger professor i organisation og ledelse ved Handelshøjskolen i Århus Steen Hildebrandt.

Generelt findes der relativt lidt viden om diskrimination i Danmark, hvilket blandt andet skyldes, at det er ulovligt at kategorisere folk efter for eksempel race eller handicap. Men Steen Hildebrandt har både sat sig ind i forskningen på området og også selv, via interviews, fundet ud af, at diskriminationen findes, for eksempel når det gælder alder, handicap, køn og seksualitet.

Diskrimination findes - dokumentationen halter

Lignende resultater har lektor på Roskilde Universitetscenter Iben Jensen fundet frem til. Hun har siddet med som forskningsobservatør ved jobsamtaler, hvor målet var at finde ud af, om der var forskel på behandlingen af ansøgere med en etnisk minoritetsbaggrund og andre. Hun genkender problemet med den ubevidste - ofte velmenende og oprigtigt nysgerrige - forskelsbehandling:

"Jeg har set eksempler på, at folk for eksempel spørger: 'Er du så glad for at bo i Danmark?'," siger hun og fortæller om den utilsigtede konsekvens - at intervieweren ofte slet ikke er klar over, at de bruger ansøgerens tid på at snakke kultur i stedet for faglighed:

"Når ansøgeren går, konkluderer de: 'Aj, hun var da ikke specielt fagligt dygtig'," siger Iben Jensen. 

For selvom intervieweren ofte har de bedste intentioner, kommer vedkommende alligevel i sin forsøgte imødekommenhed til at glemme at fokusere på ansøgerens faglige kvalifikationer.

Dansk lighedsideal er problemet

Den typiske danske holdning til spørgsmål om diskrimination er: 'Det går nok af sig selv', fordi vi mener, vi har en høj grad af frisind, forklarer sociologiprofessor på Københavns Universitet Peter Gundelach, der har forsket i danskernes selvbillede.  

"Skal man nævne nogle emner, danskerne mener karakteriserer dem, så er det frisind samt en høj grad af lighed og fællesskab," siger han.

Derfor vil en kridhvid, uhandicappet, heteroseksuel pæredansker, der arbejder et sted udelukkende med næsten identiske kollegaer, have en tendens til at mene, at personalesammensætningen er et udslag af ren tilfældighed, og i hvert fald ikke et resultat af forskelsbehandling.

Iben Jensen summerer sit kendskab til undersøgelser af emnet og hendes bud på, hvorfor danske arbejdspladser har denne ubevidste tendens til at se ganske ens ud:

"Danskerne går meget ind for lighed. Men deri ligger også, at man skal være ens på alle områder. Interviewere bliver simpelthen usikre, hvis ansøgere er for forskellige fra danske normer eller forskellige på en anden uønsket måde."

Selvom arbejdsmarkedet for tiden skriger på arbejdskraft, og efterspørgslen tager toppen af diskriminationen, er diskussionen, som EU prøver at skabe i 2007 om lige muligheder for alle, relevant, vurderer Steen Hildebrandt:

"Der er i høj grad brug for den. For så snart vi kommer ind i en lavkonjunktur, vil de gamle holdninger leve endnu, og man vil fyre løs af dem, der er lidt skæve. Det er der ingen tvivl om."