Suspekt at være ledig og glad

Medierne beretter om historisk få ledige akademikere, og også antallet af ledige djøfere er faldet markant de senere år. Der er imidlertid stadig over 1.000 djøfere uden arbejde, og den gunstige situation gør det ikke ubetinget lettere at være ledig, fortæller en af dem, Lillian Bonde fra Odense.  

"Folk spørger, hvorfor jeg ikke søger alle de stillinger, der ikke kan blive besat. Men de findes ikke i min virkelighed. Konsulenterne har også svært ved at se dem," fortæller Lillian Bonde. Den 56-årige jurist er frustreret. Ikke kun over at være ledig, men også fordi hun ofte har svært ved at genkende sin egen verden i det billede af ledighed, hun møder i sine omgivelser og i de toneangivende medier.

Lillian Bonde har været arbejdsløs, siden hendes stilling som fuldmægtig i et amt blev nedlagt for tre år siden. I den periode har hun været i kommunal jobtræning et år, været ansat i et par tidsbegrænsede stillinger og ellers mest været beskæftiget med at jagte et job. Hver måned ryger der fem-ti ansøgninger af sted fra juristens hånd ud over landet. "Jeg er vant til at have lang transport til og fra arbejde og har søgt en del i København og også i Nord- og Sønderjylland," oplyser hun.

Stillingsmæssigt fokuserer hun på det område, hvor hun har erfaring fra, det vil sige det offentlige, og på stillinger som fuldmægtig, projektleder eller -medarbejder. For det meste er det AC-jobs, hun lægger billet ind på, men hun har også søgt inden for HK-området.

Endnu uden held, og det har heller ikke bragt Lillian Bonde videre at spørge ind til afslagene. "De bruger som regel standardbegrundelser, som: 'Vi valgte en anden, som vi synes alt i alt var bedre'," siger hun. Selv er hun ret overbevist om, at hendes alder er et problem. "En ledig 56-årig kvinde. Hvis de har andre muligheder, så tager de jo dem," mener hun.

Selvom Lillian Bonde fortsat bruger meget tid på at søge ledige stillinger, har hun mere tiltro til, at vejen til et job går gennem nogle, der kender hende. Derfor søger hun målrettet gennem sit netværk og beder eksempelvis gamle kolleger give hende et hint, hvis de skulle få nys om noget ledigt.

Angsten for at slippe sit fag

Som 56-årig er Lillian Bonde sikret en ny dagpengeperiode, hvis hun ikke får et arbejde, inden den nuværende periode løber ud, mens hun skal gå på efterløn, når hun fylder 60. Det er en stor lettelse for hende at slippe udenom bistandshjælpen, men hun håber ikke, at hun har haft sit sidste job. "Jeg er ikke parat til at sige: 'Nå, men det var det'. Jeg føler, at der er mere i mig, end at jeg skal sidde derhjemme og være tilfreds med det," siger hun. 

For at få større chancer på arbejdsmarkedet har den fynske jurist flirtet med tanken om at blive håndværker. "Jeg er jo ikke født under en stjerne, der sagde, at jeg skulle være AC'er, og jeg har det godt med håndens arbejde også. Men jeg har fornemmet, at det er for sent at få en uddannelse," forklarer hun. "Og jeg ville ikke have det godt som uuddannet medhjælper. Gennem et langt liv som djøfer har jeg ikke været vant til at passe andre end chefer op, og jeg har altid haft en eller anden form for ansvarsområde," fortsætter hun.

Så siger det Lillian Bonde mere at blive postbud eller gå med aviser, fordi det er et ret selvstændigt arbejde. Men hun tøver alligevel. Lønnen har noget at sige, men især hendes erfaring af, at djøfere, der har taget springet, har meget svært ved at komme tilbage. "Jeg er angst for at slippe mit fag. Ikke fordi jeg synes, at det er det eneste rigtige i livet at være djøfer, men det er nu engang det, jeg er blevet. Og på den måde er det en del af min identitet, som jeg har svært ved at skippe," ræsonnerer juristen.

Det spiller også ind, at hun mærker rygvinden fra konjunkturerne: "Det er opløftende, at der sker så meget på arbejdsmarkedet, som der gør lige nu, med meget rotation inden for især den kommunale sektor, og på et tidspunkt så kommer der et hul til mig," forudser hun.

Suspekt at være glad

Det er imidlertid ikke noget, hun kommer sovende til. Efter Lillian Bondes erfaring kræver det både struktur og rygrad at tackle en dagligdag som ledig. Dels fordi der hele tiden er noget, hun kan gøre - skrive en ansøgning, surfe på nettet, tage kontakt til nogen - og på den måde må hun kæmpe med at kunne holde fri med god samvittighed. Men nok så meget fordi hun oplever, at samfundet har den sandhed, at der er mange ledige, der synes, det er rigtig sjovt at være uden job. For nylig så hun sammen med nogle andre arbejdssøgende et tv-indslag fra en jobbørs i København. "Journalisten fortalte begejstret, at der var stor tilstrømning. Vi kiggede på hinanden og sagde: 'Ja selvfølgelig, hvordan kan han tro andet'," mindes hun og tilføjer: "Ledige, i hvert fald dem jeg kender, søger de ledige jobs, de kan komme efter."

Lillian Bonde oplever, at hun ikke må have det godt som ledig. "Jeg har det da heller ikke godt i den forstand, at jeg gerne vil have et job. Men mit liv er da godt. Jeg har en god familie, og jeg ved udmærket, at jeg selv har et ansvar for, at mit liv bliver godt. Så jeg arbejder hver dag på at opretholde min selvrespekt og min livsglæde. For hvis det forsvinder, så er mit liv ødelagt," forklarer hun. Derfor sørger hun for hver dag at gøre noget, hun har lyst til, og hele tiden huske på, hvad hun har at være glad for, for eksempel at hendes børn er raske og trives. Hun husker at få dyrket motion, så hun også fysisk har det godt, og i det hele taget at forsøge at få det bedste ud af de muligheder, hun har.

I dag er det ikke at gå på arbejde. Men til gengæld kan hun prioritere sin tid og for eksempel cykle en tur, hvis solen pludselig kigger frem midt på en grå januardag. "Men her er det, at jeg som ledig skal passe meget på. For samfundets normer går i nogle tilfælde ind og siger: 'Jamen er hun så glad for at cykle, ønsker hun så i virkeligheden arbejde'. Så er det jeg skal passe på ikke at blive skinger i stemmen. Det er virkelig et frustrationsområde," siger hun.

Efter Lillian Bondes mening er det allermest udfordrende ved at være uden job at tackle dette dilemma, ikke mindst fordi hun er overbevist om, at det er alfa og omega at have selvrespekt og besidde livsglæde for at virke attraktiv i en ansættelsessamtale.

Uhensigtsmæssige bånd

Den 56-årige jurist ser lidt af den samme dobbelthed i ledighedssystemet, især når det gælder dagpengereglerne. "De mange restriktioner signalerer, at det faktisk er det bedste, at man sidder i en stol derhjemme, for så undgår man bøvl med dagpengesystemet. Men når jeg skal søge job, så skal jeg være så aktiv. De to roller kan man ikke spille på samme tid," pointerer Lillian Bonde. Hun mener ikke, at man skal åbne en ladeport for misbrug af systemet, men at de nuværende bånd ikke er hensigtsmæssige. For eksempel tager hun færre initiativer, når hun skal spørge om lov hver gang.

AF havde ikke den store stjerne hos Lillian Bonde, og hun er tilfreds med i dag at være tilknyttet en konsulent i LVU, som er mere målrettet mod akademikere.

"Hvis jeg har et spørgsmål, ringer jeg til ham, og han er udmærket til at give respons," siger hun og tilføjer: "Men han kan jo heller ikke stampe et job op af jorden, og der er nok stadigvæk for mange om budet til, at jeg med min alder er interessant."

Lave ledighedstal pynter på langtidsledigheden

Det går kun i den rigtige retning med ledigheden. I løbet af et år er ledigheden blandt djøferne faldet fra 1.608 til 1.241 svarende til 23 procent. Men der er stadig et stykke vej ned til den rekordlave ledighed på omkring 900 i 2001.

De faldende ledighedstal har også haft indflydelse på puklen af langtidsledige, der ellers en overgang var stigende, selvom ledigheden blandt djøferne generelt faldt. For et års tid siden var der 665 djøfere, der havde været ledige i mindst et år. Det tal er nu nede på 441, og over halvdelen af dem er over 40 år.

Men selvom der er barberet af puklen af langtidsledige, har andelen af djøfere, der har været ledige i mere end tre år, kun fået et lillebitte nøk nedad fra 112 til 105.