23.2.2007
af
Lars Lønstrup
Forskerinterview: Økonomen Per Kongshøj Madsen fortæller historien om den unikke danske samfundsmodel, flexicurity, der blev OECDs kæledægge og feteret af udenlandske delegationer fra nær og fjern.
Det er en forunderlig historie," siger Per Kongshøj Madsen. Og det er ingen overdrivelse. Det er eventyret om, hvordan det lille land Danmark blev fremhævet som modelland af OECD, fik besøg af delegationer fra nær og fjern og inspirerede andre EU-lande til forsøg på at kopiere den danske samfundsmodel under overskriften flexicurity.
Det er også historien om, hvor galt det gik, da Frankrig i foråret 2006 prøvede at overføre den danske flexicurity-model direkte til landets egne forhold, og så er det historien om OECD, som nu er begyndt at udstede forbehold over for anvendeligheden af den danske model i alle andre lande end netop Danmark.
Det sidste modsiger Per Kongshøj Madsen med henvisning til, at kernen i den danske flexicurity-erfaring - at beskytte mobilitet frem for at beskytte arbejdspladser - er relevant for alle de gamle, rige lande i vest. Derom senere. Først skal det handle om begyndelsen på det danske flexicurity-eventyr, som Per Kongshøj Madsen kender bedre end nogen.
Du er økonom og havde næsten 25 års ansættelse på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet bag dig, da du i 1997 blev inviteret ind i et observatorium, der rådgiver EU-Kommissionen i arbejdsmarkedsforhold. Hvad svarede du?
"Tusind tak. Det var en chance for at møde andre forskere, der interesser sig for arbejdsmarked, og så faldt det jo sammen med, at Danmark netop på det tidspunkt begyndte at blive interessant for økonomer i andre lande. 'Hvad sker der hos jer?', spurgte de, for de kunne jo se, at vores ledighed, som havde toppet på 12-13 procent i 1993-1994 faldt og fortsatte med at falde - og det vel at mærke i en periode, hvor ledigheden steg i toneangivende EU-lande som Tyskland og Frankrig. I min søgen efter en pædagogisk måde at forklare den danske succes på, faldt jeg over 'den gyldne trekant', som er en model, opfundet i 1998 af Thomas Mølsted Jørgensen, der dengang var kontorchef i Arbejdsministeriet."
Er det den samme trekantsmodel, som OECD i 2004 optrykte i en artikel om den danske form for flexicurity, der har givet økonomisk vækst og faldende ledighed?
"Ja, modellen beskriver de særlige kendetegn ved det danske arbejdsmarked, som er en høj grad af mobilitet mellem jobs, et fintmasket socialt sikkerhedsnet for de ledige og en aktiv arbejdsmarkedspolitik, som opkvalificerer arbejdskraften til nye jobfunktioner. Disse tre historisk forankrede grundpiller på det danske arbejdsmarked giver os et forspring i den globale, grænseløse tidsalder, hvor varer og tjenesteydelser produceres der, hvor det bedst kan betale sig, og gamle arbejdspladser nedlægges og nye oprettes i et tempo, som ikke tidligere er set. I Danmark bliver hver femte lønmodtager hvert år berørt af ledighed og modtager derfor dagpenge eller kontanthjælp, men vi opretter tilstrækkelig mange nye arbejdspladser til, at den samlede beskæftigelse alligevel stiger. Det er den dynamik, som økonomerne i anden halvdel af 1990'erne var begyndt at få øjnene op for, og med 2004-artiklen i OECDs årlige publikation om arbejdsmarkedet fik den danske model et blåt stempel, som i økonomernes verden svarer til at komme på forsiden af Rolling Stone."
Med OECDs blå stempel blev flexicurity-begrebet så nært knyttet til Danmark, at det sjældent nævnes, uden at Danmark optræder i samme sætning. Hvornår hørte du første gang ordet flexicurity?
"Det var i år 2000 på en konference om det europæiske arbejdsmarked. På det tidspunkt havde interessen for den danske samfundsmodel blandt mine kolleger i EU-observatoriet bredt sig til så mange andre, at jeg med jævne mellemrum blev bedt om at redegøre for de særlige kendetegn ved det danske arbejdsmarked - enten i tidsskriftartikler eller ved foredrag rundt om i Europa. Mit foredrag hed på det tidspunkt 'The Danish jobmiracle', og efter at jeg havde holdt det på konferencen, kom en hollandsk forsker op til mig og sagde: 'But Mr. Madsen, you're talking about flexicurity'.
Derefter varede det ikke mange minutter, før mit foredrag blev omdøbt til 'The Danish model of flexicurity'. For han havde jo ret. Danmark er et godt eksempel på flexicurity - og samtidig er det et enormt slagkraftigt begreb, fordi det udtrykker en vision om, at to tilsyneladende modsætninger alligevel kan forenes. I øvrigt er flexicurity-begrebet oprindeligt undfanget og udviklet af hollandske forskningsmiljøer. Det omfatter mange andre mulige balancer i samspillet mellem sikkerhed og fleksibilitet end den særligt danske. Hos os er indkomstsikkerheden gennem dagpengesystemet og den aktive arbejdsmarkedspolitik vigtigst. På arbejdsmarkederne i eksempelvis Tyskland og Frankrig har man lagt størst vægt på jobsikkerhed i form af værn mod afskedigelser af de ansatte, og man skaffer så fleksibiliteten internt i virksomheden."
OECDs interesse for Danmark blev vakt af et landestudie, udgivet af den internationale arbejdsorganisation ILO, hvor sikkerhed og fleksibilitet på det japanske, engelske, franske og danske arbejdsmarked blev sammenlignet. Du stod for det danske bidrag, men det var først efter OECDs blå stempel, at danske politikere begyndte at interessere sig for flexicurity.
"Ja, samme efterår, 2004, begyndte de første danske politikere at tale om flexicurity, og i juni 2005 udgav Beskæftigelsesministeriet en rapport og afholdt en konference om flexicurity og udfordringerne for den danske model. Dermed var Danmark blevet flexicurity-land, ikke bare i udlandets, men også i egen opfattelse.
Jeg tror også, at OECD-stemplet havde indflydelse på, at politikere og embedsmænd i andre EU-lande nu for alvor fik øjnene op for flexicurity. I marts 2006 vedtog Det Europæiske Råd en udtalelse, som pålægger EU-Kommissionen at udarbejde et sæt af grundlæggende flexicurity-principper, som kan anvendes i europæisk beskæftigelsespolitik. Disse principper skal efter planen fremlægges på Ministerrådets møde i dette forår."
I hvilket land var interessen for den danske flexicurity-model størst?
"I Frankrig. Det var herfra, de fleste delegationer til København udgik. Og det var her, at landets øverste politiske ledelse forsøgte at overføre den danske model nærmest direkte til franske forhold.
Premierminister Dominique de Villepin henviste ved flere lejligheder til den danske flexicurity-model, da han for snart et år siden lancerede en stor og ambitiøs plan for genopretning af fransk økonomi. Men det gik slet ikke.
Vrede lønmodtagere i enormt tal gik på gaden og protesterede, for Villepins plan opererede kun med fleksibilitet, ikke med sikkerhed. Efter planen ville de franske arbejdsgivere få øget frihed til at afskedige og korttidsansætte medarbejdere. Men den anden og lige så vigtige komponent i den danske flexicurity-model, nemlig det offentligt finansierede sikkerhedsnet under lønmodtagerne, var helt fraværende i Villepins plan. Og derfor gik det så galt.
Hvis man vil have folk til at opgive nogle af deres tryghedsprivilegier, må man tilbyde noget andet i stedet. Det er kernen i flexicurity-strategier. Jeg plejer at bruge billedet af en linedanser, der skal passere en dyb kløft. Hvis der er et sikkerhedsnet, tør han gå ud på linen, ellers ikke."
Men et offentligt finansieret sikkerhedsnet under lønmodtagerne koster penge, som skal hentes ind over skatten. Og netop det høje danske skattetryk er årsagen til, at OECDs generalsekretær Angel Gurria nu - og senest på det nyligt afholdte World Economic Forum i Davos - udtrykker skepsis over for tanken om at overføre den danske flexicurity-model til andre lande.
"Måske har han ret, måske er det kun i Danmark og i de andre nordiske lande, at befolkningerne er villige til at betale så høje skatter, som tilfældet er. Og der vil også være andre, eksempelvis kulturelt bestemte, barrierer i forhold til at overføre den danske flexicurity-model direkte til andre EU-lande. Men ingen af landene i det rige Vesten kommer uden om at tænke over, hvordan de bliver bedre til at omstille deres arbejdsmarkeder til virkeligheden anno 2007. I Danmark har vi nu oplevet et over ti år langt økonomisk opsving, fået arbejdsløsheden ned på fire procent og skabt masser af nye arbejdspladser, samtidig med at beskæftigelsen i industrien er faldet. Vi flytter simpelthen folk fra de sektorer, hvor lavtlønslandene i øst kan producere billigere end os, og opretter nye arbejdspladser i service- og videnindustrien, hvor værditilvæksten er større. Lidt slagordsagtigt formuleret beskytter vi mobilitet frem for arbejdspladser, og den lære mener jeg ikke, at andre EU-lande som Portugal og Italien, hvor man i mange år har haft stor jobsikkerhed, har råd til at sidde overhørig."
Ledige stillinger