Velfærdsstaten er truet

Den danske velfærdsstat, som vi kender den, kan ikke overleve, hvis meget færre danskere på arbejdsmarkedet skal forsørge mange flere ældre på efterløn eller pension. Men sådan bliver det, hvis politikerne ikke går op imod den udvikling, der ligger i kortene, og beslutter sig for at ændre landets kurs.

Alligevel sker det ikke konsekvent, og det skyldes, at politikerne "kun i begrænset omfang præsenterer befolkningen for de problemer, som de så udmærket kender eksistensen af," siger Jørn Henrik Petersen.

Den tidligere bestyrelsesformand for TV2 er efterhånden blevet 63 år og leder i dag Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet efter snart 40 års aktiv forskning i den hjemlige samfundsvidenskabelige verden. Et lille udpluk af stationerne på hans karrie-revej viser bredden i tilgangen til den danske velfærdsstat, som i lange perioder har været Jørn Henrik Petersens primære forskningsobjekt: nationaløkonom (cand.oecon.) som 24-årig; professor i socialvidenskab som 30-årig; dr.phil. i historie på en disputats om den danske velfærdsstat som 42-årig; medlem af Velfærdskommissionen som 59-årig.

Velfærdskommissionens grundige rapport om nationens tilstand kom for to år siden. Den påviser blandt andet, at den danske arbejdsstyrke svinder kraftigt ind i de kommende årtier for at bunde med 320.000 færre danskere på arbejdsmarkedet i 2040 sammenlignet med i dag. Samtidig vil antallet af ældre danskere på overførselsindkomster stige markant som følge af tidligere pensionsalder og længere levetid. Derfor er der behov for gennemgribende reformer, som skal iværksættes nu, hvis de ikke skal blive for smertefulde senere, konkluderede Velfærdskommissionen.

Regeringen, Dansk Folkeparti, De Radikale, og Socialdemokratiet var inspireret af kommissionen, da partierne i sommeren 2006 indgik velfærdsforlig.

Her slås det fast, at danskernes efterlønsalder reguleres opad fra 2019 for at lande på 62 år i 2022. Og at alderen for danskernes folkepension gradvis hæves fra 2024, så den i 2027 kommer tilbage på 2004-niveau, det vil sige 67 år. Herefter skal efterløns- og pensionsalderen reguleres opad i takt med, at danskernes levealder stiger. Det har levealderen i store træk gjort op gennem det 20. århundrede - og specielt de seneste 10-15 år, hvor der har været en kraftig vækst, som formentlig vil fortsætte i de kommende årtier.

Hvorfor er du kritisk over for det brede velfærdsforlig fra sommeren 2006?

"Af flere grunde, men det afgørende problem er efterlønnen. Mere end fire ud af ti danskere mellem 60 og 64 år er i dag på efterløn, og langt hovedparten af dem er lige så friske som de ældre, der fortsætter på arbejdsmarkedet frem til pensionsalderen. Det har vi i længden ikke råd til som samfund - og slet ikke i en situation, hvor levetiden stiger. Vi bliver i gennemsnit tre et halvt år ældre i dag end i 1979, hvor efterlønnen blev indført.

Læg dertil, at de årgange, som begynder at gå på efterløn og pension i disse år, er væsentligt større end dem, der blev født i 1980'erne og skal forsørge dem. Det hænger overhovedet ikke sammen, og derfor nytter det ikke at vente 12 år, før man så småt begynder at ændre på efterlønsordningen. Vi skubber et problem foran os og håber, at fremtiden vil løse det. Der skal stærkere midler til. Vi foreslog, at udfasningen af efterlønnen påbegyndtes allerede i 2009, og at ordningen ophørte fuldstændigt i 2028."

Politisk er det tilsyneladende svært at røre ved efterlønnen. Hvad tror du, det skyldes?

"I den nuværende situation med økonomisk fremgang og fuld beskæftigelse kan det sikkert være svært at bede befolkningen se fremad og yde de nødvendige ofre. Men dertil kommer, at netop efterlønnen gav Socialdemokratiet en øretæve, hvis eftervirkninger partiet endnu ikke har overvundet. Det skete i forbindelse med 1998-99 finansloven, hvor regeringen ville beskære efterlønsordningen ud fra nogle af de samme bevæggrunde som i vores rapport. Men Poul Nyrup Rasmussen havde jo kort forinden lovet, at efterlønsordningen ikke ville blive ændret, og derfor brød helvede løs, og folk mistede tilliden til ham og hans regering. Så lavede regeringen en ny ændring, som betød, at indbetalinger til efterløn så at sige blev registreret på navn og adresse, så folk kunne være helt sikre på, at deres indbetaling ville gå til dem selv - og ingen andre."

Du udpeger balladen i forbindelse med efterlønssagen i 1998 som et afgørende vendepunkt i dansk politik. Hvorfor?

"Fordi den stærkere end nogen enkeltsag - inklusive indførelsen af arbejdsmarkedspensioner i 1989-91 - har ændret forholdet mellem politikere og vælgere. Vælgerne bliver brugere, som stemmer på det parti, der kan levere den bedste vare, og partierne bliver sværere og sværere at skelne fra hinanden, fordi de indretter deres forslag efter at tilfredsstille flest mulige brugere og kopierer hinandens politik. Viggo Hørups anbefaling om at dele sig efter anskuelser fortoner sig, og partierne bliver kloner af hinanden, som overbyder sig selv og hinanden med velfærdsrettigheder og kvalitetsstandarder for at vinde vælgernes gunst."

Du mener, det er en betænkelig udvikling. Men hvorfor? Anstrenger partierne sig ikke bare for at løse de problemer, som folk har?

"Det er den forkerte vej, fordi interessen drejer væk fra de almene samfundsmæssige anliggender, hvor vi i fællesskab diskuterer hvilket samfund, vi gerne vil leve i, og hen imod hvordan virkeligheden ser ud på mit barns daginstitution og på mine forældres plejehjem. Naturligvis giver det mening at engagere sig i lokale forhold, men interesserer man sig ikke for andet, og breder denne individualistiske tendens sig til alle borgere i samfundet, så er det selve kernen i den danske velfærdsstat, som er under erosion. Jeg tror, vi for længe har begået den fejl at opfatte velfærdsstaten som en maskinel størrelse, der skal opfylde den enkeltes behov, frem for et moralsk projekt, som kun kan fungere, hvis de fleste føler ansvar for at få det til at fungere."

Hvad er den danske velfærdsstats kerne?

"Det er ideen om det fælles bedste. Jeg arbejder i disse år på en teori, om at der i Danmark over de seneste 100 år er udviklet en indbyrdes ansvarlighed, som går på tværs af politiske grupperinger, og som i kernen handler om, at jeg kan leve mig ind i din situation og du i min. Det er en kristen fortælling, som finder udtryk i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Så højt hverken kan eller skal man sigte i bestræbelsen på at indrette et samfund. Men hvis man reducerer budet om næstekærlighed til en ide, og man udfolder denne ide i lovgivning, som tvinger os til at opføre os, som om vi elsker vores næste - vel vidende at vi ikke gør det - så kan det fungere. Det synes jeg også, det har gjort. Men lige nu befinder vi os i et vadested, hvor det er relevant at spørge, om velfærdsstaten skal fortsætte eller dø ud."

Hvornår opstod den danske velfærdsstat?

"Jeg mener, at grundstenen er indførelsen af alderdomsforsørgelse i 1891 med dens princip om, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs. Det betyder, at der ingen sammenhæng er mellem den pension, du får som gammel, og den skat, du har betalt i dine erhvervsaktive år. Altså en meget solidarisk model, som går igen i de nordiske lande - om end i forskellige former - men som du ikke finder andre steder.

I de fleste kontinentaleuropæiske lande, Tyskland for eksempel, er forsikringsprincippet fremherskende. Det vil sige, at der er overensstemmelse mellem det, du selv betaler ind, og det, du får ud igen. Og i et land som England har man udviklet en tredje model, hvor alle betaler det samme ind til pension og får det samme ud igen, hvilket nødvendiggør meget beskedne ind- og udbetalinger."

Indførelsen af arbejdsmarkedspensioner herhjemme i 1990-91 udgør vel et brud med den meget solidariske pensionsmodel, som vi lagde ud med i 1891?

"Ja, et klart brud, som er udtryk for et politisk forsøg på at foregribe det finansieringsproblem, der opstår i takt med, at danskernes levealder stiger. Med arbejdsmarkedspensionerne placeres risikoen for, at befolkningen lever længere, hos folk selv, idet de nu selv direkte skal finansiere i hvert fald en del af deres egen pension. Ordningen er også motiveret af, at udgifterne til andre af velfærdsstatens kerneydelser - først og fremmest uddannelse, sundhed og børnepasning - også er stigende."

Hvad er baggrunden for, at vi udvikler den solidariske eller næstekærlige velfærdsstat i slutningen af det 19. århundrede?

"Det er det nationale. Afgrænsningen til især Tyskland efter nederlaget i 1864 spiller en rolle. Vi vil under ingen omstændigheder have en velfærdstat, der ligner deres. I konstruktionen af såvel Sygeforsikringen i 1892, Ulykkesforsikringen i 1898 og Arbejdsløshedsforsikringen i 1907 kan man se en bevidsthed hos datidens lovgivere om, at vi skal have en model, der er anderledes end den tyske. Men i og med at velfærdsstaten er en national konstruktion, så lukker det medfølgende solidaritetsunivers sig også om danskerne selv. Og vi bliver skeptiske over for flygtninge og indvandrere, som ikke kan sproget, ikke kender vores kultur, og som for manges vedkommende heller ikke umiddelbart har de nødvendige kvalifikationer for at bidrage til velfærdsstaten."

Det lyder ikke særligt næstekærligt?

"Nej. Det er oplagt at se den kritiske holdning til indvandrerne, der er udbredt i store dele af befolkningen, som udtryk for, at vi stiller større krav til de andre end til os selv. Til gengæld bekræfter modviljen på en kedelig måde tesen om, at vores solidaritetscirkel er national. Og det samme gør den store modvilje mod EU i øvrigt."

Men kan den danske velfærdsstat lukke sig af for sin omverden?

"Nej, det er umuligt. Og med varernes, arbejdskraftens og kapitalens frie bevægelighed mindre i dag end nogensinde tidligere i Danmarkshistorien. Du kan jo heller ikke længere finde et parti, som ønsker at øge skattetrykket. Alle ved, at vi bliver nødt til at regulere vores skatter i forhold til vores omverden for ikke at stå for dårligt i den internationale konkurrence. Det lægger nogle begrænsninger på vores finansieringskilder og dermed også på, hvor store udgifter vi kan bruge på at indrette velfærdsstaten.

Men jeg tror, den største udfordring ligger hos os selv. Det er, som om de store ændringer, som vores samfund har gennemgået i de sidste 10-15 år, ikke rigtigt er gået op for os. Når jeg søger i artikelbasen på Infomedia, finder jeg ikke mange indlæg i danske medier, som for alvor diskuterer de her spørgsmål. Vi står stadig på tærskelen til en meget vigtig diskussion af, hvilken velfærdsstat vi ønsker i fremtiden. Jeg er optimist og håber, den snart begynder. For netop den diskussion åbner mulighed for, at vi sammen finder løsningerne."

Læs tidligere forskerstafet-interviews

Interviewet med Jørn Henrik Petersen afslutter forskerstafetten, der har løbet i godt et år. En ny serie med forskerinterviews af Lars Lønstrup begynder i næste nummer af DJØF Bladet. Se tidligere interviews i forskerstafetten ved at klikke på linket i boksen øverst til højre.