15.1.2007
af
Tine Santesson
Absurd og urimeligt. Sådan lyder Lisbeth Pedersens reaktion, efter hun mistede fire en halv måneds dagpenge, fordi hun valgte at afslutte sin advokatfuldmægtiguddannelse, da hun blev ledig.
I løbet af godt fire måneder var Lisbeth Pedersen på to gange fire dages kursus og en times eksamen, for at få sin advokatbestalling i hus. Hun var blevet sagt op på grund af omstruktureringer, men arbejdsgiveren havde allerede betalt hendes uddannelse. Og med et eksamensbevis i hånden ville hendes jobmuligheder være klart bedre.
Men nu er det sådan, at kursusdagene tilfældigvis ligger i klumper, og derfor udgør lidt over 20 timer på en enkelt uge, og det betød altså, at meldingen fra A-kassen var, at så var det ingen dagpenge til hende. Hvis hun til gengæld havde deltaget i en uddannelse på under tyve timer hver eneste uge i en længere periode, havde hun ikke fået problemer med dagpengene. Men at hun to gange i løbet af fire en halv måned var på kursus i en lille smule over tyve timer i løbet af en uge, at der ingen dagpenge overhovedet var at hente, før hun havde været til eksamen midt i juni.
Der er ikke mødepligt på advokatfuldmægtigkurserne, så Lisbeth Pedersen har stået til fuld rådighed for arbejdsmarkedet, og kunne til enhver tid springe fra, hvis hun blev tilbudt arbejde eller skulle til jobsamtale.
Hun har kun klaret sig økonomisk, fordi hun havde en opsparing at trække på, men som hun siger:
"Hvad nu hvis jeg var forsørger og ikke havde sparet noget op?"
Lisbeth Pedersen har henvendt sig til tre fire ministerier, for at høre, hvorfor hun mistede dagpenge i fire en halv måned for at være på kursus i otte dage og tog en eksamen, der var afgørende for hendes videre jobmuligheder. Men de har alle sendt hende videre i systemet med beskeden: "Urimelige regler, men det er ikke vores bord."
DJØF har taget Lisbeth Pedersens sag op overfor Arbejdsdirektoratet, men her var svaret også negativt - ingen dagpenge overhovedet.
Lisbeth Pedersen har pr. 1. august fået fast job igen, men hun håber ikke, at andre advokatfuldmægtige kommer til at stå i samme situation som hende.
Ledige stillinger