15.1.2007
af
Finn Borch Andersen
DJØF-kommentaren.
Et flertal i Folketinget har med lynets hast forhandlet en aftale på plads om delvist ufinansierede skattelettelser til 10 mia. kr. Resultatet giver desværre anledning til flere spørgsmål end svar.
Hvad er det, der gør, at det for et halvt år siden var økonomisk udelukket at give skattelettelser uden finansiering, mens det nu påstås at være uproblematisk? Det er ufornuftigt i en tid med blus under økonomien, og derfor afviste de økonomiske ministre da også den slags før sommerferien. Nu står de ikke i den fælles front af økonomer med Nationalbankens direktør i spidsen, der advarer imod overophedning.
Hvem kan forklare, at det skulle være klogt at uddanne sig i Danmark og bruge uddannelsen i Danmark, hvis man bagefter møder en mur af mellem- og topskat på omkring 20 % ved indkomster, der vokser over 350.000 kr. om året? Det er der ikke én eneste, der bare har forsøgt at besvare, og det er ellers det gyldne spørgsmål i disse globaliseringstider, hvor vi kan vente stigende mangel på veluddannet arbejdskraft.
DJØF har nu præsenteret et velforberedt udspil om investeringer i uddannelse og om ændringer i skattesystemet, der fjerner særskatten på uddannelse. Og vi præsenterer et finansieringskatalog, som mere end dækker det mistede provenu, og finansieringen tager hensyn til den sociale profil, bæredygtigheden og robustheden over for globaliseringen.
Vi har brug for flere og dygtigere medarbejdere i alle dele af det danske samfund. Derfor er det nødvendigt at gøre vejen for de unge under uddannelse mere kvalificeret og mindre fyldt af forhindringer.
DJØF har ikke før spillet ud med synspunkter om skattepolitikken. Men det er desværre blevet mere og mere nødvendigt, fordi skattedebatten ikke handler om, hvorfor og hvordan man opkræver skatten, men alene om kortsigtet vælgertække. DJØF vil meget gerne bidrage til det lange sigt.
For DJØF handler skat om sikring af betalingen for et velfungerende samfund og om incitamenter til at uddanne sig og arbejde. På den måde sikrer vi, at det danske samfund bliver mere konkurrencedygtigt i en international verden, hvor vi udfordres på viden hver eneste dag. Vi vil ikke stiltiende sidde og se på, at skatten i stigende grad flyttes over på arbejdsindkomst og endda i stigende grad bliver en skat på uddannelse. Det er den helt forkerte vej for et samfund, der gerne vil se fremtiden i øjnene.
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER