Regionens problemknuser

15.1.2007

af

Udvikling og forandringsledelse har været mærkesager gennem hendes arbejdsliv og nu er Susanne Krysiak Jensen én af drivkræfterne bag et mere effektivt hospitalsvæsen i Region Midtjylland.

De gik fra kaos til overblik - lægesekretærerne på Regionshospital Horsens. Deres hylder bugnede af journaler med uskrevne notater, og de var adskillige uger bagud med skrivearbejdet. De havde problemer med at prioritere deres arbejdsopgaver, dårlig samvittighed over for patienterne og arbejdsdagene blev mere og mere uoverskuelige. Lige indtil den dag, hvor Susanne Krysiak Jensen, konsulent hos Center for Arbejdsgange og Logistik i Region Midtjylland, trådte ind ad døren.
 "I Horsens fik lægesekretærerne en målstyringstavle, der synliggjorde, hvilke frustrationer de havde. Målstyringstavlen blev placeret i et stillerum, hvor sekretærerne på skift kunne skrive uforstyrret," fortæller Susanne Krysiak Jensen, som fik flyttet fokus fra skyld og årsag og i stedet stillede spørgsmålet: 'Hvad kan vi i fællesskab gøre ved det?'

Og det er det, hun kan - rokere rundt på, hvordan hospitalsvæsenets afdelinger organiserer deres hverdag.

"Kvalitetsreformen har givet en platform for nye tiltag, hvor reduktion af spild og interne ventetider i patientforløb er én af de væsentligste opgaver. Min opgave er at tage temperaturen på de forskellige afdelinger og så skabe den bedste medarbejderdrevne løsning - i øjenhøjde med alle involverede parter - samtidig med at vi får fjernet spild og reduceret ventetiderne," siger Susanne Krysiak Jensen og tilføjer:

"Filosofien er: 'Work smarter not harder'

Lean mod ineffektivitet

Nøgleordet for den 38-årige cand.scient.pol. og Master of Public Health er Lean.

"Jeg arbejder ud fra en blandet Lean-værktøjskasse. Ved at arbejde bevidst og grundigt med Lean øges arbejdsglæden, for det er jo netop bunkerne, der stresser," fortæller Susanne Krysiak Jensen, som har ventet i årevis på en kvalitetsreform.

"Ude i verden har vores sundhedssystem et fantastisk ry af mange årsager, men danske patientberetninger om interne ventetider på hospitalerne vidner om det stik modsatte. Med det aktuelle fokus på de interne ventetider er vi kommet godt i gang med etablering af mere effektive arbejdsgange."

Før Susanne Krysiak Jensen sagde ja tak til stillingen som konsulent hos Center for Arbejdsgange og Logistik, arbejdede hun med udvikling og strategi i Folkekirkens Nødhjælp og som juniordiplomat i FN i Eritrea. Den røde tråd i hendes arbejdsliv er udvikling, forandringsledelse og fokus på livstruende sygdomme.

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet