På regeljagt i jobcenteret

15.1.2007

af

Snart bliver det fast arbejde for centraladministrationens embedsværk at tage ud til frontmedarbejderne og spørge, hvad de oplever som bureaukratiske og overflødige regler. Arbejdsmarkedsstyrelsen er gået i forvejen.

Konsulentfirmaet Deloitte spørger og skriver op på lister, socialrådgiverne i jobcentrene fortæller, hvad der er irriterende, bureaukratisk og bøvlet og ikke fører til andet end mere papir - og embedsværket inde i Arbejdsmarkedsstyrelsen samler op og prøver at få den indhentede viden omsat til beslutninger.

Det er den meget korte version af dét projekt, som Arbejdsmarkedsstyrelsen er i gang med ude på landets jobcentre om 'regelsanering og afbureaukratisering af de administrative processer og arbejdsgange på kontant- og starthjælpsområdet'. Projektet er lige nu en af rollemodellerne for regeringens bebudede afbureaukratiseringsreform på de kommunerettede ministerområder.

"Der har været talrige afbureaukratiseringsprojekter, hvor man har spurgt bureaukraterne. Her har vi taget det indlysende skridt at spørge medarbejderne. Det er nødvendigt for at få den viden, der gør, at man kan afbureaukratisere," siger Arbejdsmarkedstyrelsens direktør Marie Hansen.

Processen har foreløbig ført frem til, at Arbejdsmarkedsstyrelsen har lagt et katalog frem med 169 forslag til afbureaukratisering, som der enten kan handles på her og nu, som der skal arbejdes videre med, eller som man må gå til politikerne med.

Men føler frontmedarbejderne, at der er blevet lyttet til dem?

"Det synes jeg i høj grad, der er," siger Pernille Randrup-Thomsen, socialrådgiver og afdelingsleder i Jobcenter Århus.

"Men jeg ved jo ikke, hvad de ender med at gennemføre. Det kan lande dér, hvor vi må sige, at vi blev hørt, men vi fik ikke ret."

Men hun tror på projektet, og hun mener også, at jobcentrenes minister, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), vitterligt har slået ørerne ud.

"Det kan godt være, at det her ikke flytter på den helt grundlæggende lovgivningstænkning om, at vi skal dokumentere alt - og jeg mener alt. Men jeg tror på, at der vil blive flyttet noget på nogle meget konkrete områder, hvor vi i dag virkelig bruger tid på at slås med bureaukrati."

Frontpersonalet afslører ikke kun overflødigt bureaukrati skabt af Christiansborg-lovgivning, men også dét, man selv har skabt lokalt.

"I forsøget på at indrette sig inden for de givne rammer har der vist sig lokale uhensigtsmæssigheder, som afbureaukratiseringsprojektet også har medvirket til at påvise. Forhåbentlig vil vi - på tværs af kommuner - kunne lære af hinandens organiseringer," siger Pernille Randrup-Thomsen.

Marie Hansen understreger, at opgaven både er at rydde op på regellageret og sørge for, at det ikke straks bliver proppet til igen.

"Vores rolle som embedsmænd her i styrelsen er også at råbe højt og gøre politikerne opmærksom på det, hvis de vil indføre en ny regel, som vi ved, at medarbejderne vil opfatte som bureaukratisk."

Deloitte-konsulenter har fattet fidusen

Arbejdsmarkedsstyrelsen har valgt at lade et privat konsulentfirma, Deloitte, stå for hele processen med interviews, workshops og konferencer med medarbejderne og også for en del af opsamlingen på svarene.

"Det har vi gjort, dels fordi vi synes, det er godt med en armslængde, så det ikke er os i embedsværket - papirtigrene - som tropper op ude i jobcentrene. Dels fordi det kræver mandetimer, så det batter, hvis man skal gøre det her ordentligt," forklarer Marie Hansen.

Bettina Post, næstformand i Socialrådgiverforeningen, kan ikke finde på noget kritisk at sige om Deloittes arbejdsmetode. De har gjort det godt, og de har fattet fidusen.

"De konsulenter har faktisk forstået, at det er en hjælp at sige: 'Glem lige et øjeblik alt det kendte, og tænk så på, hvad opgaven består i, og fortæl mig, hvad du har brug for af regler for at løse den'."

Men det er ingen regel, at det skal være et konsulentfirma, mener Marie Hansen.

"En styrelse kan godt gøre det her selv og lade embedsmændene gå ud at spørge, hvis der er ressourcer til det. Det har vi selv prøvet før i mindre skala på nogle af de gamle AF-kontorer, og der var ingen AF-medarbejdere, der bagefter sagde, at de havde oplevet det som en unfair eller ikke-uvildig proces."

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet