Nyt job - Anette Skovkjær Degn

15.1.2007

af

Administrativ leder plus det løse

Anette Skovkjær Degn, 38, cand.merc., har pr. 1. august fået nyt job som administrativ leder på Borup Skole og SFO (skolefritidsordning) i Køge Kommune. Hun kommer fra en stilling som økonomi- og administrationschef på VUC Vestsjælland Syd.

Hvordan fik du jobbet?

"Jeg så jobannoncen på Jobunivers på DJØFs hjemmeside. Jeg havde lyst til at prøve noget nyt. Jeg kom til VUC fra Vestsjællands Amt i forbindelse med strukturreformen og kunne godt tænke mig at gå igennem den udvælgelsesproces, der ligger i selv at søge et nyt job."

Hvem er dine nærmeste kolleger?

"Der er 90 ansatte og 637 elever på skolen. Jeg er medlem af skolens ledergruppe, som består af skoleinspektøren, viceskoleinspektøren, SFO-lederen og den administrative skoleleder, som jo så er mig."

Hvad er dine opgaver?

"Jeg er ansvarlig for skolens teknisk-administrative personale, altså pedelfunktionen, sekretæren og så videre. Det er meningen, at jeg på sigt skal stå for alt med økonomi og personaleadministration plus den rapportering og dokumentation, vi skal levere. Jeg skal også være med til at servicere bestyrelsen. Dialog og samarbejde med forskellige forvaltninger på rådhuset bliver også en vigtig opgave for mig."

Har du noget med børnene at gøre?

"Ja. Der kommer jo børn ind på kontoret for at spørge om noget eller for at få plaster på. Og hvis jeg kan hjælpe med noget, så gør jeg det. På en skole er der ikke nogen opgave, som er for lille eller for stor."

Hvad er det bedste ved dit nye job?

"At der er en rigtig god stemning. Jeg oplever stor respekt for hinandens faglighed. Og at de andre i ledergruppen er glade for, at jeg er kommet til og kan tage fra, så de får bedre tid til at fokusere på deres faglighed."

Hvad er den største udfordring?

"At min stilling er nyoprettet. Der har ikke før været én som mig på skolen."

Er du tilfreds med din løn?

"Ja, det er jeg faktisk. Jeg er blevet åremålsansat, for det var den måde, som kommunen kunne imødekomme mit lønkrav på. De kunne godt forstå, at jeg som djøfer sammenligner min løn med andre djøferes."

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet