Når stemmen knækker og hænderne ryster

Det forventes typisk af djøfere, at de som noget helt selvfølgeligt kan styre et møde, præsentere en sag for en større forsamling eller holde vigtige møder med chefen. Men for nogle føles det som det største mareridt at skulle igennem.

Han hører slet ikke, hvad de andre siger. Han sidder bare der og venter på, at det bliver hans tur, og mærker angsten tage til. Benene ryster under bordet, svælget bliver helt tørt, og nu kommer rødmen også. Det eneste fokus er rettet imod, er netop de signaler, og jo mere fokus, jo værre bliver det. Det er, som om han er inde i en klokke.

Eksemplet er tænkt, men langt fra urealistisk. En del djøfere oplever præstationsangst i forbindelse med deres arbejde, og hos Dansk Kognitiv Center har de bemærket, at mange af de klienter, der kommer for at få bugt med deres præstationsangst, er djøfere.

Men hvorfor er det især djøfere, der henvender sig på grund af præstationsangst? Psykolog Kamille Lange forklarer det med, at mange djøfere sidder i lederstillinger eller har jobs, hvor en naturlig del af jobbet er at være udadvendt, at holde oplæg og i det hele taget at kunne tage ordet.

For mange er det naturligt, og nogle nyder ligefrem 'at være på', mens andre har det lige modsat. Bare tanken, om at de skal holde et oplæg på et møde, kan gøre dem søvnløse i flere nætter op til mødet.

"Det er meget intelligente mennesker, der har en masse overskudstankekraft, og den bruger de så på at analysere og kritisere sig selv. Det er ikke, fordi der er noget galt med deres hjerne, men angsten for angsten bliver en selvopfyldende profeti," siger Kamilla Lange.

Flest mænd

Det er rent faktisk ofte djøfere af hankøn, der henvender sig til Kamilla Lange og hendes kolleger på grund af præstationsangst. Og det er ikke, fordi kvinder ikke kender til den form for angst. Kvinder er bare bedre til at tale med
andre, for eksempel veninder og familie, om det, siger Kamilla Lange. Mændene vælger at gå til en professionel, og i langt langt de fleste tilfælde er det noget, de gør for egen regning og uden arbejdspladsens viden.

Her kan djøferen få luftet sin angst, og her får han også at vide, at han langt fra er den eneste, der har det problem. Og det er ofte en lettelse for ham, siger Kamilla Lange. Han kan fortælle om, hvordan han fuldstændig mister fokus på den præsentation, han skal lave, og om hvordan angsten får overtaget. Angsten for at blive rød i hovedet gør, at han netop bliver rød i hovedet. Og så begynder han måske at kløjes i ordene, fordi han bare tænker på, at nu kan alle se, at han rødmer.

"Som regel har han klaret sig helt fint, men det er ikke det, han selv lægger mærke til. Han fokuserer bare på rødmen og oplever det som en kæmpekatastrofe. Han er meget indadvendt og lytter til angsten i stedet for at fokusere på situationen," siger Kamilla Lange.

Hun fortæller, at det ofte er personer, der stiller ekstremt høje krav til sig selv, og uanset hvor godt de gør noget, er det aldrig godt nok i deres egen optik. Og så er de bange for, hvad omgivelserne tænker om dem - især ligestillede eller folk højere oppe i hierarkiet.

Kamilla Lange nævner et eksempel på en djøfer, der hele tiden syntes, at det gik så dårligt, selvom han gang på gang fik ros af chefen. Men det fik ham bare til at føle, at han snød, og at chefen snart ville finde ud af, hvilken dårlig arbejdskraft han var. Så han gik altid i baglås, hver gang han skulle tale med chefen.

Ros dig selv

Men det kan også være manglende ros, der kan danne grobund for præstationsangst. Ofte er djøferne måske ikke så gode til at rose hinanden eller give hinanden feedback, siger Kamilla Lange.

"Når endelig de får feedback, er det ofte negativt."

Det optimale er selvfølgelig, hvis man kan gå til sine nærmeste kolleger og overordnede og efterspørge ros og konstruktiv kritik - og måske lufte sin præstationsangst, siger Kamilla Lange, men det kan godt være, at klimaet ikke er til det på arbejdspladsen.

"Så må man lære at fejre sine egne små og store succeser og blive bedre til at fokusere på dem. For det er da meget sjovere at lære af sine succeser end af sine fiaskoer. Og man kan måske selv begynde at rose kolleger og vil sikkert opleve, at man selv kan være med til at vende kulturen," siger hun.

Gode råd

Men hvad gør djøferen helt konkret, når han står der med rystende knæ og ti par øjne rettet mod sig?

Det handler om, at få rettet fokus udad i stedet for indad, og han kan starte i det små, siger Kamilla Lange. Hun opfordrer til, at han forsøger at rette opmærksomheden væk fra, hvad der kan gå galt, og i stedet begynder at lægge mærke til de andre i rummet og lytter til, hvad de siger. Næste gang han sidder og venter på, at det bliver hans tur i en præsentationsrunde, kan han også fokusere på en simpel opgave, hvor han starter ved hundrede og tæller ned ved hele tiden at trække syv fra. Det samme gælder, når han skal holde oplæg. Her kan han for eksempel aftale med sig selv, at han vil fokusere på at holde pauser.

"Og så skal han begynde at kigge folk i øjnene, for ellers snyder han sig selv for feedback og står tilbage med sin egen oplevelse af fiasko, bare fordi han blev rød i hovedet, eller hans hænder rystede," siger Kamilla Lange. Målet er, at han lader sig gribe af det emne, han står og præsenterer.

Han skal komme dertil, hvor hans nervesystem ikke automatisk tænder for alarmen, når han begynder at mærke angsten komme snigende. For rent faktisk kan angsten være positiv, siger Kamilla Lange.

"Han skal op over toppen af angsten, for der er en masse god energi i angst. Hvis bare han bruger den positivt og lærer, at den ikke er farlig, kan den give en særlig intens oplevelse og få ham til at præstere endnu bedre."

Kamilla Lange siger, at vi kan få en fornemmelse af, hvad det handler om ved at tage en tur i Tivoli. Hun har flere gange stået i Tivoli og studeret folk, der var på vej op i en halsbrækkende forlystelse.

"Nogle af dem er helt hvide i hovedet og sammenkrøbne, når de står i køen. Men når de så kommer ned, er de fuldstændig euforiske og smiler og griner. Ja, de er nærmest lykkelige."

Kamilla Lange siger, at de djøfere, hun har hjulpet med præstationsangst, meget hurtigt har gjort fremskridt.

"Det er en taknemlig behandling, fordi de bliver så glade. De er rare at arbejde med, fordi det som regel er nogle indsigtsfulde og begavede mennesker, der går op i, hvordan de virker på andre. De vil gerne fungere socialt, og det kan de også. Nogle gange kommer de bare til at spænde ben for sig selv."