15.1.2007
af
Tine Santesson
En udstationering gjorde udslaget for Jesper Schimming. Han havde svært ved at finde det rette job, da han kom tilbage til Danmark. I dag ejer han Danmarks første økologiske supermarked.
Når det hele bliver lidt for surt, stiller Jesper Schimming sig bare ned bag kassen og ekspederer, for så bliver det lige pludselig igen klart for ham, hvorfor han for godt et år siden skiftede titlen som leder af IT- og Financeafdelingen i et Novo datterselskab ud med titlen som købmand - økologisk købmand vel at mærke.
For her ved kassen møder han en masse tilfredse kunder, der roser hans initiativ med åbningen af Danmarks første økologiske supermarked. Det første - men formentlig ikke sidste, for planen er, at Egefeld på Gammel Kongevej på Frederiksberg er nummer et i rækken af økologiske supermarkeder i Danmark. Der er bare et lille men - en forretning med vokseværk behøver også de rette kompetencer, og selvom Jesper Schimming har forberedt sig grundigt, har fundet nogle gode sparringspartnere og har fået en masse erfaringer ved 'learning by doing', mangler han en højre hånd, der har en gedigen erfaring med købmandskab. Men mere om det senere.
Allerførst... hvad var det lige, der skete, siden cand.oecon. Jesper Schimming nu skriver købmand på sit visitkort? Helt grundlæggende har der altid været en lille selvstændighedsspire i ham, der indimellem har pirket til ham. Og efter en årrække i Novo Nordisk var tiden blevet moden til at springe ud i det. Det skete efter, at Jesper Schimming havde været udstationeret i USA i tre år og syntes det var en noget flad fornemmelse at komme hjem. Han kunne ikke få den type job, han var interesseret i, hos Novo i Danmark, og af private årsager ønskede han at blive i Danmark.
Hobby shopping
Da Jesper Schimming så endelig kom frem til, at han ikke skulle være lønmodtager længere, var det egentlig ikke så svært at finde frem til konceptet. Mens han var udstationeret i Princeton, New Jersey, fik han nemlig en ny hobby - han synes pludselig, det var sjovt at shoppe. For her kunne han for første gang besøge mikrobryggerier og velassorterede forretninger med økologiske varer, hvor dåser og grønt var udstillet på mest appetitlige vis. Her mødte han supermarkeder, der markedsførte sig med en holdning til det, de solgte, og som gav en del af overskuddet tilbage til aktiviteter i lokalsamfundet.
Det må danskerne også snart være mere end modne til, tænkte Jesper Schimming, og var først lige omkring tanken om eget mikrobryggeri, inden han bestemte sig for det økologiske supermarked.
"Det er der jo ikke så meget hokuspokus i. Det er nemt at forholde sig til, for dagligvarer er jo en del af alles hverdag," som Jesper Schimming siger.
I starten regnede han med, at han kunne få en forretningsplan på plads sideløbende med sit arbejde, men det gik ikke, for energien var ikke rigtig til det efter en lang arbejdsdag. Derfor sagde han ganske enkelt op og indgik en pagt med sig selv om, at han havde et halvt år til at få en forretningsplan klar.
Jesper Schimming har hele tiden været meget opmærksom på at finde nogle kompetente folk, som han kan vende sine ideer og overvejelser med. Inden han åbnede og skulle i gang med at få forretningsplanen på plads, samlede han en lille rådgivergruppe, som han stadig jævnligt holder møder med.
"Det er folk, som jeg har stor tillid tid og kan stole på. For det er vigtigt, at det er nogle, jeg kan være åbne over for," siger Jesper Schimming.
I begyndelsen bestod gruppen af hans bror, der også er selvstændig erhvervsdrivende og besidder en udpræget entreprenørånd, en gammel kammerat fra universitetet, der i dag er direktør i en stor virksomhed og et andet familiemedlem, der er pensioneret administrerende direktør.
I første omgang var der ikke nogle af rådgiverne, der havde erfaring fra dagligvarehandlen, for som Jesper Schimming siger, var han bange for, at sådan en person ville være for fastlåst i sin tankegang.
Siden har han dog gennem en bekendt fået kontakt til en købmand, der ejer flere butikker.
"Og det er guld værd, for han har givet mig et lynkursus i at være købmand," siger Jesper Schimming.
Farvel søde liv
Det er hårdt at være købmand, er Jesper Schimmings erkendelse - men det er så afgjort ikke for hårdt, og han fortryder bestemt ikke. Heller ikke selvom han stadig bliver nødt til at have alle kasketter på. Ud over at stå for det administrative og have det store forkromede overblik og være garant for en stadig forretningsudvikling, skal der også flyttes mælkekasser, stables dåser og afløses ved kassen. I år er det blevet til halvanden uges sommerferie, men det gør ikke noget.
"Jeg har også prøvet det søde liv som lønmodtager, hvor man lige tog en lille get away til London eller Rom i weekenden. På længere sigt er det da bestemt også noget, der er med til at give livskvalitet, så det skal der nok blive tid til igen på et eller andet tidspunkt. Men når man har kastet sig ud i sådan et projekt, som jeg har, skal man være lidt ydmyg over for situationen," siger Jesper Schimming.
Og det er heldigvis også sjovt det projekt, han har kastet sig ud i - han har været igennem en meget stejl indlæringskurve, og så er det jo i den grad afvekslende.
"Det er meget langt fra min tidligere hverdag, hvor jeg sad bag mit skrivebord og skrev og tænkte store tanker," siger Jesper Schimming.
De store tanker er der dog stadig plads til, for det skal der være, hvis forretningen skal udvikle sig. Han tror stadig i høj grad på sin ide, og at der er god business i den på længere sigt. Og lige siden forretningen åbnende, er omsætningen da også steget.
Erfaringer rigere
Jesper Schimming har fået fuld opbakning fra den nærmeste familie til sit projekt, men hans venner og bekendte har reageret meget forskelligt - lige fra 'Fantastisk ide!' til 'Hvad har du gang i?'. Men hans kone har støttet ham hele vejen igennem. Også selvom de fik deres første barn stort set samtidig med, at han åbnede butikken. Og det kan absolut ikke anbefales, siger han henvendt til andre djøfere, der overvejer at sætte foden under eget bord.
Et andet råd lyder sådan her:
"Hvis jeg skulle gøre det om igen, tror jeg stadig, jeg ville gøre det. Men jeg ville bruge flere kræfter på at finde en partner at gøre det med, for jeg savner rigtig meget en at dele både arbejdsopgaver og engagement med - en, der selv er topmotiveret," siger Jesper Schimming.
Han er på jagt og har været det længe, men det er ikke en klon af sig selv, han leder efter.
"Jeg vil gerne kunne uddelegere til én, som har de kompetencer, jeg ikke har. Men det er meget svært at få kvalificeret arbejdskraft for tiden, så jeg er stadig meget på udkig, for det er en væsentlig faktor i forhold til det, jeg gerne vil - nemlig at åbne flere butikker, så Egefeld kan blive en lille kæde."
Ledige stillinger
DJØF ARRANGEMENTER OG KURSER