Djøf mener

Offentlig og privat spiller hinanden bedre

26-04-2021
2 min.
"Corona-krisen har med al tydelighed vist, at den offentlige og private sektor sammen spiller hinanden bedre. Der er brug for fordomsfrit og udogmatisk at se styrken ved et tættere samarbejde," skriver Hanne Fugl Eskjær, formand for Offentlige Chefer i Djøf, og Henrik Funder, der er formand for Djøf Privat. PR-foto: Djøf

Under corona-krisen har vi set værdien af et tæt og stærkt samarbejde mellem private firmaer og den offentlige sektor, skriver Hanne Fugl Eskjær og Henrik Funder.

Danmark er både sundhedsmæssigt og økonomisk sluppet lettere gennem corona-krisen end mange andre lande. Det er der mange gode forklaringer på. Ikke mindst et stærkt og tæt samarbejde mellem den offentlige og private sektor.

Det samarbejde kom i spil, da tusinder af danskere strandede rundt om i verden og skulle hjælpes hjem. Og da hjælpepakker til virksomheder og lønmodtagere blev skruet sammen i ministerierne på rekordtid.

Da Danmark akut manglede værnemidler, trådte private aktører til og omlagde produktionen eller stillede nødvendige transportfaciliteter til rådighed, så indkøbte værnemidler kunne transporteres hjem til Danmark. Vi ser det også nu, hvor en stor del af den nødvendige test-kapacitet bliver leveret af private aktører.

Corona-krisen har med al tydelighed vist, at den offentlige og private sektor sammen spiller hinanden bedre. Der er brug for fordomsfrit og udogmatisk at se styrken ved et tættere samarbejde, når vi på den anden side af corona igen får kræfter til at fokusere på, hvordan vi løser fremtidens udfordringer.

På klimaområdet har vi allerede set værdien af tætte partnerskaber, når vi skal finde veje til at nå Danmarks ambition om at sænke CO2-udslippet med 70% inden 2030.

Danmark er langt fremme i digitaliseringen af samfundet, og vi kan nå endnu længere gennem et tættere samarbejde mellem den offentlige og private sektor, hvor samfundshensyn sætter retningspilen for den teknologiske udvikling.

Også en fortsat udvikling og forbedring af den offentlige sektor kalder på et tæt og forpligtende samarbejde på tværs af sektorerne. Her kan dygtige aktører fra den private sektor bidrage med ny og vigtig ekspertise i tæt dialog med ledere, medarbejdere og alle de mange, der sammen skaber og udvikler vores velfærd.

I den forbindelse vil vi gerne slå et slag for at kigge på tværs af sektorerne, når man overvejer at søge nyt job. Der er brug for at hylde dem, der går på tværs af siloerne og bryder de vante mønstre.



Derfor vil vi også advare mod tiltag, der hæmmer mobiliteten mellem den offentlige og private sektor. Det er forstemmende at se den udtalte mistænkeliggørelse, når offentlige ledere skifter job til den private sektor. Eller omvendt.

Vi har brug for hinandens viden og erfaring, når der skal tages livtag med de store samfundsmæssige udfordringer.

Vi vil gerne opfordre til, at man aktivt søger viden og inspiration om at skifte sektor. Eksempelvis ved at deltage i Djøfs arrangementer om emnet. Selv har vi aftalt at gå i 'praktik' hos hinanden og udveksle erfaringer, når corona gør det muligt. 

1 kommentar
1
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer

Morten Jung

30.04.2021 kl. 08.42

Tror vi skal arbejde mere sammen, for Dansk Erhverv er helt enige

0 kommentarer
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.