Mads Vestergaard – filosof, fore-dragsholder og forsker på Center for Information og Boblestudier på KU – frygter, at vi står over for en politisk og demokratisk krise, som vi nu kun ser begyndelsen på.
Det er det postfaktuelle spøgelse, som sniger sig i ind politik. Dét at få opmærksomhed betyder mere, end at fakta stemmer. Når det sker, mister vi evnen til at løse de virkelige problemer.
Vi har sat Mads Vestergaard i stævne, fordi han skal sætte scenen på årets Djøf Forum, som er en større debatbegivenhed – der plejer at komme 1.500 tilhørere – altid med internationale oplægsholdere. I år med bl.a. Tony Blairs tidligere spindoktor, Alastair Campbell, og den geopolitiske ekspert Marco Vincenzino fra Georgetown University i Washington DC.
Temaet er det postfaktuelle demokrati og populismens fremvækst. Vi kan det i søvne: Opbruddet med ’systemet’, partierne og fakta. Trump, Brexit og ’this country has had enough of experts’, det franske præsidentvalg. Shitstorme. If you don’t like the facts, make up your own.
I det postfaktuelle demokrati er fakta og evidens erstattet af narrativer, som ikke nødvendigvis afspejler virkeligheden. Men som til gengæld fanger folks opmærksomhed, forklarer Mads Vestergaard.
”De postfaktuelle tendenser føjer sig oven i de andre kriser, vi står i: Klimakrise, migrantkrise, global ustabilitet og så videre. Og så kommer postfaktualiteten snigende og gør det endnu sværere at agere kollektivt – dét, der netop er akut behov for.”
Ydmyghed er vigtigt
Hvordan går man op mod det?
”Ydmyghed er vigtigt. Vi må stå op for fakta og forskning uden at puste endnu mere til mistilliden. Uden at kalde folk ignoranter eller angribe deres ytringsfrihed og samtidig anerkende, at der også er fakta, som eksperter, politikere osv. ikke er opmærksomme på. Vi må ikke undervurdere folks erfaringer og bekymringer. For det er også et problem for demokratiet.”
Og så skal vi uddanne os selv og vores børn i at navigere i den digitale verden, fastslår han.
”Vi skal forstå, hvad den nye medievirkelighed gør ved os. For den er virkelig ny! Vi kan i dag ikke afkode mekanismerne på internettet og i en totalt fragmenteret medieverden.”
Skal det ind som et fag i skolen?
”Ja! Eller rettere sagt, jeg mener, at det skal ind i de andre større fag. Det er vigtigt, at vi lærer at begå os i det nye virtuelle terræn og ikke falde i fælderne.”
En fælde er, at mængden af lettilgængelig information er overvældende, men det er vores evne til at indoptage og udvælge relevant og pålidelig information ikke.
”Postfaktualiteten er et resultat af en opmærksomheds-økonomi. Vi flyder over med information. Opmærksomhed er den knappe vare. Den, som får opmærksomheden, vinder. Som realitystjernen Trump. Dermed kommer politik til at handle om fortællinger, som taler til følelserne, for de høster mest opmærksomhed.”
Nettet mangler en gatekeeper
Internettet har ændret meget.
”Det er det vilde vesten. Der er megen frihed, men der sælges også meget ’snake oil’ (’mirakelmikstur’ uden virkning, red.). Fakta er kun tre klik væk, men det er fake news og vilde konspirationsteorier også.”
På nettet mangler gatekeeperen – den klassiske journalist, som nu enten er hægtet af eller nødt til at spille med på opmærksomhedens bål.
Men medierne har jo omvendt altid haft retten til også at servere selektive fakta i form af journalistisk vinkling og udeladelser?
”Medierne har aldrig været perfekte. Langtfra. Sensationalisme, politisk farvet dækning og usandheder er ikke opfundet med internettet. Men journalister har dog et sæt professionelle dyder, som de holder hinanden op på, og hvor den første er – sandhed. Det sætter nettet og de sociale medier ud af kraft.”
Vi mennesker – og det gælder generelt og ikke kun nogle bestemte befolkningsgrupper, understreger han – har altid været underlagt bestemte psykologiske mekanismer.
”Vi tror selektivt på netop det, som passer med det, vi mener i forvejen. Sådan er vi. Men internettet forstærker de mekanismer. Fordi det er så let at finde ’alternative’ fakta på nettet, er det også lettere at se bort fra information fra mere pålidelige kilder.”
Trump illustrerer krisen
Den løse omgang med fakta i det postfaktuelle demokrati gør det svært at holde politikerne ansvarlige.
”Trump er udtryk for en politisk krise, som kan udvikle sig til en demokratisk krise. For hvis fakta ikke har en vis autoritet, bliver det svært at holde vores regeringer ansvarlige.”
I det postfaktuelle demokrati bliver alt nemlig politiseret: Fakta, viden og sagkundskab.
”Det vil sige, at udsagn fra klimaforskere, NGO’er, dommere etc. kan afvises som værende ’politiske’. Det gælder også nyhedsdækning og journalistik. Hvilket jo netop er det, vi ser i ren form for tiden i USA, hvor medierne er blevet udråbt til en del af oppositionen.”
Men Trump – dér er vi da ikke i Danmark?
”Nej, dér er vi ikke. Men vi ser nogle tendenser. Når en minister blot erklærer sig uenig i kritik fra Ombudsmanden. Som om ombudsmands-institutionen ikke netop er hævet over det partipolitiske spil. Eller når forskningsresultater afvises, som om de blot var politiske partsindlæg.”
Djøfernes blinde pletter
Du talte om, at der er forhold, som eksperterne overser – hvad er djøfernes bias?
“At tale om én fælles djøf-bias og djøfere som én homogen gruppe, der ser ens på tingene, er en forsimpling, som egner sig godt til at udpege syndebukke. Det er jo mere nuanceret.”
Men når det er sagt, så vil der selvfølgelig være nogle værktøjer og synsmåder, man bliver uddannet i, pointerer han.
”Problemet opstår, hvis én måde at se tingene på bliver så dominerende, at andre perspektiver og værdier, der er knap så lette at sætte på formel, ikke kommer med i betragtningen. Hvis både politikerne, der træffer beslutninger, og dem, som implementerer dem, har samme baggrund, er der risiko for blinde pletter. Det er ikke altid det, som er lettest at tælle, der tæller mest.”
Hvor står det danske topembedsværk i det postfaktuelle politiske landskab?
”Lidt som en lus mellem to negle. På den ene side står det politiske spil, hvor det er markante udmeldinger, der giver point, selvom virkeligheden ikke altid kan følge med. På den anden side står fagligheden. Det, der rent faktisk kan lade sig gøre, og de konsekvenser, det har. Ikke mindst embedsfolket skal holde politikerne fast på fakta og realisme, og det skal de gøre under et enormt pres fra den nye medievirkelighed.”
Så et godt, gammeldags fast embedsværk er at foretrække frem for et udskifteligt?
”Ja. Men det er også problematisk, hvis politiske spørgsmål bliver gjort til tekniske spørgsmål. Hvis fx indretningen af fremtidens velfærdssamfund reduceres til et teknisk spørgsmål om den økonomisk bedste løsning. Så ryger vi i den modsatte grøft. ‘Nødvendighedens politik’ er i familie med teknokrati. Eller hvis man overvurderer økonomiske modellers evne til at forudsige og beskrive virkeligheden. Det kan også skævvride debatten.”
Den giftige debat
Du sagde, at man ikke må under-vurdere folks erfaringer. Modereksemplet er vel det med, at man ikke lyttede til ’almindelige’ menneskers bekymring over integrationsudfordringen?
”Ja, det er rigtigt. Når der er reelle problemer, der ikke tales om på grund af taktiske hensyn, er det dybt problematisk. Men i Danmark har vi længe befundet os i det andet ekstrem. Vi bruger meget energi på at debattere emner, der ikke har meget bund i virkeligheden. Bederum på universiteterne, frikadeller i Randers og diamantkufferter. Debatten er så polariseret, at man scorer lette points ved at få folk op i det røde felt, uanset om der faktisk er et reelt problem. Men politik bør helst handle om, hvordan vi får løst de virkelige problemer.”
Er du pessimist – kan vi få det ligesom i Trumps USA, fordi postfaktualitet smitter?
”Det er jo min frygt. Fremtiden afgøres af, om vi lærer at navigere og får dæmmet op for den tiltagende polarisering. Det kræver, at vi bliver både digitalt uddannede og bedre til at lytte til hinanden.”
Hellere være god end være sig selv
Mads Vestergaard var engang formand for satireprojektet Nihilistisk Folkeparti – vi er tilbage ved kommu-nal-valget i 2009 – som gik til valg med sloganet: ’Det hele er alligevel ligegyldigt. Spild din stemme på os’. Det gjorde 4.500 danskere.
”Vi ville udstille, hvordan medie-aktører og politikere undergraver debatten ved at gøre den til et reality-show. Det paradoksale var, at mange folk ikke opdagede, at det var et satire-projekt. De tog det bogstaveligt. Det er ret langt ude, når vores klimapolitik gik ud på at tilintetgøre universet. Det siger måske noget om, hvor svært det er blevet at skelne mellem fakta og fiktion.”
Når du nu interesserer dig så meget for politik, hvorfor blev det så filosofi og ikke statskundskab?
”Jeg var også meget i tvivl i 3.g. Men så fik jeg en filosofilærer, som gjorde mig fuldstændig hooked. Så tak, Jens-Erik. Men filosofien bliver først rigtig interessant, når den beskæftiger sig med noget andet end sig selv. Noget konkret som fx politik. Blandingen!”
På Mads Vestergaards hjemmeside kan man se, at han på et tidspunkt var ude og holde foredraget ’Autenticitet – bør man være sig selv på arbejde?’ for Djøf-klubben i Københavns Kommunes Sundheds- og Omsorgsforvaltning.
Hvad var dit svar?
”Nej! Autenticitet er virkelig opreklameret. Er det ikke meget vigtigere at finde ud af, hvordan man gør noget godt for andre mennesker end at pille navle over, hvem man selv er?”
Kom til Djøf Forum
På Djøf Forum den 27. april i Øksnehallen i København sætter internationale aktører fokus på aktuelle globale strømninger – i år om postfakta og populisme.
Tilmeld dig på http://www.djoef.dk/forum2017.
Arrangementet bliver live-streamet via djoef.dk.