Advokaten på de skrå brædder

Nima Nabipour er netop kommet tilbage til sit kontor efter et møde med Dansk Supermarked, da telefonen ringer. Det er en af de journalister, som var til stede efter mødet for at få en kommentar til den såkaldte Bilka-sag. Her er Nima advokat for den 17-årige Mohamad, der efter at have deltaget i en debat på nettet har fået besked på at underskrive sin egen opsigelse.

Journalisten spørger, om det kan være rigtigt, at hun har set Nima før – fx i TV2-serien ’Anna Pihl’.

Nima er totalt uforberedt på spørgsmålet, men bekræfter. 

Journalisten spørger ham så, hvad han er mest: Skuespiller eller advokat? 

”Advokat,” svarer Nima, ”jeg lavede meget skuespil, da jeg var studerende. Og gør det stadig, når der er mulighed for det. Men nu er jeg advokat og prioriterer det højt,” understreger han over for journalisten, som noterer i sin artikel, at Nima ikke virker begejstret for at skulle fortælle om sig selv. 

”Nu handler det jo om Mohamad,” som Nima siger. 

Artiklen om skuespilleren, der pludselig dukkede op i rollen som advokat, bliver læst og delt flere gange end hovedhistorien om 17-årige Mohamad Al Jawerheri. Inden han afsluttede sin jurauddannelse, har han haft skuespillet som et usædvanligt succesfuldt bijob. Det har gjort ham landskendt i roller som Ali i filmen ’Fighter’, Yasin i DR-dramaserien ’Sommer’ og Mahmood i ’Anna Pihl’, ligesom han har haft en hovedrolle på Det Kongelige Teater og en lang række mindre optrædener i store danske tv-produktioner.

Også inden for jura har han gjort lynkarriere. Allerede på 2. semester af studiet vandt han sin første retssag mod politiet – som han selv førte – da han uretmæssigt blev sigtet for at have overtrådt ordensbekendtgørelsen. Han har haft gode studenterstillinger i Danmark og Tyskland. I sin første retssagsprøve, som også var hans første prøvesag, fik han medhold i en principiel sag mod Kammeradvokaten, som skabte præcedens på børneområdet. Som nyuddannet blev han ansat i anklagemyndigheden og senere hos Advokaterne Strandvejen for så at blive headhuntet til advokatkontoret Christiansen & Goldschmidt, hvor han sidder med profilerede sager som Kundby-sagen, Christiania-sagerne og en af Danmarks største menneskesmuglersager.

Det er her, djøfbladet har sat ham stævne, for det er her, han opholder sig de fleste af døgnets timer. I det gamle og traditionsrige advokatkontor, som ligger i smørhullet mellem Slotsholmen, Nationalmuseet og Glyptoteket. Vil vennerne se ham, kommer de til frokost her.

Den faglige ballast er upåklagelig. Derfor er Nima heller ikke så nervøs for, at skuespillerkarrieren kompromitterer hans troværdighed som advokat. Han har det mindre afslappet med, at den stjæler fokus fra en sag. 

”Klienterne må ikke føle sig utrygge ved at komme til os, for det ødelægger jo ikke deres sag, at jeg har lavet skuespil. Det var derfor, jeg blev lidt irriteret over, at jeg blev spurgt om det. For det handlede om sagen og klienten, ikke om noget som helst andet. Men jeg kan godt forstå, det er sjovt for pressen. Det var bare lidt for tidligt. Vi var stadig i efterdønningerne af sagen, og det var den, der skulle være i fokus,” siger han.

Frygten for at virke useriøs

Over Nimas tunge skrivebord hænger et maleri af Grethe Bagge. ’Portrætkomposition af operasanger Thyge Thygesen’, hedder det, og det forestiller operasangeren i fem forskellige roller.

Nima drejer kontorstolen en halv omgang og ser op på maleriet, da snakken falder på den røde tråd mellem skuespil og jura. 

”Det synes jeg er fedt. Det er den samme person repræsenteret i fem forskellige karakterer, han skal sætte sig ind i.” 

Den proces, man skal igennem, når man indstuderer en rolle, er meget lig processen op til en retssag, mener han. Som skuespiller studerer man manus til en rolle så grundigt, at man virker fri på scenen eller foran kameraet. Du skal give indtryk af, at det er første gang, du gør det. På samme måde starter en retssag med en masse bilag, som man sætter sig så grundigt ind i, at forelæggelsen, afhøringen og proceduren virker fri, nem og forståelig, siger han.

Det handler også om at fornemme situationen og at finde sin rolle i forhold til den klient, man sidder overfor, alt efter hvad det er for en sag, du har med at gøre. Om klienten er én, som tidligere har været sigtet eller dømt, eller om det er en enlig mor, som er ved at få frataget sit barn.

Nima har aldrig lagt skjul på, at han har lavet skuespil. Han har skrevet det i sit cv, når han har søgt job, og han har fortalt åbent om det til samtaler. I begyndelsen dog ikke uden en vis grad af nervøsitet for, at han ville blive opfattet som useriøs. 

”Men det har jeg aldrig oplevet. Da jeg var til samtale om den første stilling, jeg blev ansat i, sagde chefen bare, at det kunne vi godt bruge i retten,” siger han.

Faktisk har det vist sig at være en fordel i mødet med klienter, som genkender ham fra tv.

”Når du laver film, føler folk på en eller anden måde, at de kender dig. Der opstår en slags intuitiv tillid, og klienten har nemmere ved at tale frit.”

Af og til bliver han mødt af domsmænd i retten, som genkender ham fra tv. Andre gange møder han advokater, som siger tak for sidst, selvom han aldrig har set dem før. De går bare ud fra, at de har haft sager sammen tidligere. Så siger Nima bare ”selv tak”. 

”Det er ikke værre, end at mange i starten sagde: ’Nåh, har vi en tolk på i dag,’ når jeg trådte ind i retslokalet, fordi jeg er lidt brunere end de fleste,” siger han og griner. 

Nej tak til at tale gebrokkent

Da Nima som 18-årig blev optaget på jurastudiet i København, pakkede han sine ting og tog toget til Zürich. Han fandt adressen på European Film Actor School, søgte om at komme til optagelsesprøve og fik efterfølgende tilsagn om en plads. 

”Jeg skulle bare lige se, om jeg kunne, men jeg tog ikke imod pladsen. Jeg havde slet ikke økonomisk mulighed for at gå der, og jeg ville gerne juraen. Men det gav mig en tro på, at hvis man vil noget og forfølger det, så skal man nok opnå det,” siger Nima, hvis interesse for skuespil begyndte i folkeskolen, da han optrådte som talende juletræ i en juleopvisning.

I gymnasiet fik han år efter år hovedrollerne i teatertruppens stykker, og flere undervisere opfordrede ham til at søge ind på skuespillerskolen. Det gjorde han ikke – til gengæld tog han en etårig uddannelse på Det Danske Filmskuespillerakademi og brugte en sommerferie på et intenst skuespillerkursus i New York. Sideløbende med studiet, naturligvis. 

Gennembruddet kom med et opslag i Metroxpress, hvor Nimbus Film søgte efter en skuespiller med indvandrerbaggrund, som beherskede kampsport. 

”Jeg havde gået til kampsport, siden jeg var syv år gammel, så jeg tænkte: ’Det skal jeg sgu prøve’.”

Han tog til casting og fik rollen i den internationalt anerkendte, men i Danmark lidt oversete film ’Fighter’. Og så tog tingene fart. 

”Casteren på ’Fighter’ begyndte at caste mig til andre roller, og det endte med roller i DR-serien ’Sommer’ og ’Anna Pihl’. Det var en vild oplevelse, for ’Fighter’ og de to serier fik premiere med få ugers mellemrum. Pludselig genkendte folk mig på gaden.”

Siden har Nima fået flere tilbud om roller. Men det er ikke alle, han gider. Når der er tale om roller som taxachauffør og grønthandler, hvor han bliver bedt om at forvrænge sit ellers perfekte dansk, siger han pænt nej tak.

”Hvis jeg startede en grønthandel nu, ville jeg jo ikke tale gebrokkent, bare fordi jeg starter en grønthandel.”

Flugten fra Iran

I perioden, hvor ’Anna Pihl’ blev optaget, læste Nima et udlandssemester i Berlin og arbejdede på et advokatkontor her. Han fløj til optagelser i Danmark om dagen, fløj retur til Berlin om aftenen og tog sine eksaminer. Han holdt fast i jurastudiet, for det var ikke en mulighed for ham at satse fuldt og helt på skuespillet, før han havde taget sin univer­sitetsuddannelse.

”Éns forældre vil jo det bedste for én. Så det hed folkeskole, gymnasiet og så universitetet. Der var aldrig nogen option under en universitetsgrad. Når jeg var færdig med den, kunne jeg gøre, hvad jeg ville. Men jeg skulle ikke glemme den universitetsgrad,” fortæller Nima.

Hans forældre kom til Danmark fra Iran, da Nima var tre år gammel, og hans fireårs-fødselsdagsfest blev holdt i en flygtningelejr i Jyderup. Faderen mistede som så mange andre sit job og sin virksomhed i Teheran, da revolutionen ramte. Hjemlandet, som havde været et forholdsvist stabilt monarki i 2.500 år, brød sammen. Det gode, trygge liv i Iran var slut, og Nimas familie blev en del af den første flygtningestrøm fra Iran mod Europa. 

I Danmark åbnede hans revisoruddannede far et pizzeria, og moderen uddannede sig til social- og sundhedshjælper. Det blev meget vigtigt for forældrene, at deres tre børn fik gode job, som kunne bruges i hele verden.

”Mine søskende og jeg blev præsenteret for tre muligheder. Vi kunne blive læger, tandlæger eller advokater. Det er gode, stabile uddannelser, hvor man hjælper andre mennesker. Mine forældre havde jo aldrig hørt om uddannelser som cand. merc. og sådan noget – det eksisterede slet ikke. Og nu er det endt således, at jeg blev advokat, min søster blev læge, og min anden søster er ved at uddanne sig til tandlæge.

Hvis jeg havde insisteret og sagt, at jeg ville noget andet, så havde de da også været åbne for det. Men når man har set sine forældre knokle for at skabe et godt liv for deres børn, og når man ved, at de har opgivet rigtig meget for at kunne give os nogle muligheder i livet – uanset om de så siger det højt eller ej, så ønsker man ikke, at de muligheder, man har fået, skal gå til spilde. Jeg brændte lige så meget for jura som for skuespil,” siger Nima.

Han beskæftiger sig med mange forskellige grene af juraen, og det passer ham rigtig godt. 

”Vi arbejder med flere sagsområder her på kontoret. Vi har en stor lejeretsafdeling, vi har børnesager, skilsmissesager, familieret, erhvervsret og straffesager. Det, jeg særligt godt kan lide ved straffesager, er at gå i retten. Jeg elsker processen, og jeg elsker at være på. Der er ikke noget fagområde, hvor man går mere i retten end i straffesager. At være talerør for en person imod et system, som har nærmest uanede ressourcer til at efterforske, det synes jeg bare er rigtig fedt. At forsvare folks rettigheder og sørge for, at de får en ordentlig behandling, men også at kunne så tvivl om de beviser, som anklagemyndigeden ønsker at dømme vedkommende for. Det tiltaler mig at være våbendrager for klienten.”

Har du aldrig overvejet at satse på skuespillet?
”Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at tanken ikke har strejfet mig, da jeg var studerende. Men jeg var jo så heldig at komme ind på jura, som efter min mening er et meget vigtigt fag. Jeg brændte for det, og jeg ville gerne fuldføre det. Hvad der så skete derefter, måtte tiden vise.”