Diplomat med spændingstrang

22.10.2014

af

Mogens Blom var på Radisson SAS-hotellet i Amman, da det blev bombet. Han har arbejdet i Udenrigsministeriets ’Det Arabiske Initiativ’ – og som om det ikke var nok spænding, har han netop sendt sin anden thriller ud til læsere og anmeldere.

Blå bog

Født 1956.

Opvokset i Lyngby og student fra Gladsaxe Gymnasium.

Udlært maskinarbejder på B&W Motorfabrik på Christianshavn.

Udgav sin første bog ’Dræbt af en vildfaren kugle’ i 1983 og ’Aftenholdet’ året efter.

Fra 1983-85 var han ulandsfrivillig i Mozambique.

I 1991 blev han kandidat fra RUC i internationale udviklingsstudier, og samme år fik han job i Ibis. I 1996 blev han ansat i Udenrigsministeriet, og i 2005 blev han flyttet til ministeriets Mellemøstkontor, hvor han var faglig ansvarlig for ’Det Arabiske Initiativ’.

I 2009 udkom hans første thriller ’Naboerne i Bagdad’, og fra 2013-14 var han national ekspert i EU-kommissionen.

Mogens Blom er bosat i Dragør. Han er gift og har tre børn på 15, 25 og 27 år.

’Gidsel i Amman’ er første bind i en serie om Maiken Tarp, som er ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste.

Først da diktafonen er slukket, og interviewet egentlig er slut, fortæller Mogens Blom, at han faktisk er en smule ordblind og heller ikke er særligt god til at huske ansigter. Det første kan være et problem, når man skriver bøger, og det sidste er formodentlig en hæmsko, når man rejser verden rundt for Udenrigsministeriet. Men Mogens Blom virker ikke som en, der lader sig gå på af den slags detaljer – det er resultatet, der tæller. Og der skal han nok nå hen. Som hans tidligere kollega på Udenrigsministeriets Mellemøstkontor, Marie-Louise Wegter, siger:

”Han er god til at se muligheder frem for problemer, og han er enormt dygtig til at samarbejde med alle – og få dem til at samarbejde. Måske fordi han går til verden uden fordomme.”

”Jeg er meget optaget af at prøve at gøre forståelseskløfterne mindre,” siger Mogens Blom over en kop sort kaffe på Paludans Bog og Café.

”Da jeg rejste i Mellemøsten under ’tegningekrisen’, kunne jeg så tydeligt se, at Danmark – og Vesten i øvrigt – følte, og stadig føler, sig truet af de arabiske lande – af terror og uro og en fundamentalistisk tolkning af Islam. Men omvendt så føler de mellemøstlige lande sig lige så truet af Vesten og tænker, at vi er ude efter at tage deres olie, og til dels deres land, og at vi er ude på at ødelægge Islam. Samtidig møder man i Mellemøsten utroligt mange åbne og modige mennesker, som deler værdier med os og dagligt kæmper for at skabe en god og tryg hverdag for deres børn. Og det har givet mig en tro på, at hvis vi dropper vores forudfattede stereotyper, så kan vi faktisk godt arbejde sammen med folk fra kulturer, som ved første øjekast er meget forskellige fra vores.”

Mogens Blom blev i 1996 ansat i Udenrigsministeriet, hvor han har arbejdet med Danidas udviklingsprojekter til fremme af menneskerettigheder og demokratisering. Fra 2003 blev han involveret i regeringens Arabiske Initiativ, og i små ti år har han rejst i Mellemøsten med henblik på at fremme dansk-arabiske samarbejdsprojekter. Han har bl.a. været involveret i håndteringen af Muhammed-krisen og holdt møder med Det Muslimske Broderskab, men lige nu har han orlov fra Udenrigsministeriet. Der er nemlig en, han skal tage sig af: Maiken Tarp. Hun er hovedpersonen i den netop udkomne ’Gidsel i Amman’, og ikke nok med, at hun i denne thriller skal igennem mangt og meget for at hjælpe en ung dansk kvinde, som er blevet kidnappet af en fundamentalistisk muslimsk gruppe – hun skal også igennem endnu flere prøvelser i den nye bog, Mogens sidder og skriver på netop nu. Man tænker umiddelbart, at han har valgt at gøre hovedpersonen til en kvinde for på den måde at lægge en smule distance til sig selv.

”Jeg er selvlært og har aldrig gået på kursus for at lære at skrive, så jeg opfinder tingene, som jeg går frem, og pludselig en dag stod hende her hovedpersonen bare meget klart for mig. Man kan sige, at jeg glæder mig til at lære hende bedre at kende! Hun er en stærk kvinde, som af og til siger fra over for cheferne. Og det er det helt fantastiske ved fiktion: Jeg bestemmer det hele. Hvis departementschefen er en skidt karl, så får han kniven, og hvis Maiken er utilfreds, så siger hun det. Det er jo lidt anderledes end at være embedsmand, hvor man er et lille hjul i en meget stor maskine, og der er en politisk virkelighed, man skal forholde sig til.”

Bomber i Amman

Med det sagt, så har Mogens altid været meget glad for at arbejde for Udenrigsministeriet, og det er ikke kun hans konkrete erfaring og oplevelser, der skinner igennem i bogen – det er også hans mission fra den virkelige verden.

”Det er jo igen det med forståelseskløfterne. Jeg skriver ud fra 4-5 forskellige personers hoveder for at vise, at virkeligheden ikke er den samme for alle. For først når du indser, at andre måske ikke ser virkeligheden helt, som du gør, kan du begynde at nærme dig dem og måske forstå dem.”

Pressechef på Lindhardt og Ringhof, som udgiver ’Gidsel i Amman’, Søren Anker Madsen, sammenligner Mogens Blom med Leif Davisen.

”Forstået på den måde, at regibemærkningerne er lige så interessante som plottet, netop fordi man ved, at forfatteren har erfaringer inden for det, han skriver om.”

Han lufter også, at Mogens Blom muligvis har brug for at skrive fiktion, ikke kun for at øse af sin viden, men også for at bearbejde oplevelserne, som af og til kan være voldsomme, når man lever af at rejse til verdens brændpunkter. Men selvom Mogens har rejst i Afrika, Latinamerika, Asien og Mellemøsten for Udenrigsministeriet, virker det nu ikke som om, han er specielt skræmt. Faktisk hviler han vist ret godt i verden, også selvom nogle af oplevelserne var af den mindre hyggelige art. For eksempel var han til stede, da Radisson SAS-hotellet i Amman blev rystet af en bombe.

”Næste gang jeg var på rejse, var jeg i Cairo, og da var jeg måske mere årvågen, når jeg sad på en stor åben restaurant eller så nogle personer, der så lidt suspekte ud, men altså, så laver man jo en sandsynlighedsberegning og tænker, at der er 20 millioner mennesker i Cairo, så selv hvis der skulle springe en bombe, er sandsynligheden for, at man bliver ramt lille. Risikoen for at blive dræbt i trafikken er jo mange gange større – både i Cairo og København.”

Og Mogens fortæller da også rimeligt pragmatisk om den 9. november 2005. Han sad på 10. etage på Radisson SAS--hotellet i Amman og havde netop bestilt en bøf gennem roomservice, da han hørte et kæmpe brag. Umiddelbart tænkte han, at det var en gasflaske i køkkenet, der var eksploderet. Men da han kiggede ud af vinduet og så folk løbe rundt ude på gaden, fornemmede han, at noget var galt og gik ned i lobbyen. Her var kaos, råb og skrig – og alle de store glaspartier var knust. I den øde restaurant mødte han den danske ambassadør i Irak, som ironisk nok var taget til rolige Jordan for at slappe af et par dage. Heller ikke han vidste, hvad der var sket, men Mogens ringede for en sikkerheds skyld hjem til sin kone og sagde: ”Du skal ikke være nervøs.” Hvorefter hun selvfølgelig blev nervøs … uden at nogen af dem vidste, hvad de skulle være nervøse over. Det var først, da han talte med Udenrigsministeriets vagthavende, at han blev klar over, at hotellet – og to andre hoteller i nærheden
– var blevet bombet. 60 var døde.

”Og så vurderede jeg, hvad jeg skulle gøre, men blev enig med mig selv om, at det nok var mere sikkert at blive på et hotel, der allerede var blevet bombet, end at flytte til et nyt.”

Igen – et ret pragmatisk menneske. Og det går åbenbart i arv, for da han kom hjem, sagde hans 6-årige søn:

”Næste gang du er på et hotel, der bliver sprængt i luften, vil du så ikke ringe hjem med det samme?”

Fra slumstormer til embedsmand

I dag er hans børn henholdsvis 15, 25 og 27 år. Da Mogens en gang til det ene barn lod en bemærkning falde, om ”han ikke skulle til at finde ud af, hvad han skulle efter gymnasiet,” blev han bidt af med et, ”jeg skal nok blive færdig lige så hurtigt som dig!”

Og Mogens var selv ganske længe om at finde en blivende hylde at sidde på. Da han blev færdig med gymnasiet i 1974, brugte han ti år på alverdens ting, bl.a. ni måneders værnepligt, en uddannelse som maskinarbejder hos B&W og ulandsfrivillig i et borgerkrigsramt Mozambique, før han som 35-årig blev kandidat i internationale udviklingsstudier fra RUC.

”Det var en meget lang dannelsesrejse,” siger han.

”Og mange af de kompetencer, jeg har brugt i Udenrigs-ministeriet, har jeg optrænet i de år. Bl.a. var jeg boligaktivist på Nørrebro, hvor vi besatte saneringsmodne, tomme boliger.”

Ikke lige den mest oplagte træning udi diplomatiet, tænker man. Men:

”Jeg lærte at definere allierede og modstandere, forstå deres interesser og krav, jeg lærte at lave problemanalyse, tænke hurtigt og strategisk og overveje, hvilke pressebudskaber man skal sende ud.  Og min tid på B&W kom mig til gavn, da jeg i Udenrigsministeriet skulle forhandle NGO-projekter med fagbevægelsen. Der er en særlig sprogbrug og forhandlingsform, som jeg kender og har det godt med. Men frem for alt har jeg lært, at folk fra helt andre samfundslag eller kulturer sagtens kan have samme grundproblemer eller værdier som mig.”

En af de gode ting ved at arbejde i Udenrigsministeriets Mellemøstkontor var samarbejdet med de dygtige kolleger og mange unge mennesker. Mogens er imponeret over de CV’er, helt nyuddannede møder frem med, der ofte omfatter både studenterjobs, frivilligt arbejde og praktikophold i EU eller på ambassader:

”De er rigtig dygtige, men kravene er også store.”

Mogens siger, at han godt kan have ondt af det pres, der ligger på de unge i dag, der føler, at de skal storme fra gymnasiet til en uddannelse og ud i job, for ”som den gamle hippie, jeg er, så synes jeg, det er vigtigt at huske at opleve verden undervejs.”

Og det har han selv til fulde. Beder man ham om at nævne den episode, der har gjort størst indtryk, svarer han:

”Jeg føler mig meget heldig over at have været på Tahir-pladsen fjorten dage efter Mubaraks fald. Familier kom med deres børn, alle iført deres stiveste puds, for at være med til at fejre det, der var sket. Alle var ekstremt imødekommende og hilste stolt på en med et ’welcome to New Egypt’.”

Adspurgt om den optimisme også holder i dag, begynder Mogens Blom at gnide sig i håret. Hænderne ender for øjnene et øjeblik, mens han sidder stille og trækker vejret dybt.

”Jeg er stadig optimistisk på den lange bane, men i Egypten er der langt til et pluralistisk demokrati med accept af mindretallet. Optimismen fra det såkaldte Arabiske Forår er blegnet. Dertil kommer så, at Islamisk Stat er vokset sig stærk i ly af magttomrummet i Syrien og Irak. Deres brutale fremfærd og forbrydelser mod befolkninger er tragisk, og organisationen udgør jo også en ny terrortrussel mod os i Europa. Desværre er IS dygtige propagandister og taler lige ind i den forståelseskløft, der eksisterer mellem ’den arabiske gade’ og os i Vesten. Det er meget farligt, og vi risikerer faktisk at gå IS’ ærinde, hvis vi ikke gør os umage for at undgå at generalisere i forhold til ’Islam’ og ’islamister’. For det er lige bestemt det, som IS ønsker: At vi gør det til en krig mellem ’dem’ og ’os’. Men IS er ikke lig med Islam, og IS er en lille fraktion af Mellemøstens mange forskellige islamistiske grupper.”

Romanforfatter med dårlig samvittighed

”Og når jeg taler om det, så får jeg somme tider dårlig samvittighed, fordi jeg bare sidder her ude i Dragør med en kop varm kaffe og skriver på en thriller. Jeg kunne være blevet i Udenrigsministeriet og arbejdet på at videreudvikle de dansk-arabiske samarbejdsprojekter, som der synes så meget brug for som nogen sinde. Eller jeg kunne engagere mig i en af de NGO’er, der yder humanitær bistand. Men så prøver jeg at slå mig til tåls med, at nogle af de udfordringer, vi står over for med IS, jo også er de centrale temaer i de næste bind i serien om Maiken Tarp.”

Efterfølgeren til ”Gidsel i Amman” skal afleveres inden nytår, og Mogens har et stykke vej endnu. Han føler, at al tid brugt på andet end at skrive er overspringshandlinger. Og han ved ikke helt, hvad han skal svare, når han møder en af sine gamle kolleger, som spørger: ”Er det ikke dejligt at have lidt fri?” Det er det, men for en person som Mogens er det også lidt svært at sidde helt alene på en stol ved sin computer, når han er vant til at fare verden rundt og tale med folk.

”Nogle dage tænker jeg, ”hvorfor fanden gør du det?”, men andre dage er det jo helt fantastisk, når en brik i et plot lige falder på plads, eller en ny person opstår og bliver levende på skærmen foran en.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet