Alder ingen hindring

Sonja Toft var 41 år, da hun startede på jurastudiet, og hun var 46, da hun blev færdig som jurist. Året var 1985, og ledigheden var høj blandt jurister, og hun stemte, ligesom så mange andre, ihærdigt dørklokker hos de københavnske advokatfirmaer i håbet om en jobsamtale og måske et fast job. Et af de steder, hvor Sonja Toft blev kaldt til samtale, satte hun sig velforberedt i stolen over for den mandlige advokat og ejer af det mellemstore advokathus, men fik en noget anden tilbagemelding på sin jobansøgning, end hun havde regnet med.

"Sonja, jeg har ikke noget job til dig, og jeg er nødt til at fortælle dig, at du får meget meget svært ved at få et job, med den alder du har," lød det kontant fra direktørstolen.

To dage efter lå der ikke desto mindre tre jobtilbud i hendes postkasse fra advokatfirmaer, der tilsyneladende ikke så hendes alder som nogen hindring. Sonja Toft sagde ja tak til et job i et lille firma, som beskæftigede sig med erhvervssager og familieret, og hun startede få dage efter. Tre år senere, som 49-årig, fik hun sin advokatbestalling og købte samtidig halvdelen af den advokatforretning, hun indtil da havde arbejdet i. I 1994 blev hun selvstændig som familieretsadvokat og har siden haft rivende gang i sin advokatforretning.

"Jeg er normalt ikke typen, der fryder mig eller holder af at hovere. Men den dag, jeg kom hjem og fandt de tre jobtilbud i min postkasse, satte jeg mig faktisk ned som det første og skrev et kort til advokaten, som havde været så venlig at gøre mig mine dystre jobmuligheder klart. Han mente jo nok selv, at han havde gjort mig en tjeneste, og derfor skulle han da også være den første til at vide, hvor meget han tog fejl," siger Sonja Toft, som med et stort smil afslører det ironiske i historien.

Skilter ikke med alderen

Hun tager imod i et lille byhus i Skt. Peders Stræde i indre Købehavn, hvor hendes enmandsfirma deler lokaler med to andre advokater, og hvor hun har inviteret indenfor til en snak om alder og karriere. Og om hvorfor alderen absolut ikke behøver være en hindring for at fortsætte arbejdslivet efter de 65, hvis hverken energien eller ambitionerne er for nedadgående. Men også om, hvordan det så alligevel føles at måtte holde lav profil om årstallet på fødselsattesten, hvis man som snart 70-årig energisk advokat vil være helt sikker på, at klientellet ikke bliver skræmt væk på forhånd.

"Foruden anekdoten om advokaten, der ikke troede, jeg kunne få job som 46-årig, har jeg aldrig oplevet, at min alder har været noget problem for at gøre karriere som advokat. Men når det er sagt, så er min alder ikke noget, jeg ligefrem går rundt og skilter med, og normalt er det faktisk en oplysning, som jeg starter med at holde lidt for mig selv, når jeg møder nye kunder," siger Sonja Toft. Hun synes, hun oplever en kedelig tendens i vores samfund til, at vi først og fremmest dømmer og bedømmer hinanden på alder og ikke på, hvad vi egentlig kan med fysikken eller med intellektet. Og derfor holder hun ofte også sin alder for sig selv.

"Hvis klienter ligefrem spørger mig, hvor gammel jeg er, når de er her, så svarer jeg selvfølgelig. Men det gør de som regel ikke, når de først er kommet inden for dørene og har mødt mig. For nok er jeg snart 70, men jeg ligner jo ikke én, som snart ikke kan længere," siger Sonja Toft, som på sit glatte ansigt nemt kunne snyde sig mindst ti år yngre, og som med de tætsiddende sorte læderbukser og en kropsnær lys habitjakke heller ikke i påklædning helt ligner sine jævnaldrende.

Selv mærker hun ikke på nogen måde alderen trykke og ser derfor ingen grund til at lade hverken sine ambitioner, sit arbejdsliv eller energiniveau begrænse af det faktum, at hun har passeret den officielle pensionsalder. Og hun har altså ingen planer om at drosle ned på karrieren lige foreløbig. Hun undrer sig tværtimod over, at flere af hendes jævnaldrende ikke gør som hun: Arbejder ufortrødent, også efter de 65, hvis de kan, da man netop på det tidspunkt af sit liv kan få arbejdsenergi og arbejdstid til at gå op i en højere enhed. På det tidspunkt har de fleste, ligesom hende selv, så store børn, at de familiemæssige forpligtelser ikke længere er det, der bestemmer, hvor meget man kan arbejde.

Ikke tid til metaltræthed

"Nogle får fysiske skavanker med alderen og føler sig mere trætte og har jo derfor god grund til at drosle ned og gå på pension. Men mange har jo ligesom mig masser af energi, men stopper alligevel. Måske fordi vi har et karrierebegreb i dag, der ligger op til, at man helst skal toppe i sin karriere midt i livet, og så går det bare nedad derfra. Men det er ærgerligt for alle parter," siger Sonja Toft og forklarer videre, at det for de unge er ærgerligt, fordi de oplever at være hårdt pressede på både hjemmefronten og arbejdsfronten i samme periode af deres liv og derfor bliver drænede for overskud. Og det er mindst lige så ærgerligt for de ældre i samfundet, fordi de bliver ramt af fordommen om, at de er for gamle til at udrette noget seriøst, når de endelig når den fase i livet, hvor de har både tid, overskud og faglig indsigt at byde ind med på samme tid.

Selv har Sonja Toft i dag to voksne sønner og er derudover fraskilt, og da hun stadig har masser af energi at lægge i arbejdet, ser hun selv den periode, hun befinder sig i lige nu, som den bedste og mest optimale i hendes karriere frem til i dag. Hun kan nemlig hellige sig jobbet uden at have dårlig samvittighed over familien, der venter derhjemme, og har samtidig en lang erfaring at trække på, der giver faglig sikkerhed og stor arbejdsglæde. Og alt sammen virker det selvforstærkende på arbejdsenergien. Af samme grund er klokken ofte over 21 om aftenen, inden Sonja Toft slukker for computeren i Skt. Peders Stræde og lukker ned for dagens dont på kontoret. Til gengæld tillader hun sig så også at 'starte til direktørtid' om morgenen, som hun siger.

En del af hemmeligheden bag hendes uformindskede arbejdsiver forklarer Sonja Toft dog også med, at hun foretog et stort skift i karrieren midt i livet og først begyndte at beskæftige sig med juraen for 20 år siden. Hun har derfor slet ikke haft tid til endnu at blive ramt af den metaltræthed, som kan ramme andre på hendes alder, fordi de har beskæftiget sig med samme fag i 50 eller endda 60 år.

Begavelse forpligter

Sonja Toft startede sit arbejdsliv som folkeskolelærer. Hun er født og opvokset i Thy med tre søskende og en far og en mor, der gjorde, hvad de kunne for at lære deres børn, at janteloven ikke var noget, man behøvede at lade sig bremse af, selvom man boede i et lille samfund på landet. En stærk tradition for videregående uddannelse lærte hende derudover tidligt de to principper, som hun selv mener, har formet hendes tilgang til hendes arbejdsliv: Nemlig at begavelse forpligter, og at arbejde er sundt, og derfor noget man går til med glæde.

Som 19-årig flyttede Sonja Toft til København og tog en lærereksamen, men indså allerede efter et par år, at lærerjobbet ikke kunne 'fylde hende helt'. Hun supplerede derfor lærerjobbet i en årrække med et deltidsjob som tilsynsværge i Københavns Kommunes Socialforvaltning, men savnede fortsat faglige udfordringer og startede derfor på jurastudiet som 41-årig. Det var dog kontakten med socialt belastede unge og deres familier i Københavns Kommune, der fangede hendes interesse for den sociale dimension i arbejdet, og som senere gjorde, at hun valgte speciale inden for familieretsområdet, da hun som 46-årig altså blev færdig som jurist.

"Når man skifter fag midt i livet, som jeg gjorde, så får man noget ny energi forærende. Samtidig har man også en modenhed som menneske, der gør, at man på det personlige plan har noget mere selvtillid i ryggen, end hvis man står som nyudklækket jurist midt i 20'erne. Selvom jeg ikke havde mange år på bagen, da jeg blev selvstændig som 49-årig, så vidste jeg i bund og grund, at jeg kunne mit kram, og det har været en kæmpe fordel," forklarer Sonja Toft om en selvsikkerhed, som hun hurtigt fik al mulig brug for som nyansat advokatfuldmægtig. Hendes chef, som var den eneste ansatte i firmaet ud over hende selv, blev nemlig gravid kort efter hendes ansættelse og blev sygemeldt. Og med en dugfrisk juraeksamen i ryggen måtte Sonja Toft selv klare domsforhandlingerne, bare få måneder efter hun havde fået sit kandidatbevis i hånden.

Frem i offentligheden

I dag lever Sonja Toft fint med sit eget karrierebegreb og virker i det hele taget ikke som typen, der er bange for at gøre tingene på sin egen måde, også selvom det ikke passer helt ind i samfundets normer. Samme træk har også fået hende til at træde frem i offentligheden flere gange både fra en faglig og en privat side.

I 2000 stillede hun fx op som model for den prisbelønnede fotograf Sif Meinecke i en fotoudstilling i Den Sorte Diamant, som viste modne kvinder i alderen 50 til 60 år fra atypiske og anderledes vinkler. Og fra 1990 begyndte hun at træde frem i medierne som kvindelig formand for Foreningen Far, et hverv som på kort tid gjorde hende landskendt og gav hende omdømmet som den ihærdige kvindelige talsmand for de danske fædre.

"Jeg er selv vokset op med en stærk far, som har haft stor positiv indflydelse på mit liv. Det har lært mig, at fædre i dag har en utrolig stor rolle at spille i deres børns liv. Men indtil for nogle år siden overså man virkelig fædrenes rolle i Danmark, da den fremherskende opfattelse var, at mødre er de bedste til at varetage børnenes tarv. Og der følte jeg virkelig, at der var noget at kæmpe for," siger Sonja Toft, som glæder sig over, at fædrenes reststilling bare i løbet af de sidste ti år er blevet langt bedre i Danmark.

Selv stoppede hun som formand for foreningen i 1998, men har i dag stadig tæt føling med både de danske fædre og mødres retsstilling, da skilsmisser hører til blandt hendes hyppigste sager. Og det er her, hun oplever triste skæbner og folk i krise, men samtidig også den mulighed for at hjælpe, som i sig selv er en af forklaringerne på, at hun bliver ved med at elske sit arbejde.

"Jeg bærer en stor kærlighed til juraen, men det, jeg brænder lige så meget for, er muligheden for at hjælpe andre mennesker. Jeg møder mange, der er i dyb krise i livet, når de kommer her. De står midt i en skilsmisse, er dybt ulykkelige og mange aner simpelthen ikke, hvordan de skal komme videre i livet. Nogle går herfra efter bare en times samtale og føler, at de har fået et håb tilbage. Og det er det, der giver mig den allerstørste arbejdsglæde, og derfor vil jeg fortsætte, så længe klienterne bliver ved med at banke på min dør," siger Sonja Toft.