Tema: Fremtidens krav

"Hvor er jeg glad for, at jeg har taget en coachuddannelse"

12.9.2018

af

Foto: Claus Bech

Foto: Claus Bech

Anne-Mi Svarrer tror på, at de personlige og sociale kompetencer kommer til at fylde endnu mere i projektlederrollen i fremtiden. Hun mener også, at agilitet som kompetence vejer meget tungere end analyse.

Tema: Fremtidens krav

Hvilke kerneopgaver står djøferne tilbage med, når robotterne har klaret alt rutinearbejdet? Bliver det generalist- eller specialistdjøferen, som arbejdsgiverne vil gå efter – eller bliver det måske en kombination?

Det undersøger Djøf i projektet A Working Future. Her har analysefirmaet Højbjerre Brauer Schultz bl.a. kortlagt for Djøf, hvad arbejdsgiverne lægger vægt på i jobopslag. Analysen bygger på 270.000 jobannoncer fra 2007-2017 og på konklusionerne fra syv workshops.

Resultaterne kan du læse om i denne artikel, og så har vi talt med tre djøfere om deres syn på fremtidens krav:

Der er altså en modsætning mellem, at både ’agilitet’ og ’analytiske’ kompetencer er i høj kurs i projektleder-jobopslag, mener Anne-Mi Svarrer. Hun er cand.scient.pol. og har en række projektlederstillinger bag sig – bl.a. fra private konsulenthuse siden 2013. Siden januar 2018 har hun været projektleder i DGI.

Der er flest såkaldte ’system-kompetenceord’ i jobannoncer for projektledere. Giver det mening for dig?

”Nej, jeg undrer mig egentlig over, at de fylder så meget. Men jeg tænker, at det måske er, fordi jobannoncer ikke følger med tiden og hænger fast i nogle ord, som har været koblet på projektledelse i mange år.”

Hvilke kompetencer tænker du så er særlig vigtige i en projektlederrolle?

”Jeg synes, det er modstridende, at der er så meget vægt på analyse som projektlederkompetence, samtidig med at man efterspørger agilitet. Analyse er nævnt som et af systemkompetence-ordene, men det giver ikke så god mening i en tid, hvor alting konstant ændrer og udvikler sig. En analyse er jo et billede af noget, der er sket. Så for mit vedkommende giver det meget bedre mening, at projektledelse er et agilt felt, hvor man hele tiden justerer projektet, så det harmonerer med den virkelighed, vi er i, frem for at man laver en plan og følger den til punkt og prikke.”

Men forventer styregruppen ikke, at projektlederen kan fremlægge en analyse?

”Der er noget, der hedder projektledelse, og noget, der hedder projektstyring. Hvor jeg mener, ledelse handler om at være den igangsættende og motiverende og få alle med. Mens projektstyring handler om at lave nogle regneark og figurer, der viser, hvordan det går og lægge en plan – som man så skal forvente har ændret sig allerede i morgen. Hvis jeg får behov for at få nogle data på, hvad vi har nået indtil videre, vil jeg bede en anden i teamet om at sørge for det.”

Så passer det på din virkelighed, at sociale kompetencer i særlig høj grad bliver efterspurgt hos projektledere?

”Ja, det giver rigtig god mening. Det er også derfor, jeg tit tænker, hvor glad jeg er for, at jeg har taget en coachuddannelse. Jeg ved ikke, om det er et typisk djøfer-træk, men nogle gange kan vi godt have en tendens til at være lidt hurtige på aftrækkeren og sige: ’Nu gør vi sådan.’ Men så får man bare ikke alle med i gruppen.”

Hvilke kompetenceord forventer du at finde færre af i fremtidige projektleder-jobopslag?

”Jeg tror mindre på de faglige kompetencer og som nævnt især de analytiske. For jo mere projektledelse bliver taget alvorligt som faglighed, jo mindre tror jeg, det tiltrækker dem, der synes, det er sjovt at sidde med den type opgaver – de vil have en anden rolle i projektteamet.”

Hvilket kompetenceord forventer du at finde i alle fremtidige projektleder-jobopslag?

”Personlige kompetenceord og især ’nysgerrighed’. Man kan som nævnt ikke forudse, hvad der kommer til at ske, og derfor handler det om at få så mange interessenter med ombord som muligt og finde ud af, hvordan de ser verden. For det er dem, der er eksperterne – det er dem, der kan se tingene ud fra et brugerperspektiv. Og uden dem kommer man nemt til at levere noget, der ikke passer til brugerne i den sidste ende.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet