Uddannelse

Tommy Ahlers åbner for eftertragtet studiepause

06-06-2018
3 min.
Den nye uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers (V), vil åbne for mere fleksibilitet på de videregående uddannelser ved at give de studerende mulighed for at tage pause fra studierne efter bacheloren.  Foto: Emma Line Sejersen/Ritzau Scanpix

De studerende skal have mulighed for at tage op til tre års pause fra studiet efter bacheloren, lyder et af de første politiske budskaber fra uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers. En mulighed de studerende har efterspurgt i årevis, lyder det fra Djøf.

Den nyligt udnævnte uddannelses- og forskningsminister, Tommy Ahlers (V), har sat sine første ringe i vandet. I et interview med Berlingske åbner han for, at studerendes retskrav skal blødes op, så det bliver muligt for studerende at vente tre år fra færdiggørelsen af en bachelorgrad til påbegyndelsen af en kandidatuddannelse.

”Tager vi universitetsuddannelsen i dag, er det meget sådan, at det er tre år plus to år, altså bachelor og kandidat. Og man læser gerne det samme. Det vil jeg gerne brede mere ud, så flere stoppede efter bacheloruddannelsen, gik ud og arbejdede i to-tre år og så kom tilbage til universitetet for at tage en kandidatuddannelse. Det kunne oven i købet være noget helt andet, fordi man havde været ude i virkeligheden og set noget andet, der kunne være interessant,” forklarede Tommy Ahlers til Berlingske.

Flere indgange

De nuværende retskrav, som de studerende er underlagt, bestemmer, at kandidaten skal påbegyndes i umiddelbar forlængelse af bacheloren, hvis de vil være sikre på at få direkte adgang. Det vælger mange bachelorstuderende, bl.a. fordi ansøgertallet er så højt på kandidatuddannelserne, at de ellers risikerer ikke at kunne studere videre. Det er denne tidsfrist, som Tommy Ahlers nu foreslår at udvide til tre år.

Samtidig dikterer de nuværende retskrav også, at kandidatdelen skal være en naturlig overbygning til bacheloruddannelsens fagområde, men dette forbehold virker også til at blive begrænset med tanken om, at man skal kunne ”studere noget helt andet," som ministeren formulerer det. 

Samtidig vil Tommy Ahlers åbne for muligheden for, at man kan tage en étårig overbygningsuddannelse, som ikke svarer til en fuld kandidatuddannelse.

”I stedet for at livsbanen er lagt, fra man er 19 år, og at det herefter kun handler om progressionen i det samme spor, man befinder sig i, vil jeg gerne brede det mere ud, så der bliver flere indgange,” siger Tommy Ahlers i interviewet.

"Det har stået på Djøfs ønskeliste meget længe"

Wenche Quist, forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Djøf.

Djøf: Godt tilbud til de studerende

”Det giver rigtig god mening.”

Sådan lyder vurderingen fra Djøfs forsknings- og uddannelsespolitiske chef, Wenche Quist.

”Der er ingen tvivl om, at hensigten er at øge fleksibiliteten i uddannelsessystemet, så man kan få erhvervserfaring efter bacheloren og få mere kvalificerede kandidater, der også har relevant arbejdserfaring. Det har stået på Djøfs ønskeliste meget længe,” siger hun.

Hun tror dog ikke, at idéen i praksis vil blive et kæmpe oprør med den lige vej.

”Jeg tror, at de fleste studerende gerne vil fortsætte med at gå direkte videre på kandidatuddannelsen, men forslaget giver en fleksibilitet og er et godt tilbud til studerende, der gerne vil have gode kort på hånden efter kandidaten.”

Selvom Wenche Quist bifalder lempelsen af tidsfristen, forstår hun imidlertid ikke nødvendigheden af den etårige overbygningsuddannelse.

”Jeg har endnu til gode at forstå behovet, for så vidt vi kan se, bliver det ikke efterspurgt af hverken arbejdsgivere eller studerende. Jeg tror, det vil skabe mere forvirring i et uddannelsessystem, som i forvejen har mange muligheder.”



At kunne komme tilbage og studere noget andet end det, som éns bachelor pegede i retning mod, er ifølge Wenche Quist en ganske god idé, men det må ikke have den pris, at man kan miste retten til at tage den kandidatuddannelse, som lå i naturlig forlængelse af bacheloren.

”Større diversitet er godt, hvis ikke det medfører tab af rettigheder. Man skal ikke komme tilbage efter tre år og miste retten til at kunne tage den kandidat, man gerne ville og kunne have taget, hvis man var gået den direkte vej,” mener hun.


Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.