OK18

Stort ja til overenskomst: Stemmeprocent slår rekord

6.6.2018

af

Foto: Djøf

Foto: Djøf

Djøferne kvitterede for resultatet af to måneders maratonslag i Forligsinstitutionen med en tårnhøj ja-procent og historisk rekord på stemmeprocenten.

Det blev – måske ikke helt uventet – et bragende ja fra djøferne til det resultat, deres forhandlere kom hjem med efter næsten to måneder i Forligsinstitutionen. I den netop afsluttede urafstemning stemte 95,5 procent ja.

Stemmeprocenten kom op på 51,7 procent, hvilket er dobbelt så højt som i 2015 og 2013 – og langt det højeste i nyere Djøf-historie.

Djøferne var fremme i front

Mikkel Mailand, forskningsleder på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet, er ikke overrasket over den høje stemmeprocent og den høje ja-procent blandt djøferne.

Det er der flere grunde til, pointerer han:

"Der har denne gang været en ekstra stor opmærksomhed om overenskomstforhandlingerne. Dertil kommer, at djøferne og akademikerne havde et specifikt issue for dem med helt i front i forhandlingerne, nemlig spørgsmålet om sikringen af den betalte frokostpause. Endvidere blev der italesat en tillidskrise med specielt de statslige arbejdsgivere," siger han.

"Endelig har vi på TV2 News og alle mulige steder set djøfere være med som aktivister i gule konfliktveste med Djøf-logo – og vi er jo ikke vant til at se djøfere på barrikader sammen med 3F’ere og pædagoger med faner."

Fakta om urafstemningen

95,5 pct. stemte ja til resultatet

2,9 pct. stemte nej

1,8 pct. stemte blankt

Urafstemningen blev 24. maj 2018 sendt ud til alle 26.039 medlemmer af Djøf Offentlig. Stemmeprocenten blev 51,7.

Sara Vergo: Vi kæmpede konstruktivt

Formanden for Djøf Offentlig, Sara Vergo, som selv sad med i Forligsinstitutionen i vel sammenlagt 400 timer, er utrolig glad for den høje stemmeprocent.

"Vi skriver historie: At vi denne gang er over 50 procent, er fantastisk. Det vidner om engagement og interesse for overenskomsten, og det er dejligt. Det er jo kerneopgaven for en faglig organisation at forhandle sig frem til gode arbejdsvilkår."

Hun er også meget tilfreds med, at næsten alle valgte at stemme ja.

"Alle ved, at det var ekstremt vanskelige forhandlinger, så jeg tolker afstemningen som en anerkendelse af, at vi kæmpede bravt og fik et ganske fornuftigt resultat ud af det. Vi har vist, at vi vil forhandle og er gået konstruktivt, men også kampparate ind i forhandlingerne. Den cocktail har været afgørende, tror jeg." 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet