Forskning
14.5.2018
af
Annemette Schultz Jørgensen
Foto: Chris J. Ratcliffe
Den britiske EU-afstemning i 2016 slog alle rekorder i uoverskuelige kaskadeeffekter og kaotiske efterdønninger. Kombinationen af øget risikovillighed og historisk ringe tillid til politikere og eksperter har skabt nye erkendelser om, hvornår og hvordan det direkte demokrati bør bruges fremover i EU, siger Sara Hobolt, dansk professor i London.
Respekten for folkeafstemninger som demokratisk redskab i EU-spørgsmål har med Brexit udviklet sig til decideret ærefrygt blandt EU-politikere, efter at den britiske afstemning har sendt Storbritannien ud i forfatningsmæssigt kaos og fået EU’s fundament til at vakle.
Folkeafstemninger har altid været en smule uberegnelige og befolkningers adfærd ikke helt til at forudsige, når politikere har lagt spørgsmål ud til afstemning. Men Brexit slog alle rekorder med sine omsiggribende efterdønninger, som to år efter stadig ikke er i nærheden af at have lagt sig.
Det har fået eksperter til at revurdere, hvad vi egentlig ved og kan regne med om folkeafstemninger i dag, og hvad Brexit kan lære os af nyt på den konto. En af dem er danske Sara Hobolt, som er professor i europæisk politik på London School of Economics and Political Science.
”Brexit sprængte fuldstændig rammerne for tidligere erfaringer med det direkte demokrati i EU. Det har skabt stort nybrud i britisk og europæisk politik og inden for det, vi hidtil har vidst om vælgeradfærd og folkeafstemninger. Det er det, jeg forsker i lige nu,” siger Sara Hobolt fra sit kontor på det anerkendte britiske universitet i Londons centrum.
Hendes egen interesse for EU-folkeafstemningerne går langt tilbage. Mere præcist til den danske afstemning om Maastricht-traktaten i 1992, der også blev et overraskende nej og var sidste gang, en folkeafstemning i EU også gav anledning til ny opsigtsvækkende læring.
”Den danske Maastricht-afstemning skabte også opbrud, fordi det var første gang, man oplevede at have en politisk og økonomisk elite, som var enige om, at man skulle stemme ja, og så en befolkning, der alligevel stemte nej. Det lærte os, at folk ikke kun stemmer om det, de bliver spurgt om ved folkeafstemningerne, men også bruger dem til at ytre deres generelle utilfredshed med den politiske elite og etablissementet og derfor kan finde på at reagere så uforudsigeligt,” fortæller Sara Hobolt.
Hun skrev ph.d.-afhandling om EU-folkeafstemninger på Cambridge University, var derefter ansat på Oxford University i seks år og har siden 2012 været professor med speciale i EU-politik på London School of Economics.
Som mangeårig forsker i de europæiske folkeafstemninger var Sara Hobolt bedre klædt på end de fleste til at forudsige udfaldet allerede i 2013, da David Cameron lovede briterne en afstemning om deres EU-medlemskab. Og især to faktorer pegede efter hendes vurdering fra starten på en udmeldelse.
Den ene var netop befolkningers tendens til at bruge afstemningerne til at få afløb for politikerleden, hvilket hun var sikker på, at briterne også ville gøre. Den anden var, at EU-skepsissen i Storbritannien var (og er) langt større end noget andet sted i EU.
En anden faktor pegede imidlertid på, at briterne måske kunne finde på at blive.
”Fra tidligere folkeafstemninger ved vi, at hvis konsekvenserne af at stemme imod virker meget store – hvilket de jo gjorde med Brexit – så besinder folk sig ofte, fordi de bliver skræmt af politikerne og eksperternes råd. Det fik mange af os forskere til at tænke, at briterne måske trods alt kunne ende med at bevare status quo.”
Som bekendt lod briterne sig ikke skræmme. Et flertal stemte nej og førte Storbritannien ud i et parlamentarisk kaos, en potentiel økonomisk krise og en international forhandlingskonflikt, som ingen endnu aner, hvor lander. Hvad man dog ved med sikkerhed i dag, er, at det man troede, man vidste om folkeafstemninger, ikke helt holdt vand. Spørgsmålet er derfor nu, hvad vi så har lært af det.
Ifølge Sara Hobolt er det først og fremmest, at respekten for politikere og eksperter er historisk lav, siden briterne ikke lod sig overbevise af de ellers foruroligende økonomiske fremtidsscenarier ved en udmeldelse.
”Man kan sige, at det første, vi lærte af Brexit, var, at befolkninger tydeligvis er mere risikovillige i dag, når de stemmer ved folkeafstemninger, end vi som forskere troede. Hvilket så gør folkeafstemninger endnu mere uforudsigelige, end de allerede var. For selvom der var stærke argumenter for, at et Brexit ville ramme Storbritannien hårdt, var det ikke afgørende for flertallet. Det var til gengæld udsigten til at få mere kontrol over deres land. Og det lærte os også, at afstemningen viste sig at handle mere om identitet end økonomi,” siger EU-professoren.
Den læring har åbnet øjnene for, hvordan netop identitetsspørgsmålet i dag er i gang med at skabe nye politiske skillelinjer mellem de mere liberale og urbane vælgere, der går ind for immigration og globalisering, og så vælgere i provinsområder og udkantsregioner, der ønsker immigrationsstramning og mere national selvbestemmelse. Grupper, som går på tværs af klassiske partiskel, ikke bare i Storbritannien, men på europæisk plan. Et emne, som udgør et af Sara Hobolts nye forskningsområder.
Det første, vi lærte af Brexit, var, at befolkninger tydeligvis er mere risikovillige i dag, når de stemmer ved folkeafstemninger, end vi som forskere troede. Hvilket så gør folkeafstemninger endnu mere uforudsigelige, end de allerede var.
Sara Hobolt, EU-professor ved London School of Economics
Endnu en afgørende læring fra Brexit har været, at selvom folkeafstemningsresultater traditionelt har været svære at drage entydige konklusioner af, så slog den britiske afstemning også her alle rekorder. Folks motiver for at stemme har efterfølgende vist sig at handle om meget mere end bare medlemskabet af EU. Det har efterladt May og hendes regering i håbløs vildrede om, hvad befolkningens svar egentlig peger i retning af, og hvad politikerne derfor har fået mandat til.
”Med en folkeafstemning har man jo et binært valg, hvor folk bare kan svare ja eller nej, hvilket gør afstemninger enkle, så længe spørgsmålet ikke er for komplekst. Brexit blev dog utrolig komplekst, fordi folk stemte nej af mange forskellige grunde. Og nu står regeringen så med ansvaret for at fortolke noget meningsfuldt ud af et uhyre kompliceret resultat. Det rejser en ny erkendelse af, at folkeafstemninger er en god ting, fordi det giver folk en stemme, men samtidig også kan efterlade politikerne dybt splittede som nu,” siger hun.
Sara Hobolt fortæller videre, at en del af det problem handler om, at folkeafstemninger ikke bygger på partiprogrammer, som parlaments- og folketingsvalg gør, hvor befolkninger og folkevalgte har noget konkret at forholde sig til. Folk stemte altså Storbritannien ud af EU uden at have taget stilling til en konkret plan for, hvilken relation landet så skal have til EU i stedet.
Sara Hobolt tror derfor, at en af konklusionerne på Brexit bliver, at man kommer til at efterspørge nye og klarere konventioner for, hvordan EU-folkeafstemningerne bør anvendes fremover, så de ikke igen får så uforudsigelige konsekvenser.
”Brexit viste os på flere planer, at folkeafstemninger ikke er en del af vores demokratiske orden, som vi ved, hvordan vi skal forholde os til. For en anden problematik er jo, at man også indenrigspolitisk i Storbritannien har fået et parlamentarisk dilemma. Man står med et resultat, som det parlamentariske flertal faktisk var imod, men alligevel er tvunget til at følge. Det har rejst spørgsmålet om, hvor meget politikere egentlig er bundet af folkeafstemningerne, hvis de strider mod deres egen politiske overbevisning og det mandat, de oprindeligt er valgt ind på,” siger Sara Hobolt.
En anden overraskelse har været, i hvor høj grad afstemningen har rystet Storbritanniens egne regionale relationer og bragt nationen ud i forfatningsmæssigt kaos.
”Resultatet kommer jo ikke kun til at handle om, at Storbritannien nu forlader EU, da afstemningen også har rykket ved nogle fundamentale dynamikker i det britiske demokratiske system. Pludselig begynder det nordirske spørgsmål at åbne sig igen, ligesom Skotlands rolle i den britiske union også er tilbage på dagsordenen, hvilket har rystet alle. Det viser, at en folkeafstemning åbenbart har kraft til fuldstændig at vende op og ned på et urgammelt stabilt politisk system, som man troede hvilede på en konsensus af fælles historiske normer og spilleregler,” siger hun.
Tilbage står spørgsmålet om, hvad resten af Europa og de europæiske politikere kommer til at lære af den sprængfarlige britiske folkeafstemning.
”Der er ingen tvivl om, at politikerne i hele EU er chokerede over, hvordan afstemningen har igangsat voldsomme dynamikker, som ingen havde gennemtænkt. Derfor er jeg også sikker på, at vi fremover kommer til at opleve en større forsigtighed, når EU-spørgsmål sendes til afstemning,” vurderer Sara Hobolt.
Hun fortæller, at man allerede nu tydeligt fornemmer en tilbageholdenhed blandt EU-politikerne, der ellers var indstillede på at reformere EU’s institutioner efter eurokrisen. Men eftersom reformændringer vil kræve EU-traktatændringer, som skal ratificeres og derfor til afstemning i visse lande, er reformambitionerne droslet ned. Man er ganske enkelt bange for at sætte for store bevægelser i gang med flere afstemninger efter Brexit.
Politikerne i hele EU er chokerede over, hvordan afstemningen har igangsat voldsomme dynamikker, som ingen havde gennemtænkt.
Sara Hobolt, EU-professor ved London School of Economics
Men selvom Europa-politikerne har trukket følehornene til sig, forventer Sara Hobolt ikke at se mindre til brugen af det direkte demokrati på længere sigt. Tværtimod.
For det første fordi erfaringen viser, at når først befolkninger har vænnet sig til at blive hørt i EU-spørgsmål, forventer og kræver de det igen. Og for det andet fordi folkeafstemningerne, uforudsigelige eller ej, rent faktisk ofte også fører gode ting med sig.
”I Danmark har EU-afstemningerne afgjort fået politikerne til at lytte mere til befolkningen i EU-spørgsmål, og derfor har vi fået mere af det EU-samarbejde, som danskerne gerne vil have, hvilket i sig selv har fået støtten til EU til at vokse. Samtidig har de danske EU-afstemninger også skabt debatter, som har højnet den generelle EU-viden blandt danskerne. Det har igen gjort politikerne mere opmærksomme på, hvad der er vigtigt for befolkningen, og igen gjort det lettere for dem at forhandle i EU, fordi de kender mandatet hjemmefra,” siger hun.
Endelig peger Sara Hobolt også på den populistiske bølge som en faktor, der vil skubbe til øget brug af det direkte demokrati.
”Folkeafstemninger er en af de store mærkesager for de højre-populistiske partier, der vinder frem i disse år. De er ikke anti-demokratiske som tidligere fascistiske partier, men går ind for en anden type demokrati med mere direkte demokrati. Højre-populisterne er netop imod den etablerede elite, og i den kamp er folkeafstemningerne et oplagt redskab. Så alt i alt tror jeg, at EU-afstemningerne er her for at blive. Også selvom politikerne nok kommer til at vælge dem med lidt større omhu fremover,” siger hun.
Sara Hobolt
Ledige stillinger