OK18

Gult kort til Finansministeriet

23.3.2018

af

Foto: Eva Bøgelund

Foto: Eva Bøgelund

Det er Finansministeriet, der har ført hele det offentlige område mod en uønsket storkonflikt, som vil lamme Danmark og bane vej for et lige så uønsket politisk lovindgreb, lød det fra Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, på foreningens repræsentantskabsmøde (Opdateret 29.marts).

Der var gule 'konflikt-veste' til alle på Djøf Offentligs repræsentantskabsmøde, som faldt lige midt i de sammenbrudte overenskomstforhandlinger.

Det er nu forligsmand Mette Christensens opgave at prøve at samle en skitse til et mæglingsforslag, som begge parter kan acceptere. Hun har frem til den 3. april kl. 23:59, så går strejken i gang – og de gule veste skal frem – medmindre hun bruger sin myndighed til at udskyde konflikten, hvilket hun i princippet kan gøre helt frem til sidste minut.

Der er tavshedspligt om, hvad der sker i Forligsinstitutionen. Så Sara Vergo, formanden for Djøf Offentlig, kunne ikke bringe noget nyt derfra.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Forligsinstitutionen udskyder konflikt

Forligsinstitutionen har udskudt den varslede strejke og lockout på det offentlige område 14 dage.

Forhandlingerne fortsætter, og det betyder, at den varslede strejke og lockout først kan træde i kraft 14 dage senere, eller tidligst fem dage efter et eventuelt sammenbrud i forhandlingerne.

Følg seneste nyt fra forhandlingerne på djoef.dk/ok18.

Sara Vergo forklarede derimod grundigt, hvorfor situationen var nået helt herud. For en strejke og en lockout af det omfang, som arbejdsgiverne har varslet, er vildt og skræmmende, tilstod hun.

Uventet angreb på den betalte frokostpause

Så hvad fik djøferne op i det røde felt?

Det handler om Finansministeriet, fastslog Sara Vergo.

Herfra har man gravet det hul, der gør, at hele det offentlige aftaleområde – stat, kommuner og regioner – nu sidder fast, sagde hun.

Først smed Moderniseringsstyrelsen bomben mod den betalte spisepause ind i forhandlingsrummet. Afskaffes den, svarer det til at reducere lønnen med syv procent.

"Moderniseringsstyrelsens påstand er, at vores betalte spisepause er en kutyme, som uden videre kan stryges, fordi den aldrig er blevet eksplicit skrevet ind i overenskomsten. Den er et gode, som ledelserne kan afskaffe ligesom en frugtordning, hvis der er røde tal på budgettet. Nogle har hørt det omtalt som, at Finansministeriet 'gerne lige vil have syv pct. stående i banken, der kan hæves når som helst'."

"At indfri vores krav om sikkerhed for den betalte spisepause vil ikke koste arbejdsgiverne en krone. Men, nej."

Talkrig om rimelig reallønsudvikling

Næste store hurdle var, da det viste sig, at Finansministeriet ingen vilje havde til at sikre de statsansatte en rimelig reallønsudvikling – og dermed heller ikke i kommunerne og regionerne, for det er nu engang staten, der lægger linjen for lønudviklingen, fastslog Sara Vergo.

"Vi ønsker en fair lønudvikling, der udvikler sig parallelt med den i det private."

Forhandlingerne har undervejs budt på en større talkrig om, hvordan og fra hvilket årstal man beregner den private sektors lønudvikling.

Den korte version – set fra Djøfs side af bordet – er, at Finansministeriet har brugt talmagi til at sige, at de offentlige lønninger er løbet for stærkt i forhold til de private, og at der derfor ingen reallønsstigning kan blive, for man 'skylder'.

Finansministeriet har lagt sig fast på, at det højst kan blive til en lønudvikling for de offentligt ansatte på i underkanten af syv pct. i perioden 2018-2020. Selvom Økonomi- og Indenrigsministeriet – hvis tal plejer at blive lagt til grund for de offentligt ansattes lønstigning – forventer en privat lønudvikling på 8,6 pct. i perioden 2018-2020. De økonomiske Vismænd siger 9,2 pct.

"Det hænger ikke sammen. Det er ikke OK."

Moderniseringsstyrelsen tænker ikke i fairness

"Jeg tror desværre, at vi med dannelsen af Moderniseringsstyrelsen – der jo på én gang skal agere personalekontor og besparelsesagent – har fået ændret grundlæggende ved opfattelsen af offentligt ansatte. Fra at være betragtet som en ressource betragtes vi nu som en udgift," sagde Sara Vergo.

"Vi brænder for den offentlige sektor. Vi stiller ikke urimelige krav. Mest af alt vil vi anerkendes. Men for Moderniseringsstyrelsen handler det ikke om rimelighed, fairness og god adfærd. Og det har stået på længe. Og så er det, man får lyst til at tage dén der gule vest på."

Endelig viser Djøf sig som en fagforening

Hvis Mette Christensen ikke lykkes med sin mæglingsmission, skal 3.400 Djøf-medlemmer, udvalgt af Djøf, i strejke fra den 4. april. Fra den 10. april skal yderligere cirka 20.000 Djøf-medlemmer gå hjem lockoutet af arbejdsgiverne. Plus 430.000 andre offentligt ansatte.

Hvis altså ikke det hele bliver løst – eller udsat – af forligsmanden.

Men hvordan har medlemmerne reageret på, at Djøf har været med til at gå forrest og varsle strejke? Der er kommet mange henvendelser, sagde Sara Vergo.

Såsom: 'Dejligt, at Djøf endelig viser sig som en fagforening', 'Nu må Djøf sige stop og ikke være den pæne pige i klassen' og 'Hvis Djøf ikke denne gang går offensivt ud, så forstår jeg ingenting'.

"Men vi er også stødt på holdninger om, at Djøf skal passe på med ikke at lyde skinger i tonen og blive spændt for 'Bondos vogn' (formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, red.)," understregede hun.

"Jeg må bare sige, at vi i bestyrelsen ikke var i tvivl om, at vi måtte slå igen, når Finansministeriet ønsker et hævekort med fri adgang til vores betalte spisepause."

Har Djøf reelt arbejdet for et forlig?

Andre har sagt til Sara Vergo, at de var bekymrede for, om Djøf reelt arbejdede for et forlig.

Men Djøf har været i forhandlinger i mange timer og ved mange borde, før forhandlerne torsdag 22. februar lige før midnat måtte rejse sig fra bordet og forlade Finansministeriet, fordi man ingen vegne kom, understregede hun.

"Superærgerligt som den forhandlingsorganisation, vi er. Vi troede på et forlig lige til det sidste."

"Jeg kan betrygge de bekymrede. Vi er parate til at bevæge os. Det er ikke tomme ord, når jeg siger, at vi allerhelst vil finde en forligsmæssig løsning. Jeg har været der selv, i den kommunale forhandlingsdelegation, så sent som i forgårs. Så jeg ved, det er sandt."

Mæglingsforslag eller konflikt og lovindgreb

Hvad der vil ske i Forligsinstitutionen hen over påsken mod den 4. april, vil ingen gætte på.

Måske Mette Christensen tryller og får et mæglingsforslag på bordet.

"Jeg kan i så fald næsten på forhånd love, at der ikke bliver tale om et mæglingsforslag, som vi bliver meget begejstrede for. Det ligger jo i logikken i systemet, at man ikke bare skal sørge for at ende i Forligsinstitutionen, og så får man sin vilje. Alligevel håber jeg stadig på en forligsmæssig løsning."

Måske Mette Christensen ikke løser knuden, og der så bliver konflikt.

"Jeg vover den påstand, at denne konflikt ikke vil få nogen vindere. Men risikoen for, at dét, vi taber, hvis vi ikke sætter foden i døren, er endnu større," fastslog Sara Vergo.

En konflikt af det omfang, som arbejdsgivernes kæmpe-lockout vil medføre, lammer det danske samfund pr. omgående – og lægger dermed et politisk lovindgreb lige på den flade hånd.

"Et lovindgreb er i min optik en falliterklæring for den danske model. Men som kortene er spillet, er der desværre en pil, som peger i den retning," sagde Sara Vergo.

Tak til Djøf Privat for støtten

Sara Vergo kunne fortælle, at Djøf Offentligs medlemstal er vokset markant i de sidste uger – på grund af udsigten til konflikt.

"Det siger mig, at når vi kommer i stormvejr, så er vi klar til at stå sammen. Og man kan stadig nå at melde sig ind. Efter dispensation."

Og så sendte hun i øvrigt en stor tak af sted til de privatansatte kolleger i Djøf Privat "som åbenlyst har støttet os. Som da Djøf Privats formand, Henrik Funder, gik i rette med en vis Bjarne Corydon, da han i sin nye rolle som chefredaktør på Børsen i en leder kaldte vores krav til de offentlige overenskomstforhandlinger for grisk snæversyn."

"Vi er ikke griske. Vi har vist medansvar og accepteret kriseoverenskomster i 2011, 2013 og 2015. Nu er krisen forbi. Det skal også kunne mærkes som offentlig ansat."

Blå djøfer stod under rød fane på slotspladsen

Der var også fuld støtte fra alle de gule veste i salen til Sara Vergo og bestyrelsens linje. Mange var på talerstolen med opbakning.

Som en repræsentant sagde:

"Jeg er selv relativt blå i det. Men i fredags stod jeg under en rød fane foran Finansministeriet på Christiansborg Slotsplads 1 og råbte 'nok er nok'. Arbejdskamp i dag er ikke den gamle rød-blå kamp, men kampen for nogle arbejdsvilkår, som er fair. Som Sara Vergo siger det: 'Det handler om min og din hverdag'."

Meddelelse fra ledelsen: I må ikke tage en hjemmearbejdsdag

En anden kom med en advarsel til de kolleger, der ikke er udtaget til konflikt eller lockout og derfor skal gå på arbejde under konflikten:

"I går meddelte ledelsen os, at hvis man ikke kan komme på arbejde, fordi regionaltoget ikke kører på grund af konflikt, så kan man ikke få lov til at tage en hjemmearbejdsdag. Det synes jeg er en konfliktoptrapning."

Andre kunne supplere med, at det havde de også hørt, og at tonen i den meddelelse antydede, at Moderniseringsstyrelsen står bag den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Mikkel Kaastrup
6 år siden
P.t. er det jo uklart hvad forhandlingerne i forligs-institutionen fører til. Men DJØF's krav: 1) Garanti for, at frokostpausen forbliver betalt og 2) Samme lønstigninger som forventes på det private område (oven i købet med nedregulering, hvis der ikke bliver disse forventede lønstigninger) - det er jo ikke krav som er urimelige, eller som der kan gives køb på. Er der nogen i DJØF's ledelse, som forestiller sig, at medlemmerne vil acceptere, at lønstigningerne bliver mindre end på det private arbejdsmarked, eller at arbejdsgiverne får mulighed for at fjerne den betalte frokostpause, hvis det passer dem? Hvad skal jeg så med en fagforening?! Efter lærer-konflikten er det ekstremt tydeligt, at Finansministeriet (eller hvem det nu er, som lægger strategien) kun har ét mål (besparelser), og at man er villig til at bruge ALLE midler for at nå det, herunder planlagte lockouter efterfulgt af ensidige lovindgreb fra den ene af de to parter, som både kan forhandle, men som - hvis forhandlingerne ikke falder ud til egen fordel - så kan vælge at ophøje egne ønsker til lov. I (hermed mener jeg i det mindste de kolleger i DJØF, som har en juridisk uddannelse) er vel klar over at denne type singulære love er meget på kant med både almindelige retsprincipper, og i allerhøjeste grad et voldsomt indgreb i lønmodtagernes menneskerettigheder (ret til strejke, ret til forhandling, ret til rådighed over egne pengemidler), for staten dikterer arbejdsvilkår for en stor gruppe mennesker, som normalt kan forhandle om det. (Det er dybest set samme metoder, som staten i 30'ernes og 40'ernes Tyskland og Italien anvendte for at kontrollere fagforeningerne og løndannelsen). Med andre ord: Hvis Finansministeriet blot kan komme med urimelige forhandlingsoplæg i forvisning om, at hvis fagforeningerne ikke accepterer dem, så laver Finansministeriets "handlers" bare en lov med samme indhold, så er der jo ingen forhandling - så er det blot et enevældigt diktat (velkommen igen til den enevældige regeringsform, som vi ellers troede blev afskaffet med 1849-grundloven). Der er tale om, at den udøvende magt (Finansministeriet) samarbejder med den lovgivende magt (Folketinget) på en måde som i hvert fald strider imod ånden i Grundlovens § 3, som ellers dikterer en adskillelse af de tre samfundsmagter. Men det er jo alt sammen lige meget med disse principper, da målet jo er at Finansministeriet skal spare penge, og måler som bekendt helliger midlerne. At metoden medfører et andet tab, nemlig at regeringen og evt. også Folketinget mister sin legitimitet, og at man som borger følger trang til så blot at overtræde de love, som man ikke kan respektere (det bør man efter min opfattelse heller ikke gøre), er det vel også lige meget, så længe der spares penge på lønbudgetterne? Set i lyset af de tidligere anvendte forhandlingsmetoder fra ministeriets side - mon så ikke kan man forvente, at ministeriet fra starten har valgt at komme med et udspil, man vidste var utåleligt, for derefter nu i forligs-institutionen at kunne opnå, hvad man ønskede (lønstigninger i det offentlige, som ligger væsentligt lavere end i det private), samtidig med at fagforeningerne over for medlemmerne kan forsvare det ved at sige, at man i det mindste ikke gav efter for de urimelige krav?!