23-årig studerende vinder advokatpris

16.2.2018

af

Foto: Cathrine Ertmann

Foto: Cathrine Ertmann

Mike Vestergaard har lige vundet Karnovs Nytænkerpris 2018, fordi han for et år siden stiftede en retshjælp med speciale i lejeret. Han gik fra idé til retshjælp på to en halv uge.

Det går hurtigt for Mike Vestergaard. Faktisk så hurtigt, at han i spøg frygter, at hans karriere allerede har toppet. Djøfbladet fanger ham over telefonen, mens han sidder i sin lejlighed i midten af Aalborg. Han er ved at skrive anbefalinger som led i arbejdet som stifter og bestyrelsesformand for Lejerens Frie Retshjælp.

Retshjælpen har på det år, den har eksisteret, behandlet over 4.500 sager. Typisk rådgiver de om flytteopgørelser, forbrugsregnskaber og vedligeholdelse af lejligheder. 45 studerende i Aalborg, Aarhus og Odense arbejder frivilligt i retshjælpen. Snart udvider de også til København. Alt foregår digitalt, og rådgivningen er for det meste skriftlig. De frivillige rådgivere behøver bare en computer med internetadgang.

”De kan sidde derhjemme og arbejde, når de vil. Der er selvfølgelig nogle tidsrammer, de skal overholde, men om de arbejder midt på dagen eller om aftenen, er fuldstændig ligegyldigt. Så kan de selv tilpasse det deres studie og hverdag,” fortæller Mike Vestergaard. Selv er han mest effektiv mellem klokken ni om aftenen og to om natten.

Mike Vestergaard er 23 år. Læser HA (jur.) på 6. semester på Aalborg Universitet. Har studiejob som juridisk leder i SIND og juridisk rådgiver i kommunikationsfirmaet Copus. En gang om året udgiver han en domssamling i lejeret.

Foto: Cathrine Ertmann
Vandt over prominente firmaer

Ud over at retshjælpen hjælper folk med at få styr på lejeloven, får de frivillige jura- og erhvervsjura-studerende også praktisk erfaring og en tættere kontakt til advokatbranchen, som retshjælpen samarbejder med. Fx gennem kurser og rådgivning om de mere komplekse juridiske spørgsmål. 

Som eneste studerende dystede Mike Vestergaard mod bl.a. Kammeradvokaten og en partner fra advokatfirmaet Plesner, som også var nominerede til Karnovs Nytænkerpris. Vinderen blev kåret til Karnovs Nytårskur.

”Jeg havde eksamen i formueret fra 9 til 14 i Aalborg den dag. Der var nytårskur i København klokken 16, så jeg fløj derover klokken 15.30 med min teamleder, og vores retshjælpsleder tog derover i forvejen.”

Mike Vestergaard nåede frem, et kvarter inden prisen blev uddelt.

”Vi skulle sidde allerforrest, så alle så, at vi kom for sent. Det allerførste, jeg gjorde i min takketale, var at beklage forsinkelsen. Det var lige smart nok at komme for sent foran så mange vigtige folk fra branchen, men jeg havde jo en god undskyldning.”

Kun fem procent i mål

For et år siden havde han ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han skulle vinde en pris for sin idé. Prisen ser han som resultatet af en holdindsats fra alle, der har været involverede i retshjælpen.

”Når det går allerbedst, er det vigtigt at have ydmygheden med sig, så det er vigtigt at holde begge ben på jorden lige nu. Jeg er selvfølgelig superstolt over det, vi har nået på et år, men jeg føler ikke, at vi er i mål endnu. Vi har kun nået fem procent af det, jeg vil med retshjælpen.”
Studiet kommer først

Var det alene dig, der fik idéen til retshjælpen?

”Ja. Det lyder egoistisk. Jeg fik idéen for lige omkring et år siden. Jeg tog chancen og arbejdede i døgndrift med den i to en halv uge. Det er sådan, jeg arbejder bedst. Når jeg først går i gang, er det 24 timer i døgnet.”

Hvad er økonomien bag?

”Det økonomiske fundament er betalt af mig. Google sponserer vores markedsføring, og advokaterne støtter op om vores kurser. Derudover har vi intet tungt bureaukrati eller udgifter til husleje og løn. Det handler om ikke at gøre det for tungt.”

Har du tid til dine studier?

”Mit holdepunkt er hele tiden studiet. Én ting er, at jeg får en masse praktisk erfaring og et stort netværk, men på arbejdsmarkedet skal man have den fulde pakke. Det er min intention at gennemføre hele studiet på normeret tid.”

Hvordan ser din fremtid ud?

”For at være ærlig, så ved jeg det ikke. Jeg er 23 år gammel, og det er lige før, at jeg topper for tidligt. Jeg er tiltrukket af advokatbranchen, men iværksætterlivet trækker også. Når den rigtige mulighed kommer, så ved jeg det.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet