Brexit har øget behovet for rådgivning

06-12-2017
2 min.
Søren Skibsted er cand.jur. og advokat. I dag Head of London Office og partner i Kromann Reumert. Tidligere partner i Kromann Reumert i København. Illustration: Michael Werge

Hos Kromann Reumert i London har Brexit skabt øget travlhed, fordi uvisheden har fået flere danske virksomheder i Storbritannien til at søge rådgivning. En travlhed som Søren Skibsted også forventer vil fortsætte, når Storbritannien er ude af EU.

Hvad var din reaktion på Brexit-afstemningen?

Jeg var dybt chokeret! Jeg er stor tilhænger af EU-projektet og mener, at Brexit er skidt for både Storbritannien og EU.

Hvordan forventer du personligt at blive påvirket af Brexit?

Ikke ret meget. Alle medarbejdere her på vores London-kontor er ansat på midlertidige rotationskontrakter. Jeg har nu været her i to år og skal efter planen hjem om et år og bliver derfor ikke personligt berørt. Og da Brexit-processen bliver lang, vil mine afløsere sandsynligvis heller ikke blive påvirket.

Hvordan tror du, at Kromann Reumert i London bliver påvirket?

Jeg forventer ikke, at Brexit vil påvirke vores aktiviteter ret meget. Og hvis den gør, bliver det nok primært positivt. Når Storbritannien træder ud af EU, bliver der mere bureaukrati og lovgivning at holde styr på for danske virksomheder i Storbritannien. Det vil sandsynligvis øge virksomhedernes behov for rådgivning, og det er jo det, vi leverer.

Kan I allerede nu mærke et stigende behov for rådgivning?

Ja, bestemt. Rådgivningen inden for Brexit-spørgsmål udgør ikke den største del, men fylder allerede noget over for vores kunder nu. Det gælder eksempelvis, hvordan danske virksomheder skal forholde sig til Brexit, kontrakter med engelske virksomheder eller under engelsk ret, medarbejderspørgsmål, beskyttelse af virksomheders immaterielrettigheder og forskellige skattespørgsmål.

Hvordan råder I danske virksomheder i Storbritannien til at forholde sig til Brexit?

Mange har indtil videre mest været afventende, men vi anbefaler, at man nu begynder at lave sin contingency planning. Det vil sige kigge på sin virksomhed, sin branche og vurdere risici og muligheder. Der er meget usikkerhed, men der er også rigtig mange skridt, man kan og bør tage nu.



Vurderer du, at det stadig vil være interessant som dansk virksomhed at være i Storbritannien uden for EU?

Absolut. Selvom vi mener, at det var bedre for alle, hvis Storbritannien blev, vil Storbritannien fortsat være en væsentlig handelspartner for Danmark. Derudover skaber Brexit også muligheder. Blandt andet gør den lave valuta det jo billigere at købe fra Storbritannien. Den engelske økonomi er stor, og det vil den vedblive at være, selvom dens betydning måske nok reduceres i fremtiden. Derfor vil Storbritannien også fremover være et godt sted at være til stede for danske virksomheder. 


Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.