Min ferie

Flemming Splidsboel får (næsten) ro i sommerhuset

9.7.2019

af

Foto: Privat

Foto: Privat

Rusland-ekspert Flemming Splidsboel slapper allermest af i sit sommerhus. Han kan dog ikke altid få lov at holde ferie uden forstyrrelser, men nogle gange kan forstyrrelserne også være for spændende til, at han kan ignorere dem.

Han havde slukket sin telefon. Familien var på vej med færgen hjem fra Tyskland. Men da de nåede Danmark, og han tændte telefonen, måtte planerne ændres. Telefonen var fyldt med beskeder og missede opkald. Et malaysisk fly var skudt ned over Ukraine – tæt ved den russiske grænse. 298 mennesker var døde.

Hans daværende kone tog rattet, og hele vejen hjem fra færgen lavede han interviews på passagersædet. Ferien, som ellers skulle fortsætte lidt i det danske, måtte afbrydes et par dage. Det her var simpelthen for spændende.

Flemming Splidsboel ser du formentlig kun noget til, hvis verden er blevet et farligere sted. Sådan formulerer Rusland-eksperten, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), selv præmissen for sin rolle i medierne.

Arbejdet – og medierne – er aldrig sat helt uden for døren, når Flemming Splidsboel holder ferie. I denne uge er han i familiens sommerhus ved Sjællands Odde med sine børn. De slapper af, tager på stranden og hygger sig. Men der sniger sig også lidt arbejde ind. Og selvom der er lidt Rusland-mæthed i danske medier, som han siger, var han alligevel i P1 Morgen i weekenden. P1 Orientering skriver en besked lige inden vores samtale, og under vores snak ringer DR også. Helt stille er der vist aldrig.

’Kun de mest dumstædige holdt fast’

Flemming Splidsboel blev Rusland-ekspert ved en tilfældighed. Han var som ung i 80’erne fascineret af Sovjetunionen. Ikke politisk fascineret som mange andre – landet virkede bare så anderledes. I gymnasiet havde han russisk, men han var ikke særlig god til det, siger han. Alligevel søgte han ind på universitetet for at studere sproget. Her fandt han ind til den disciplinerede studerende, og straks var han nyuddannet.

Men i 1995, da han blev færdig på universitetet, var der ikke megen interesse for Rusland. Det var kun de allermest dumstædige, der holdt fast, som han siger. Han var en af dem, og det har i dag vist sig ikke at være så dumt endda.

I hvert fald har han rigeligt at lave. Rusland er i stigende grad blevet en kilde til usikkerhed for magthaverne i Vesten. Nye spændinger og konfrontationer spirer konstant frem. Og når de gør det, er det Flemming Splidsboel, som medierne ringer til for at blive klogere. Og så er det egentlig ligegyldigt, om han er på ferie eller ej.

Han gør dog heller ikke meget for at modstå interessen. Selvom han er forsker ved DIIS, betragter han sig selv lidt som en selvstændig. Hvis kunderne ringer, er han nødt til at være der. På ferien plejer han at sige nej til journalisterne. Men han gør også undtagelser. Hvis der eksempelvis er en sag, hvor han ikke behøver at forberede sig, kan han godt sætte sig ud i bilen og lave et interview. Og så fortsætte sin ferie efterfølgende.

Hvis der sker noget, som er tilpas spændende til, at han gerne vil være med, kan han også godt finde på at afbryde sin ferie kortvarigt. Det skete sidste år, da der blev annonceret topmøde mellem Trump og Putin. Da satte Flemming Splidsboels sin ferie lidt på pause.

Børnene er vant til, at arbejdet fylder, og at det kan gribe lidt ind i ferien. Men han forsøger at minimere arbejdet, så familien stadig kan holde ferie på en ordentlig måde, som han siger.  

”Selvfølgelig er det en pris at betale. Men jeg synes egentlig, det er en lille pris.”

Foto: Privat

Rusland-eksperten laver gymnastikøvelser efter en svømmetur i Sejerøbugten.

Bedste ferieminde

Sommeren 1994 var jeg i Rom og besøge min storebror. Det var særligt måden, den italienske mand opfører og klæder sig på, der gjorde indtryk på mig. Der var noget, hvor jeg tænkte, at det kunne jeg godt tage med mig. På DIIS tænker de nok, at jeg er lige lovligt formelt klædt. Men når jeg kommer til Italien i dag, tænker jeg, nu skal du tage dig selv mere alvorligt og klæde dig ordentligt.

Bedste ferietip

Sejerøbugten er utrolig smuk og ikke så overrendt. Man bader og svømmer lidt, der er plads til børn og hunde. Der er ikke så meget liv. Man kommer på stranden for at hvile og slappe af. 

Værste ferieminde

Som barn havde jeg en helt forfærdelig ferie. Det er sådan en ferie, vi griner af i dag. Der var jeg tolv-tretten år. Jeg var på Lolland, og det regnede hele ugen. Ferielejligheden var ikke i orden. Bilen gik i stykker. Min far skulle have en rodbehandling, så vi kørte hjem en dag før.

En erkendelse fra ferien

Jeg kom hjem fra Israel i sidste uge, og det handlede meget om cyber. Jeg er specielt interesseret i, hvordan man kan bruge kunstig intelligens til at udbrede misinformation. Allerede nu har jeg tænkt over, at når jeg kommer tilbage fra sommerferien, er det noget, jeg vil arbejde videre med.

Den velkendte ro

Sommerhuset har dannet ramme om sommerferien, siden hans forældre købte det for 16 år siden. Aftalen er, at de betaler for sommerhuset, og at han vedligeholder det. Han bor i lejlighed, og så er det meget hyggeligt at komme ud og lave noget praktisk i ny og næ, siger han.

Udlandsrejser bliver det dog også til. Han skal fx med sin datter til Georgien senere på sommeren. Ellers rejser han mest i forbindelse med arbejdet. Halvdelen af juni opholdt han sig i Israel og Tyskland. Og da han kom hjem, havde han allermest lyst til at slappe af i sommerhuset.

”Der er noget skønt ved at rejse og måske få noget fornyet energi og et spark bagi, men jeg elsker det velkendte ved at tage i sommerhus. Man behøver ikke bruge mange ressourcer. Man kører derop, pakker ud og falder ind i de vante rutiner. Jeg kobler af.” 

Lige indtil der dukker noget op, som er tilpas spændende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet