Guide

Tre chefer fortæller: Sådan får du dit første chefjob

19.2.2019

af

Foto: Privat

Foto: Privat

Vil du gerne være chef? Så skal du tænke som Pippi Langstrømpe og finde ud af, hvorfor du inderst inde gerne vil op ad karrierestigen. Sådan lyder nogle af rådene fra tre chefer, der deler ud af deres erfaringer og fortæller, hvordan de selv gjorde.

Rygterne siger, at der er koldt på toppen. Alligevel er der rigtig mange, der drømmer om at komme derop. I 2016 svarede 80 procent af de adspurgte djøfere under 35 år, at de gerne ville være ledere i løbet af deres karriere, viser en undersøgelse fra Djøf.

Men hvordan bliver du chef, og hvordan har andre båret sig an? Vi har talt med en koncernchef i det offentlige, en partner i et advokatfirma og en kommunaldirektør i Kerteminde for at blive klogere af deres erfaringer og råd.

Michael GravesenCand.scient.adm. og koncernchef for Opvækst og Læring i Faaborg-Midtfyn Kommune. Det første chefjob fik han i 2010 som sekretariatsleder ved Børn og Ungeforvaltningen i Odense Kommune.

Skulle aldrig være chef. Et tilfældigt møde ændrede hans holdning

Da Michael Gravesen var konsulent i Odense Kommune, spurgte hans chef, om der var noget galt. Han var den eneste, som ikke talte om chefdrømme under MUS-samtalerne. Sådan var Michael ikke. Han var fællestillidsrepræsentant, kunne lide sit job og havde faktisk forsvoret, at han skulle gå ledelsesvejen.

En dag passerede han en chef på trappen. Chefen havde lige fået et andet job og spurgte Michael, om han ikke skulle søge den ledige chefstilling, som opstod i den sammenhæng. Michaels første tanke var at sige nej, men et eller andet fik ham dog alligevel til at søge stillingen, som han så fik. Senere har han ofte oplevet, at medarbejderne med tillidshverv bliver rekruttereret som ledere, da de allerede er engagerede og forstår, hvordan organisationen fungerer.

Michael Gravesens råd til folk med chefambitioner:
  • Overvej, hvorfor du vil være chef. "Er det, fordi du tænker, det er smart? Synes du, det er det næste naturlige skridt i karrieren? Eller er det, fordi du faktisk gerne vil arbejde med den type opgaver, som cheftitlen indebærer? Det sidste er naturligvis det vigtigste. Du skal ville tage et ansvar, sætte medarbejdere før dig selv, drive noget fremad, træffe beslutningerne og være klar til at tage skraldet."
  • Gør som Pippi Langstrømpe. "Hvis du bliver chef for første gang, så tænk som Pippi Langstrømpe: 'Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af.' Du skal selvfølgelig også gå til det med en vis ydmyghed og ikke tro, at du har alle svarene, bare fordi du nu er blevet chef. Ligesom med Pippi handler det om mod til at give noget af sig selv og være tydelig om sit værdigrundlag."
  • Vær lidt old school. "Tag skridtene i den rigtige rækkefølge. Jeg begyndte som leder af 12 skønne medarbejdere og har så taget skridtene fremad til i dag, hvor jeg er chef for 1.200 medarbejdere. Jeg har kunnet følge med, fordi jeg tog det i mindre skridt. Det gør jo ikke noget at være rodfæstet om sig selv, når man skal motivere andre."

Annelouise Dalgaard PedersenCand.jur. og partner i advokatfirmaet Horten siden 2016. Det er hendes første chefjob.
Chefen gav hende et venligt puf

Annelouise Dalgaard Pedersen har fulgt den klassiske karrierevej i advokatbranchen. Hun begyndte som student hos Horten og blev senere fuldmægtig og advokat samme sted. I dag er hun partner i advokatfirmaet.

Hun trivedes ellers som advokat og havde ikke store partner-drømme, men hendes daværende chef puffede hende venligt ind på partnervejen. Han mente, at det var det næste naturlige skridt for hende. Her kunne hun blive presset på noget andet end fagligheden. I dag har hun det daglige ledelsesansvar for 15 mennesker og trives med det ekstra ansvar, som partnertitlen indebærer.

”Min karriereambition er at være god til det, jeg gør. Partnertitlen er for mig en velkommen tilføjelse, men den har ikke været afgørende for mine valg.”

Annelouise Dalgaard Pedersens råd til folk med chefambitioner:
  • Hvis du har drømmen om at blive chef, skal du italesætte det. "Det er svært for dine omgivelser at reagere på dine drømme, hvis du ikke siger dem højt. Du kan ikke sidde i et rum for lukkede døre og beslutte, at du vil være chef. Du skal have nogle med på rejsen, som også tror på dig."
  • Sig ja til de udfordringer og muligheder, der byder sig. "Også selv om du tvivler på, om muligheden er noget for dig, eller det passer dårligt i timingen. Sig altid ja til muligheder for at tage noget mere ansvar. Så får du afprøvet, om chefrollen er noget for dig – og du kommer længere frem i bussen."
  • Vær tro mod dig selv. "Hvis du vil være chef, så husk på, at der ikke er to mennesker eller chefer, der er ens. Det er dig, der skal udfylde chefrollen, og ikke rollen, der skal definere, hvem du er. Det handler om din egen personlighed og integritet. Du skal være tro mod dig selv og stå ved de beslutninger, du træffer eller formidler – også efter du er blevet chef."

Tim JeppesenØkonom og kommunaldirektør i Kerteminde Kommune. Det første chefjob fik han i 2001 som projektchef i Kommunernes Revision.
Gik forskervejen, inden han opdagede, at han skulle være chef

De første seks år efter studiet forskede Tim Jeppesen i miljøøkonomi på SDU. En dag blev han kontaktet af en gammel studiekammerat, der var chef i Kommunernes Revision. Kammeraten sagde indirekte, at der var en god mulighed for, at Tim kunne blive chef inden længe, hvis han søgte et konsulentjob i organisationen. Efter få måneder fik chefen et andet job, og Tim overtog hans stilling.

Tim Jeppesen beskriver sig selv som typen, som ikke kan deltage i en generalforsamling uden at række hånden op og så enten blive kasserer eller formand. Han har altid haft fornemmelsen af, at han skulle være chef en dag. At kammeraten også så hans chefpotentiale, bekræftede ham i den opfattelse.

Tim Jeppesens råd til folk med chefambitioner:

Du skal holde fast i dig selv. Det er der flere årsager til:

  • Dit ønske om at være leder skal have afsæt i et personligt ønske, fordi du virkelig vil det. "Det skal ikke kun være, fordi du har ambitioner, fordi det ser godt ud på CV’et, fordi du bliver fristet af andre, eller fordi du får mere i løn og den slags begrundelser."
  • Når du bliver leder, er dit vigtigste ledelsesredskab din person. "Du skal bruge dig selv og dine personlige egenskaber hver dag som leder. Hvis din ledelse ikke har afsæt i din person – og dermed et personligt ønske – så fungerer det ikke."
  • Du skal turde sætte dine person og personlige egenskaber på spil. "Både i forhold til at bruge dem og i forhold til at udvikle dig som person, dér hvor der er behov for det. Det kræver overskud, selvtillid, mod og specielt en god rygsæk med hjemmefra. Har du det?"
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet