Brevkasse

Må chefen ringe til mig, når jeg er syg?

4.2.2019

af

"Når jeg sygemelder mig, spørger min chef altid, hvor længe jeg forventer at være syg. Og hun kontakter mig også under sygdommen for at bede mig løse arbejdsopgaver hjemmefra. Må hun det?"

Nu er det jo snart influenzasæson, og jeg plejer altid at blive ramt. Jeg er rigtig glad for min chef, men når jeg sygemelder mig, spørger hun altid, hvad jeg fejler, og hvor længe jeg forventer at være syg. Hun kontakter mig også under sygdommen for at bede mig løse arbejdsopgaver hjemmefra. Bare for at være på forkant denne gang, vil jeg gerne høre, om hun må det?

’Influenzaramt’

Kære medlem

Tak for dit spørgsmål. Du er ikke forpligtet til at fortælle din chef, hvad du fejler, og din chef må faktisk heller ikke spørge om det.

Hvis du alligevel bliver spurgt, og du ikke har lyst til at fortælle det, kan du blot oplyse, at du er syg og ikke ønsker at fortælle yderligere om årsagen. Du kan tilbyde at skaffe en lægeerklæring (friattest), hvis hun gerne vil have dokumentation for sygdommen. Har du ikke noget imod at fortælle, hvad du fejler, kan du overveje at fortælle årsagen til sygdommen til din chef for at undgå den eventuelle konflikt, som et ’ikke-svar’ medfører.

Når din chef er informeret om sygefraværet, er du ikke forpligtet til løbende at meddele, at du fortsat er syg. Din chef må dog godt spørge, hvor længe du forventer at være syg, så din arbejdsgiver kan tilrettelægge arbejdsopgaver i dit fravær. Hvis det er ubehageligt selv at skulle estimere, hvor lang tid du er væk, kan du kontakte din læge og få en vurdering.

Din chef må dog ikke bede dig løse arbejdsopgaver, når du er syg. Sygdom er det, man kalder lovligt forfald, hvilket betyder, at du ikke skal udføre arbejde under sygdommen. Hvis din chef beder dig løse arbejdsopgaver under sygdommen, kan du oplyse, at det kan du ikke, da du er syg. I forbindelse med at du sygemelder dig, kan du – hvis muligt – oplyse, hvilke arbejdsopgaver der er akutte, og hvad din chef bør sikre bliver løst af en af dine kollegaer.

Jeg krydser fingre for, at du undgår influenzaen i år, men hvis uheldet er ude, håber jeg, at du nu er klædt på til dialogen med din chef.

/René Òli Rasmussen

Skriv til brevkassen

Skriv til Djøfs panel af rådgivere, hvis du har spørgsmål om ansættelsesforhold, karrieremuligheder, overenskomster, regler og lovgivning, faglige netværk eller andet, der optager dig i forbindelse med arbejdsliv eller studier.

Vi bringer et udvalg af spørgsmål og svar. De indsendte spørgsmål kan eventuelt blive forkortet eller lettere redigeret.

Send dine spørgsmål til bladet@djoef.dk. Husk også at skrive dit fulde navn og mailadresse til brug for redaktionen og rådgiverne. Hvis du ønsker, at dit spørgsmål i bladet bliver underskrevet med pseudonym i stedet for navn, bedes du gøre opmærksom på det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Hanne Flye
2 år siden
Jeg melder mig syg med opkast, dagen efter kontakter chefen mig og høre om jeg kan komme på arbejde i til min aftenvagt i aften Hvor mange dage skal der gå inden chefen må kontakter mig Jeg mener der nogle der sige 5/7/10 dage er jeg helt forkert på den