Brevkasse

Fyret - hvad gør jeg nu?

19.2.2019

af

Illustration: Djøf

Illustration: Djøf

Jeg er blevet fyret og har fået 25.000 kroner til outplacement eller efteruddannelse. Men hvad skal jeg vælge for at komme godt videre?

På grund af uoverensstemmelser med min chef er jeg blevet fyret og fritstillet fra min projektlederstilling i et finansielt foretagende. Jeg har i den forbindelse fået 25.000 kr. til et såkaldt outplacementforløb eller noget uddannelse, hvis jeg hellere vil det. Mit mål er at komme hurtigt i job igen. Jeg synes ærligt talt, at min situation er noget træls, og det stod bare ikke i mine karrierekort, og nu i mit cv, at jeg skulle ende med en fyreseddel i hånden. Hvad skal jeg vælge at bruge de 25.000 kr. til for at komme godt videre til et nyt job?

’Fritstillet’

Kære fritstillede

I det omfang du føler dig godt rustet til på egen hånd at lande et nyt, godt job, så kan du med fordel overveje at købe efteruddannelse for de 25.000 kr.

Men vær opmærksom på, at det ikke er efteruddannelse for 25.000 kr., der bringer dig hurtigt i nyt job. Den ene ekstra ’pind’ på side 2 i dit cv gør det jo ikke. Det er dit fulde cv med erfaringer, uddannelser og meritter og dine jobsøgningskompetencer, der bringer dig i job igen.  

Så efteruddannelse skal du vælge, fordi du har lyst til eller behov for at lære noget nyt, udvikle nogle specifikke kompetencer, blive skarpere på noget inden for dit felt, måske for at dyrke noget fagligt netværk osv.

Outplacement derimod er en målrettet proces, som har det ene klare mål at bringe dig i dit næste, gode job. Med outplacement får du al den hjælp, rådgivning og støtte, du har brug for til at lande et job. Og med 25.000 kr. er du ok stillet. Det kommer du forholdsvist langt med.

Det er lidt forskelligt, hvor man starter i processen. Det afhænger af person og omstændigheder. For nogle går der lidt tid i forløbet med at få talt fyring og alt det bagudrettede på plads. Så dét ikke fylder skævt i jobsøgningen. For andre går det stærkt med at komme sig oven på afskeden, og da er det måske træning af jobsamtaler og tuning af LinkedIn profil, der skal tjekkes op på først. Eller måske kan det handle om at få taget hul på at bruge sit netværk målrettet i jobsøgningen. Andre igen har brug for at se på, hvordan ansøgning og cv skal skæres til. Men vigtigst af alt så handler outplacement om at gøre dig knivskarp på, hvad du egentlig vil i din karriere fremadrettet, og hvad du kan. Altså afklaring af hvor dit jobmarked er, og hvad du har at tilbyde det. Så du hurtigt kan lande det rigtige job.

Så vælg outplacement, hvis du har særligt brug for en fast coach og sparringpartner fra nu og frem til ny jobstart. Har du ikke brug for det, så vælg en spændende og motiverende uddannelse, et godt kursus, en inspirerende konference, som kan fintune dit cv og holde dig fagligt skarp, mens du er ’in between’.

Husk i øvrigt at du via dit medlemskab af Djøf har mange muligheder for at få rådgivning, sparring og støtte til at komme videre i karrieren. Så husk at undersøge dine muligheder her i Djøf, inden du fyrer dine 25.000 kr. af. Vi rådgiver dig meget gerne konkret i forhold til valg af outplacement og/eller efteruddannelse. 

/Frederik Iuel, chefkonsulent, Djøf

Skriv til brevkassen

Skriv til Djøfs panel af rådgivere, hvis du har spørgsmål om ansættelsesforhold, karrieremuligheder, overenskomster, regler og lovgivning, faglige netværk eller andet, der optager dig i forbindelse med arbejdsliv eller studier.

Vi bringer et udvalg af spørgsmål og svar. De indsendte spørgsmål kan eventuelt blive forkortet eller lettere redigeret.

Send dine spørgsmål til bladet@djoef.dk. Husk også at skrive dit fulde navn og mailadresse til brug for redaktionen og rådgiverne. Hvis du ønsker, at dit spørgsmål i bladet bliver underskrevet med pseudonym i stedet for navn, bedes du gøre opmærksom på det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet